Kunsten at være et høfligt menneske

Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem.

 Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn.

 Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig.
Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også i gang med at holde op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstefar-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn etc. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.

Udviklingsproces

Tidlige barndomsminder kan være ødelæggende.
En hård opvækst kan være enden på et voksenliv.
Ignoreret fra begyndelsen, mundlam og uden stemmebånd når det hele ender.
Billeder som brænder i sindet, ting som aldrig kommer igen – ting som man forbander og elsker på samme gang. Ting som man aldrig har ønsket, eller nogensinde vil ønske kommer igen.
Barndomsvenskaber, fanget i samme båd, samme fremtid venter, samme skæbne sluger en som i et sort hul, isoleret, afskåret fra menneskeligheden, dømt til mørke, samt kæder om anklerne.

Tiden, en sjov størrelse – den går bare, uden at komme nogen vegne, uden at vise nåde på nogen som helst facon, uden at give en den chance, at komme ud af det helvede som man er blevet smidt i. Tiden som nægter at spole tilbage, eller frem for den sags skyld – tiden har bragt meget med sig i form af sorg, glæde, tårer, mennesker man aldrig møder igen men savner for det de gjorde. Mennesker som man elskede dengang, men tiden har gjort dem ubrugelige og ubetydelige.

Handlinger, udført af enten en selv, eller personer omkring én.
Handlinger som har store konsekvenser for ens fremtidige mentalitet, handlinger som ikke kan gøres om, hvert et skridt er altafgørende, hver eneste tanke der flyder rundt i hovedet, kan meget vel blive til handling.

Mobning, dengang mælketænderne slap tandkødet, blandet med følelsen af vokseværk, irritation i sindet og i kroppen over de fysiske ændringer, ingen til at hjælpe, ingen til at irettesætte, ingen til at supporte, ingenting at hente.

Slæbt frem og tilbage fra skolepsykologen, folk troede at psyken var for ustabil til at klare presset, venskaber mistet på grund af rygtet om sindssyge, flytning fra hus til hus, intet standpunkt, tiden står stille på trods af at man bliver ældre, og ældre – tingene ændres, man bliver anset som værende psykotisk og mentalt ustabil, folk sætter spørgsmålstegn men man kan ikke svare dem, for man ved – at ingen vil lytte til en hvis sind er smadret i tusinde stykker under vægten af livets fucking hårde militærstøvle på ens kranium, som splintres som glas på hård cement.

Jeg går i øjeblikket igennem en udviklingsproces, jeg arbejder med mig selv hver dag, for jeg har indset at jeg har spildt mit liv, på at tro på folk som troede de havde en helvedes masse erfaring, og privatpersoner som leger psykologer.

Døden er stadig tabubelagt

Døden er en sjov ting. 
Så mange mennesker frygter den! Så mange mennesker går rundt i en cirkel af frygt og uvidenhed omkring dette emne. Vi har altid været bevidste om, at døden er til stede alle vegne og alligevel er emnet tabubelagt?

''Fiddo er blevet en gammel hund, Frederik... derfor har vi valgt at sende ham ud på en gammel gård, hvor han kan ha' det godt til det sidste''
- Fiddo blev aflivet, barnet blev fyldt med en gigantisk pose lort, og jeg har selv prøvet det.
Hvorfor skal vi skjule at døden eksisterer? Hvorfor skal vi pynte på lortebunken?

Jeg er af den overbevisning, at børn har brug for sandhed for at udvikle sig og blive stærke, for de har brug for at blive stærke, de skal forberede sig på de frygtelige ting som kommer til at finde sted i deres fremtidige teenage- og voksenliv, og derfor skal de vide hvad det vil sige at miste.

Frederik har ret til at vide hvor Fiddo befinder sig lige nu? Og hvis man endelig skal fortælle den stakkels dreng hvor hans elskede hundeven som har fulgt ham igennem hele hans barndom er, så fortæl sandheden!
- Fortæl dit barn at Fiddo fik en sprøjte i nakken som bedøvede Fiddo så hårdt at nervesystemerne svigtede og hjertet stoppede med at pumpe blod ud i kroppen, for sådan ER det! Og ja, det er hårdt for et barn at høre, men hvis man bliver ved med at smide løgne op, går det alligevel af helvedes til.

- Da min oldemor døde kunne jeg ikke tro det. Jeg tror jeg var seks år, og jeg var lamslået, færdig, og kunne intet stille op, jeg anede ikke hvor jeg kunne finde trøst, alene på grund af min uvidenhed omkring døden.

Jeg påstår ikke at børn skal konfronteres med døden konstant og hele tiden, jeg påstår dog derimod at ærlighed er vejen frem.

Jeg gider ikke gå rundt og frygte døden, frygt er svagt. Jeg vil langt hellere acceptere døden når den indtræffer, om den indtræffer i morgen, eller om 60 år. 
Bliver jeg kørt ned? Får jeg et pludseligt hjertetilfælde grundet min hjertesygdom, eller drukner jeg i sindsyge og dør af ren dumhed? Hvem ved - ikke jeg ihvertfald, jeg overlader det til skæbnen, og ikke dén skæbne - men min egen. 

Min opdragelse

Dengang jeg var barn var jeg en fri lille dreng med en masse muligheder for at være den, som jeg var. Jeg var glad for livet, og livet var glad for mig – jeg var min egen og dannede min personlighed udfra mine to forbilleder.  Mine forbilleder var mine to fætre, Patrick og Thomas – de var nogle rigtigt gode fætre. Thomas var den rolige, til tider ret nørdede type, imens Patrick var ret rebelsk og gjorde tingene som han selv ønskede.
Patrick lod aldrig nogen krumme et hår på mit hoved, han var overbeskyttende, og brugte tit sin fysik til at lægge folk ned, som havde kigget forkert på mig – hvilket jeg ikke altid syntes var specielt morsomt, men samtidig havde jeg tendens til at misbruge det, at have en fætter som ville tæske folk gule og blå for mig – det var nok en slags følelse af magt som gik igennem mig.
Det var sjældent at der blev sat en fod i døren for mig, det var mig, det var mit liv, og det var faktisk som det skulle, jeg elskede livet – men selvfølgelig var der problemer, som der jo altid er, og altid vil være – de blev bearbejdet på forskellige måder, tit resulterede konflikter, og uenighed med forvirring og kaos, da mine forældre aldrig rigtig var enige om, hvordan man skulle håndtere et barn.
Min såkaldte "far" gjorde tingene på sin måde og argumenterede for sin sag når der var en mur i vejen. Min mor var tit rigtig forvirret og fortvivlet omkring tingene, og omkring hele mor-tingen, og brugte derfor sit eget liv som skabelon.


Min mor holdte meget af at tingene var fastlåst og at rammerne var fast tilrettelagt, jeg tror at hun var sådan fordi hun selv er blevet opdraget meget firkantet, og så vidt jeg husker med både fysisk og psykisk vold, tit var det vidst nok hendes mormor som var efter hende. Så min mor har hele livet været i skudlinjen, og har altid været nødt til at gemme sig lidt fra omverdenen. Min mor er opvokset i en familie hvor hendes mor var streng, hendes far var stresset og der var generelt bare ikke plads til hende – men trods alt elskede hun sin mor, sin far og sin mormor.


Min såkaldte "far" var meget løs i opdragelsen, han gav mig lov til at udfolde mig som jeg havde lyst, men på et niveau som var rart. En slags blanding af faste rammer og frit fald. Derimod ved jeg at min "far" er opdraget en smule for løst. Efter en snak med min "far" har jeg fundet ud af at han nærmest blev direkte overset og negligeret. Min "far" måtte selv lappe sin cykel, han måtte selv finde læreplads, han måtte selv rydde op og han måtte selv klare tingene lige fra start, imens hans søster fik hjælp hjemmefra, blev rost til skyerne for sine handlinger og hendes job. Min "far" praler ikke af tingene, men i dag er han højt stillet rent jobmæssigt. Og grunden til at min "far" sjældent praler med sine bedrifter er fordi han har taget sin barndom i rygsækken, ingen gad lytte, der var ingen ros at forvente – for der blev ikke forventet det store alligevel.

Jeg er som sagt vokset op i meget frie rammer i de tidlige år, der var ikke specielt mange regler, ej heller særligt mange pligter som skulle opfyldes.
Mine "forældre" vægtede højt at jeg var i stand til selv at smide mit tøj til vask, sortere det farvede tøj fra det sort/hvide (hvilket jeg aldrig lærte), huske på mine lektier, og gerne dække bord hvis jeg alligevel bare lavede ingenting.
Med hensyn til pligter var mine forældre tit meget uenige, og jeg måtte til tider se til, imens de diskuterede opdragelse. Min mor ville gerne have at lektiemæssige ting foregik specifikt som underviseren havde forventet, det vil sige – i bogen, retskrevet.
Min "far" var meget alternativ når det galt indlæring og forståelse af tingene, han rev tit alle mulige objekter frem på køkkenbordet når vi lavede matematik, i håb om at jeg ikke ville give op, tit og ofte brugte han spiselige ting som for eksempel vingummier, eller nødder – på den måde kunne han motivere mig bare en smule. Min mor kunne aldrig rigtigt fange mig når det galt lektier, så det var som regel min far som overtog den del.

Hvis jeg gjorde noget forkert som barn var der ingen decideret straf i vente. Igen var det mest min "far" der overtog rollen hvis der var noget som jeg ikke havde gjort, eller gjort helt forkert.
Min "far" var typen som i stedet for at råbe op, og give stuearrest – så snakkede vi.
Vi snakkede om tingene, for at finde ind til hvad problemet var, i stedet for bare at straffe. Min "far" har altid hadet ordet straf, og han mener ikke at det gavner hverken barnet eller den voksne, da man jo bare slår klapperne ned, i stedet for at fokusere på grunden til problemet allerede fra start. Det vat blandt andet dét som gjorde, at jeg i de færreste tilfælde kom til min mor hvis der var noget galt, eller hvis jeg godt selv var klar over at lokummet brændte, for jeg kunne meget bedre lide at blive snakket pænt til, end at blive råbt af – hvilket var hendes måde at gøre det på.

Da jeg ikke har nogen intention om at sætte et barn til verdenen kan jeg ikke svare på hvilke ting jeg vil give videre, og jeg har ærligt talt ikke skænket det en tanke (endnu).

Mine barneår har været dejlige! Og opdragelsen der fulgte med dengang, var også tiptop, så generelt har det været en positiv tid fra jeg kan huske og til jeg var 12 tror jeg. Grunden til positivitet synes jeg allerede jeg har beskrevet.
Negativiteten startede i mine tidlige teenagegår, da min "far" begyndte at straffe mig uden nogen specifikt grund. Han blev en anden mand og jeg har ikke lyst til at komme ind på hvilkén mand han blev. Siden dengang har jeg ikke rigtigt mærket nogen opdragelse, kun straf i form af råben, trusler, og fratagelse af mine ting, og internettet hvis jeg gjorde noget skidt.
Den måde jeg er blevet opdraget på er splittet, og uden sammenhæng, fordi jeg igennem hele livet er blevet sat i midten af uenighed omkring hvordan andre mener jeg skal opdrages, så i bund og grund ved jeg faktisk ikke hvordan min opdragelse har påvirket mig, udover at jeg ved at jeg er blevet stærk af al den modgang jeg har oplevet. Har man været igennem en hel masse modgang får man en bedre forståelse af hvad lykke og glæde vil sige.

Facade

Slid dig selv til ukendelighed, for ingen kender dig længere, alt for klog til resten af din omgangskreds, højt uddannet - bruger udtryk som kun de højrøvede kontortosser kender til, sekretærens værste mareridt, eller hotteste drøm, klædt i hvide skjorter, iført Rolex uret som en vane, tingene er strøget, pudset, det hele kører. 

Du arbejder dig op af en usynlig rangstige her i samfundet, som ingen ser, forsøger at være noget som ingen andre er, tingene er ikke længere som de var dengang bekymringerne blev skyllet ud i lokummet, dengang du ikke var for fin til at bruge det, selvfølgelig. 

Din holdning til andre mennesker er ikke længere vigtig, eller relevant i dit liv, da der nu kun er dig selv. Veltjente penge, en social omgangskreds som du dårligt nok veksler ord med. 
Tingene synker sammen som sandslottet du trådte på, da du var på stranden. Dit liv er fyldt til randen med ting du konstant skal nå, folk som du engang elskede men nu har glemt, i dit eget spejlbillede - de vender ikke tilbage igen. Pengene bliver flere, du er succesfuld og dit liv er som en drøm, på toppen af verden, med et glas vin i hånden. Dog er din kæreste ikke længere ved din side for at dele vinen med dig, trods dit kort er fyldt med penge gad hun ikke din arrogance. 

Det eneste du tænker på, er at leve et luksusliv, hvor andre mennesker der er lavere stillet end dig kan rende dig i røven. Så længe du kan have havudsigt på toppen af København, arbejde din røv i stykker, være en natteravn - så er du åbenbart glad, men kun udadtil, for indeni er du slet ikke klar over hvilke skader du selv er skyld i. Du ser kun Hugo Boss skjorten og dine pæne, sorte sko - ikke manden bag, og bevares - hvilket syn du ville se. En afdanket, nedslidt, ensom, lille kedelig mand, som intet drømmer om, intet brænder for, udover sin pengepung. 

 Og det kniber også med sexlivet for tiden, da folk kun er interesseret i dine talegaver og dit bagland. Kvinderne vil have dine penge og din Audi-øse, ikke dit rigmands-lem. Irritationen griber du som en håndbold, for hvad skulle du ellers lave, alene i mørket? Du kunne spille Tetris, eller løse en kabale, se N-CIS eller bare brække dig ud over din altan. 

Dit selvsikre ydre stemmer ikke overens med hvad der gemmer sig bag din baronfacade, en skrøbelig knægt som ikke har erfaring nok til livet, men erfaring nok til arbejde. 

Du kigger dig i spejlet - tænker... 
''Hvem fanden er det?'' 

Min personlighed i stikord

Jeg er den gazelle, som æder løven før den æder mig, jeg er fluen på væggen som du er for langsom til at klaske. 

Jeg er det sorte får, men samtidig den styrende i flokken, jeg er spinkel af bygning, men kan overgå en ordbog i skriftlig kamp. 

Jeg er forstående og flink, men arrogancen i fysisk form, jeg er brændende varm, men samtidig kold som snefnuggene på din hud. 

 Jeg er livets lystige flamme, men dødens dårlige ånde. Jeg er lyset på den anden side af tunnellen, men mørket du lod forsvine bag din ryg. 

Jeg er den søde drøm som tager dig med til paradis, men på samme gang mareridtet som brændmærker dit sind. 

Jeg er dit spejlbillede som du forguder når du dit udsende har plejet, men jeg er ligeså vel den morgengrimme person som du i spejlet ser ved tidlig morgenstund. 

Jeg er lysten, og jeg er længsel - Jeg er derimod ligeså meget trang, og begær. Jeg er håbet som du ser i nødens stund, men uheldet som rammer som et lynnedslag. 

Jeg er kærligheden som kysser din kind blidt, med fugtige og bløde læber, efterfulgt af en knyttet næve som rammer, i en sky af tænder, blod og had. 

Jeg er loyaliteten selv, men samtidig tvivlen som går tur igennem dig. Jeg er smilet på dine læber, og grunden til unødvendige tårer. 

Jeg er freden som dit hjerte mærker på en stille aften, men den stress som du mærker dagen efter. Jeg er byrden, samt lettelsen.

Jeg er færdig med at skrive nu, men samtidig bliver jeg ved til evig tid. Jeg er godt klar over at dette indlæg er fucked up, men lige så er du... da du i din søgen efter ord, og inspiration, tager en rejse i mine ord. 

Der er ikke noget at forstå

En af mine venner gik engang i terapi. Fordi han var rasende på sin eks-kæreste. Det kostede ham tusindevis kroner. Og var det hele værd. For det, han kom derfra med, var sætning: ”Der er ikke noget at forstå”. Sætningen var møntet på hans eks. Han havde nemlig brugt det meste af et årti på at prøve at forstå hende. Altså sådan virkelig forstå, hvorfor hun gjorde de ting, hun gjorde. Det tog psykologen et år at få ham til at forstå, at visse ting skal man bare ikke prøve at få til at give mening, men bare betragte. Uden at forholde sig videre til det.

Jeg har ikke gået i terapi. Det behøver jeg ikke. For nu har jeg jo sætningen. Jeg bruger den tit og ofte. For eksempel forstår jeg virkelig ikke finten med spejle på toiletter. Altså dem over vasken, når jeg vasker hænder, fint nok. Det er mere dem, der er placeret, så jeg kan sidde og betragte sig selv mens jeg besørger. ”Der er ikke noget at forstå”, siger jeg til mig selv, når jeg sidder og glor på mig selv med bukserne nede om anklerne, og med bekymret panderynke prøver at regne ud, hvem der synes, det er fedt at betragte sig selv i en sådan position.

”Der er ikke noget at forstå”, gentager jeg igen, når jeg ser bunkevis af mad ryge ud i containere landet over. Hvorfor er der ikke en eller anden klog, der kan finde ud af lave en mad-ligning, der går lidt bedre op, så de ikke skal dø af sult i andre steder i verden.

Forstår heller ikke hvorfor vi har fået lavet et samfund, der giver musikere, forfattere og tegnere seriøst mange penge for at lave dødssyge jingler og dingdong-tekster, mens dem, der vælger virkeligt at bruge deres talent, gerne ender med meget store minusser på kontoen.
Eller hvem forstår, hvorfor jeg cirka en gang om måneden ryger én cigaret og får det virkelig dårligt. Når nu den cigaret, jeg røg måneden forinden, gjorde mig lige så skidt tilpas? Jamen hvori ligger overraskelsen for mig?

Nej, der er ikke noget at forstå.

Heller ikke når jeg raskt væk bruger 499 kroner på en bluse. Og samtidig ved med mig selv, jeg uden at blinke ville ha' brugt 699 på den. Men kan man få mig til at give 3 kroner for en plasticpose i Føtex? Nix, ikke om man så vred armen op på mig. Pfff, jeg er jo ikke lavet af penge, vel!

Det kan også være vanskeligt at forstå, hvorfor der ligger en hel kasse cremefrøer i min skuffe på sygehuset, når jeg højt og tydeligt har erklæret denne uge som sukkerfri. Især når jeg nu ved, jeg løbende skal ud og sidde på toilettet og se mig selv og mine handlinger i øjnene…

Personlighed er alt

Efter at have brugt Facebook siden det blev relevant, så står en ting klart. Personlighed betyder alt - resten er egentlig fuldkommen ligegyldigt. Det er utroligt, hvor mange overfladiske og ligegyldige betegnelser man kan klistre på sig selv og andre. Og hvilken forskel gør de egentlig? Hvilken musik hører du? Hvilke bøger læser du? Hvilken uddannelse har du? Hvor arbejder du? Har du en partner? Gør det egentlig overhovedet nogen forskel, når det kommer til stykket? Det gør det selvfølgelig, men for et venskab? Bygger venskab overhovedet på nogle af disse elementer? Det tror jeg ikke, men hvorfor bliver man så ved med at stille de samme ligegyldige spørgsmål? Det gør man muligvis for at opbygge et eller andet billede af den anden person, så man lettere kan forholde sig til, hvem personen egentlig er. De mange forskellige svar og indtryk bruger man så til at lave en slags kategorisering og organisering af, hvem den pågældende person er. Den kategorisering bygger formodentlig på en række socialt indlærte fordomme om, hvordan man er, når man besvarer spørgsmålene på en given måde. Og dermed har man dannet sig et indtryk af, hvilken form for personlighed personen har. Men er det overhovedet det, som man vælger sine venner ud fra?Det tror jeg ikke. Jeg tror, at venskab opstår ud fra noget meget mere simpelt, udefinerbart og ukonkret end diverse former for interesser, uddannelse og social status. Muligvis opstår venskab på baggrund af en eller anden form for kemi mellem to menneskers personligheder - en slags kærlighed. Og hvis man ikke har den kemi, så bliver man nok heller aldrig venner – uanset hvor mange andre interesser man så ellers har til fælles. Altså er der tale om en bestemt slags match mellem to personligheder. Mine venner og jeg deler heller ikke nødvendigvis særlig mange interesser og på mange områder er vi også vidt forskellige. De plejer at sige, at jeg skiller mig ud. Om det så altid er noget positivt, det kan man jo diskutere. Men det er altså ikke nødvendigvis det fælles som skaber grundlaget for et venskab og derfor handler det nok mere om en slags match mellem to personligheder. Men selve definitionen af personlighed, som f.eks. de mere stabile former for adfærd hos en person, kan heller ikke i sig selv, fortælle noget om, hvorvidt man bliver venner.

Men hvis man endelig skulle stille nogle mere relevante spørgsmål til folk i forhold til deres personlighed, så skulle man måske i virkeligheden hellere spørge dem, om de har nogen traumatiske barndomsoplevelser? Om de blev mobbet i skolen? Hvilket forhold de har til deres mor og far? Hvilke problemer deres nærmeste venner har? Hvilke dårlige vaner de selv har? Hvad det sidste skænderi de havde med deres nuværende eller tidligere partner handlede om? Osv. For de spørgsmål ville formodentlig fortælle meget mere om, hvilken personlighed der gemmer sig bag facaden end en række fuldkommen ligegyldige smagsspørgsmål. Men det spørg man naturligvis ikke om, for det ville være alt for personligt. Men dermed er man også tilbage til, hvor man begyndte. Nemlig, hvor man bliver nød til at dømme folk ud fra deres smagspræferencer. Eller måske er det slet ikke svarene, som man i virkeligheden dømmer ud fra, men derimod noget meget mere umiddelbart givet og udefinerbart - nemlig deres personlighed.

Anorektikere mødes

Hvorfor er der dog så mange der tror at forbud er en måde, som kan bruges til at løse problemer? Anorektikere laver mødesteder på Internet, og refleksreaktionen fra ganske mange andre er at de sider må lukkes, forbydes, spærres. Det er sider der, så vidt jeg ser, fungerer som en slags selvhjælpsgrupper.

De løser et stort menneskeligt behov for at deltagerne kan have kontakt med nogen der forstår og respekterer dem. De ved godt, og accepterer at anoreksi bliver kategoriseret som en psykisk sygdom. De får meget ud af langt om længe at føle sig forstået, i stedet for at føle sig afvist af mennesker som ikke kan forstå og rumme deres tanker, deres verden. Siderne hjælper på deres ensomhed.

Den konkrete begrundelse for at kræve siderne lukket er at der også foregår ting som udveksling af tips om at blive endnu tyndere, skjule hvad der foregår, og støtte til hinandens vægttab. Urovækkende fakta. Jeg forstår da godt at det udløser ubehag hos mange, et ønske om at pigerne (langt de fleste er piger) holder op med at sulte sig på en måde som kan belaste helbredet meget alvorligt. Men jeg tror ikke på at det hjælper at bekæmpe det netværk som anorektikerne laver mellem sig. Sammenhold og venner er vigtigt. Meget.

Tværtimod tror jeg at det ville være bedre at udnytte disse netværk til at møde pigerne hvor de er, respektere og forstå dem, og støtte med de problemer som de har. Det hjælper i hvert fald ikke at komme tromlende med forskrækkelse og skældud. En blid og hensyntagende deltagelse kunne også bruges til at sætte fokus på at få det bedre. Det kan næppe gøres af nogen som ikke er i stand til at rumme tanken om at det ikke primært handler om at få dem til at spise normalt.

Hellere samarbejde og acceptere, end skubbe dem endnu længere væk. De prøver netop at støtte hinanden, og den proces trænger til at blive styrket. Et af de mindre rare alternativer er at problemerne vokser dem endnu mere over hovedet, med konsekvenser som selvmord.

Hvis de får det bedre, tror jeg også at de begynder selv at ville spise bedre. Den modsatte rækkefølge virker ikke.

Selvmord

Et eventyr startede i år 2009. To mennesker mødtes på en lille ø, og to hjerter fandt genklang. Ingen af dem søgte kæreste, så der gik lang tid før de brugte det ord. Hun havde arbejdet sig selv ud af en alvorlig angst og havde fået det godt. De begge fik et usædvanligt godt parforhold, som en ven så var der en solskinsstemning omkring dem.

Men, men, men. Efter en operation (og dårlige oplevelser på hospitalet) begynder et forløb med angst, psykoterapeut, medicin, psykolog, indlæggelse og lægeordineret afhængighed af skadelig medicin. Den historie er for slem til at skulle fortælles her.

Den lange og pinefuld kamp ned ad bakke ledte til at hun måtte beslutte sig til at afslutte sit liv. En så total beslutning var ikke et pludseligt indfald. Da de begge var et par med et virkeligt dybt og nært forhold, kunne han i lang tid mærke at disse tanker var ved at tage form. Hans svar var stille og roligt at hjælpe med at have fokus på håbet, det gode de begge havde sammen, og hvad de skulle når det gik bedre igen. Hendes evne til at søge og holde fast i små lyspunkter i dagligdagen var imponerende, også til sidst hvor det blot rakte til at komme ud og sidde i skyggen.

Det blev urealistisk at fantasere, og da dødsønsket blev formuleret var det en forståelig og human løsning. Hun var en stolt og klog kvinde der traf en modig beslutning, og han ville ikke med ærligheden i behold kunne sige at videre lidelse var det værd, ikke sige at hun skulle ofre sin værdighed. Det havde været ukærligt. Hun var selv klar over at der ikke skulle handles forhastet, og vælger et par gange at holde fast i håbet. Til sidst var beslutningen fast gennem et stykke tid, og det var en lettelse for hende at kunne se en ende.

Hun ville ikke have at han (eller andre) skulle hjælpe hende med at dø, ikke risikere at han skulle straffes. Derfor var hun nødt til at finde en metode som hun kunne gennemføre. Selv om hun havde være i stand til at opsøge en høj bro, ville hun aldrig have udsat andre for at skulle gøre rent efter hende. Hendes løsning blev en overdosis af de benzodiazepiner som var behandlingssystemets bud på at 'hjælpe', men hvor afhængigheden blev til en meget stor del af hendes problemer. Han advarede hende om at en overdosis næppe kunne være en pålidelig metode, men blot ville skade hende yderligere. Hendes løsning blev så en plastsæk over hovedet.

Til det der blev den sidste nat gav han hende som så ofte før ansigtsmassage for at hjælpe hende med at slappe af, og lade hende være alene i soveværelset, med mulighed for at gennemføre eller fortryde sin beslutning.

Hun var viljestærk, og næste morgen anmeldte han hendes selvmord til politiet. De kom lidt efter ambulancen, og han kom til en grundig afhøring. Denne blev gennemført på en god måde, med fokus på at forstå situationen.

En mindre uklarhed i rapporten blev dog til en misforståelse omkring at han forlod boligen i nogle timer, som igen i medierne blev udlagt som om at han forlod boligen mens hun døde. Selv om hans hukommelse for tider og detaljer omkring den endegyldige dag og nat (som han også nævnte for politiet) ikke er helt sikker, så ved han at hans tur ud i den tidlige sommermorgens friske luft kun har varet omkring et kvarter, og at det var efter at han kunne se og mærke at hun havde fundet fred.

Undervejs var han klar over at der var risiko for at han kunne blive tiltalt. Hvis han havde været en kryster, kunne han have stukket halen mellem benene, og ladet hende gøre det mens han var på afstand. Hans valg var at det var vigtigere at støtte hende til det sidste, og at de kunne tage afsked med hinanden på en så god måde som muligt.

Det skammer han sig ikke over, det var rigtigt dengang og nu - men han ville skamme sig hvis han ikke havde haft mod at give hende frihed til at gøre det hun måtte gøre. Hans sorg gælder ikke hendes død, men hvordan hun stump for stump mistede alt det gode i livet, bortset fra ham. Hun var værd at holde fast på, men ikke mod hendes vilje. Hendes sidste ønske var at han skulle gå ud og nyde livet.

Han var lidt bange for om andre mennesker ville kunne forstå og godtage hans handlemåde, men det har glædet ham at have fuld opbakning, både fra hendes nærmeste, og de naboer som hjalp de få gange de havde en chance for det.

Hvem siger at et forhold skal vare evigt?

Mit gæt er at hvis ægteskabet går i stykker (og uanset af hvilken årsag, for det her vil helt sikkert få skylden), så vil en masse mennesker hovere – alle dem hvis grundholdning i livet er at alle helst skal passe ind i små kasser, og hvis nogen prøver at kravle uden for dem, så skal de ha’ et gok i nødden (fordi det er bedst for dem selv, naturligvis). Vi SAGDE jo at det ville gå galt!


Uanset om de får ret, så kan jeg altså ikke lade være at spørge: Hvem helvede har sagt at et forhold skal vare evigt? Og hvem siger at alle ønsker at leve sammen med én person resten deres liv? Hvis Karens og Mortens forhold går i stykker (bare for at komme med et eksempel), er det slet ikke sikkert at det er en dårlig ting. Selvfølgelig vil en skilsmisse gøre ondt på dem begge to, men hvem siger at det er skidt for deres liv at blive skilt? Hvorfor er det absolut bedst at de bliver sammen?


Naturligvis bliver man formentlig gift fordi man har tænkt sig at blive sammen, men nogle går også ind i ægteskabet med en mere realistisk end romantisk tilgang til det. 'Til døden os skiller' betyder for nogle 'til vores lyst til at leve sammen dør'. For mere kan man da ærlig talt ikke love hinanden. Hvorfor i alverden skulle man?


Jeg aner ikke om Karen og Morten har den holdning til deres ægteskab, men jeg bliver bare lidt træt når det er argumentet for ikke at gøre noget der falder uden for rammerne. 'Det kan jo gå galt!' Ja, for helvede! Og hvis alt gik godt hele tiden, ville vi jo ikke rykke os en skid. Men det er som om at vi ikke må turde noget lige når det gælder vores parforhold. Der skal alt helst være trygt og forudsigeligt (i hvert fald hvad varighed angår). Og så bliver vi sådan nogle facademennesker der egentlig ikke rigtigt kender dem vi er gift med, men bilder os ind at vi er enormt tætte, mens vi skaber større og større afstand fordi alt det vi ikke tør dele, hober sig op imellem os. Og så bliver vi sgu alligevel skilt til sidst.


Det der undrer mig, er at nogen mener at de ved bedst hvordan man sikrer at ens parforhold ikke går i stykker. Det kunne da lige så godt forholde sig omvendt: 'Lever I monogamt siger du? Nej, det er altså noget skidt – I ender med at blive skilt!' Statistisk set er der i hvert fald noget der tyder på at det kan være lige så sandt.


Så Karen og Morten ender måske med at blive skilt – og hvad fucking så? Måske har de det så sjovere på vej mod enden end dem der bare bliver skilt fordi de røvkeder sig i deres trygge, forudsigelige, men ih, så pæne ægteskab.

Tag ikke utroskab personligt

Hvis du har været udsat for at en partner var dig utro, tænker du måske sådan noget som  'hvordan kunne han eller hun gøre det mod mig?' eller 'hvad har den anden som jeg ikke har?'. Desværre tager de fleste utroskab meget personligt. Men det eneste du måske med rette kan tage personligt, er det at din partner ikke turde være ærlig over for dig (og det må I så have løst). Det at han eller hun havde lyst til en anden, har ikke noget som helst med dig at gøre.

Præcis ligesom det at du drikker kaffe med den ene veninde, ikke betyder at du ikke længere har lyst til kaffe med den anden veninde, men bare at du lige nu havde lyst til at være i denne venindes selskab, betyder det at man har lyst til en anden end sin partner, ikke nødvendigvis at det er bedre, frækkere, tættere eller at den anden ser bedre ud, er dejligere eller gør noget du ikke har lyst til. Det er sikkert bare anderledes, og anderledes er ikke nødvendigvis bedre.

Jeg er klar over at jeg i manges øjne igen bagatelliserer utroskab. Jeg er klar over at utroskab kan betyde at din partner ikke elsker dig mere, at din partner synes en anden er mere fantastisk end dig el.lign., men som udgangspunkt: Tag det ikke personligt. Utroskab handler ikke om dig. Det handler om den der er utro. Og er du ikke åben for at din partner har andre grunde til at være sammen med en anden, end de grunde du kan forestille dig, så har du lukket af for muligheden for at få en ærlig snak om det. Tør du derimod være åben, er der en mulighed for at du og din partnere lærer hinanden bedre at kende og kommer tættere på hinanden. Og kan du slet ikke acceptere at der har været en anden inde i billedet, så vær alligevel åben så du i det mindste kan gå af de rigtige grunde i stedet for at træffe din beslutning på baggrund af en selvskabt illusion.

Afsløring af utroskab

Da jeg i sagens natur interesserer mig en del for emnet utroskab, sker det jævnligt at jeg googler ordet for at se om der skulle være kommet artikler eller hjemmesider jeg ikke har set før. En af de første sider der dukker op, har titlen 'Afslør din utro partner', og det er jeg simpelthen nødt til at kommentere.

Ser du, hvis du er en af dem der overvejer hvordan du skal afsløre din partners eventuelle utroskab, så må jeg fortælle dig at du har et helt forkert fokus. For hvad er det du gerne vil med en afsløring? Selvfølgelig håber du nok at finde ud af at du tager fejl – at din partner ikke er dig utro – og så er alt fryd og gammen igen. Eller hvad?

Hvis du ønsker ærlighed og nærhed i dit parforhold, er privatdetektiver og lignende ikke ligefrem befordrende, vel? Noget der derimod virker ganske magisk på parforholdet, er åbenhed og rummelighed. Hvis din partner holder noget hemmeligt for dig, kan det så være fordi der er noget i din adfærd der gør at han/hun ikke tør være ærlig? Har du engang udtalt 'hvis du nogensinde … så …'? Så kunne du måske nu prøve med 'jeg VIL os to, min elskede, og det betyder at uanset hvad der sker inden i dig, uanset hvad du føler og tænker, så ønsker jeg at du skal dele det med mig, og jeg vil ikke dømme dig eller dine handlinger, men støtte dig i dine behov så godt jeg kan'.

Ja, det lyder måske som noget fra en pladderromantisk film, men tænk over det. Hvilken af de to udtalelser tror du opfordrer til løgne, og hvilken til hudløs ærlighed? (Hvis du virkelig skulle være i tvivl, så tænk på hvad der f.eks. virker på børn – trusler om bål og brand hvis de begår en fejl, eller et løfte om at uanset hvad de har gjort, så må de komme hjem og sige det så vi kan finde en løsning stille og roligt?)

Og så bemærk i øvrigt det sidste 'så godt jeg kan'. Der er selvfølgelig ingen der skal leve med noget de ikke selv kan acceptere, udelukkende for en andens skyld. Problemet er at med 'hvis du nogensinde … så …' kommer du sandsynligvis til det.

Forelsket i en anden

Når man googler udtrykket “forelsket i en anden”, får man 1.620.000 søgeresultater. “Forelsket i en anden kvinde” giver 117.000, og “forelsket i en anden mand” giver 149.000. Det siger lidt om at det her er noget der sker temmelig ofte, ikke’? Og åbenbart oftere for kvinder end for mænd – eller også er det bare oftest kvinder der skriver om det på nettet.

Det er sket for mig selv flere gange (mentalt) førhen, og jeg kender flere det er sket for, så det er ikke bare Google der fortæller mig hvor almindeligt det er. Det der desværre ikke er så almindeligt, er at man kan være åben og ærlig over for sin partner om hvordan man har det. Og så er det utroskab sker. Hvis ikke fysisk, så i hvert fald mentalt.

Desværre har mange den holdning at de ikke vil vide hvis deres partner er dem utro. Jeg har selv haft den holdning engang, men i dag forstår jeg det faktisk ikke rigtigt, for på den måde fratager man sig selv muligheden for at kende den man elsker, helt og fuldt, og siger på en måde 'der er sider af dig jeg ikke vil kendes ved'. Er det kærlighed? Man har en frygt for at noget vil gøre ondt, og så vælger man at handle på den frygt i stedet for at træffe det kærlige valg. Det samme kan siges om den der har forelsket sig og vælger at fortie det.

En spirituel underviser jeg kender til, Bruce Moen, fortæller altid når han underviser i at udforske Efterlivet, at 'kærlighed og frygt ikke kan eksistere på samme sted på samme tid'. Og jeg må konstatere at det også gælder i det fysiske. Ikke ment på den måde at man f.eks. ikke kan elske nogen og samtidigt være bange for at miste dem – det kan man sagtens – men man kan ikke handle ud fra frygt og ud fra kærlighed på samme tid. Det er enten eller.

Derimod kan det kærlige valg godt gøre en bange, og man kan bilde sig ind at ens frygtsomme valg er foretaget i kærlighed ('jeg vil ikke såre hende' betyder i virkeligheden 'det vil gøre ondt på mig at såre hende'). Man kan mærke forskellen ved at føle den lettelse der opstår når man har foretaget det kærlige valg, og den anspændthed der følger med det frygtsomme valg.

Sig din mening

Hvis du er en af dem der tænker at du altid siger det du tænker, så behøver du ikke læse her, du gør det og det er FEDT!

Skriver det her indlæg i en lidt brainstorming lignende stil. Skriver lige det jeg tænker imens jeg skriver. Grunden til det er at se hvor godt et indlæg man kan få, bare ved at skrive løs uden stop, og uden rigtig at tænke over det. Kan være det bliver noget forfærdeligt noget, men så gør jeg jo bare ikke det igen.

I løbet af et par måneder har jeg ændret holdning til det at sige min mening. Mange kan ikke håndtere at man siger det man tænker. Men det er ikke mit problem. Førhen har jeg tænkt 'Det skal jeg nok ikke sige' til næsten enhver ting som kan have politisk betydning eller hvis det har haft noget at gøre med enkelt personer..

Men er mine meninger så dårlige at jeg ikke skal sige dem? Nej det er de ikke.

Vi bor i et frit land, og det skal man benytte sig af.

Der er mange som har det som jeg havde med at sige sin mening. Og hvorfor gør man så det? Svaret er ikke helt nemt, for vi er alle forskellige. Men man vil ikke være anderledes og have en anden holdning end andre. Tænk nu hvis man bliver helt til grin fordi man synes at tandlæge i Danmark skal være gratis eller delvist gratis for alle lavt lønnede eller hvis man mener at SU skal indføres for alle der har taget 9. klasse og starter på en uddannelse uanset alder….

Ideen til dette indlæg er kommet af forskellige ting, Blandt andet af folks holdning til at man skal gøre alt gratis for dem, bare fordi man kender dem. Jeg er sgu træt af folk som tror jeg er en omvandrende gavebod. Ikke fordi jeg har noget imod at hjælpe med ting gratis. Men når det bliver en vane for folk at få ting gratis, så stopper jeg. Jeg hjælper et sted mellem 10 og 50 personer om måneden gratis med alt muligt. Det kan være bitte små ting til at kode en hjemmeside eller betale deres regninger. Men når man så lige skal bruge deres hjælp, ja så er de ikke til at finde.

Et par eksempler: En bekendt havde jeg hjulpet med en hjemmeside som skulle opsættes og der skulle laves nogle opdateringer på den også. For mig var det en nem opgave, det tog kun 15 minutter. Så det ville jeg ikke tage en timeløn for. Det blev så til at jeg gjorde det som en tjeneste. En måneds tid efter havde jeg brug for nogle hjælp. Ikke noget svært, da det bare var noget tekst som skulle oversættes. Her tænkte jeg så, at der kunne jeg benytte mig at jeg havde hjulpet en masse og de så kunne hjælpe mig med at få det oversat. Sendte en besked til 8 personer som jeg havde hjulpet meget, om de ikke lige havde 5 minutter til at hjælpe mig med det. Der var INGEN som ville hjælpe, alle sammen skulle pludselig noget og havde ikke tid de næste mange dage.

Er jeg så sur over at de ikke vil hjælpe? Nej, slet ikke. Irriteret over at folk ikke kan bruge et enkelt minut når man bruger et enkelt på dem også… Problemet er her at folk ikke indser at det også gavner dem selv ved lige at bruge et par minutter på at hjælpe mig. Jeg hjælper dem, og så hjælper de mig på et tidspunkt. Men hjælper de så ikke mig igen, hvorfor skal jeg så blive ved med at hjælpe gratis fremover?

En anden ting er er min gratis telefon support jeg har haft til venner og nærmere bekendte. Jeg elsker at hjælpe, og det er nemmere at jeg lige snakker i telefon i stedet for at tage ud til folk og bruge en masse tid og benzin på det. Det er en ting som jeg har oplevet bliver misbrugt ofte. Midt om natten kan der blive ringet fordi der er noget galt med PC'en, og så kan det være så simple ting som at de ikke har opladet bærbaren. Eller der forventes jeg bruger flere timer i telefonen på at hjælpe når man efter 30 minutter ikke har kunne finde løsningen, og de ikke vil komme op med maskinen, så jeg faktisk selv kan se på det. Den service er nu ændret. Nu er det ikke venner og bekendte der får den, men udelukkende vennerne der kan tillade sig det. De får hjælp og jeg får et stærkere venskab til dem.

Jeg sad for et par dage siden og havde en rigtig god debat om et emne alle kan være med på. Debatten gik så ret hurtigt over i sådan noget børnehave noget. Mig MIg og MIG – Flere af deltagerne mistede helt det objektive synspunkt og kunne slet ikke se fornuft i nogle af vores andres meninger eller forslag, selvom nogle af de andres forslag faktisk var virkelig gode, det var sådan nogle forslag som kunne gavne alle og ikke kostede noget. Jeg mistede det også en smule selv efter et stykke tid. For man bliver sgu stædig når andre ikke mener det samme. Så var det bare lige at tage en pause og så ind igen med friske tanker, for ikke at ødelægge debatten.

Det med at se tingende fra andres side er vigtigt. Det er nærmest en grundregel for al debat og samtale. Martin Thorborg har lige lavet en video omkring det. Desværre er den lidt kort, for ville gerne høre om hvad folk spørger om, hvad han tænker som det første. Han har ret i mange ting han siger og er skide dygtig til de ting han laver. Da jeg så den video kom jeg til at tænke på alle de mennesker som skriver til ham i løbet af en almindelig dag. Jeg ved der er folk som skriver til ham bare for at høre om han synes deres koncept er godt eller dårligt, eller hvad han synes om lige deres nye smarte et eller andet. Det da meget fint at Martin gider at bruge en masse tid på at sidde og svare sådan nogle mails, men jeg kan ikke helt se hvorfor folk “braser” ind i hans personlige indbakke og vælter hele sit koncept ud for at høre hans meninger. Jeg har da også tænkt på at jeg måske skulle høre hvad han synes om min nyeste ide, men stoppede mig selv i det. Fordi jeg kan ikke give noget igen for hans gratis tid han bruger på at svare mine beskeder. Han er sikkert ikke interesseret i gratis reklame på min blog eller sådan noget, for hans tid på mail. Så vil jeg egentlig hellere vente til jeg virkelig har brug for hjælp udefra og så måske kontakte ham, hvis det er ham som er den bedste til at komme med forslag og høre hvad han skal have for at komme med inputs.

For at komme lidt tilbage til det det handler om 'Vær ikke bange for sige din mening' så er det samtidig vigtig at man ikke bare vælter ud med det første man tænker, da det kan give nogle vilde debatter, som man bare bliver irriteret over bagefter. Lad lige ordene komme ind og tankerne flyde lidt rundt og se det fra andre vinkler og så ud med dit svar.

Hvad har du så som læser fået ud af det her indlæg… Jeg har ingen ide. Jeg fik sagt min mening og kommet med hentydninger til hvordan jeg synes folk skal forholde sig. At være en smule uenige er på en måde bedre end at være enige i alt. Men heller ikke sjovt når man ikke føler en samtale / debat føre nogen vejene fordi en af parterne vælger at låse sig fast på egne meninger og ikke kan se fornuft i noget som helst.

Jeg skrev det her i et andet indlæg og jeg synes det kan benyttes til enhver samtale eller debat – Prøv at hold synspunkter objektivt og ikke kun som jeres personlige egoistiske meninger. Vi er alle egoister på et eller andet plan, men derfor kan man da godt se fordele og ulemperne på en objektiv måde.

Sygt, sygt, sygt!

Der er mange ting mit lille hoved slet ikke kan forstå. Og en af dem er, hvorfor folk stiller op til visse programmer.
Altså, jeg forstå godt, hvorfor uduelige stemmer stiller op til X-factor, når velmenende venner og familie har løjet dem op i hoved og gentaget til uendelighed at 'jo, du synger bare herre godt.' Og stemmen inde i ens eget hoved lyder faktisk ikke som andre hører den i virkeligheden.

Jeg forstår også godt, hvorfor mega fede mennesker vil deltage i TV3s nye program, Ekstrem Fed, fordi de får en enestående chance for at tabe sig. Noget, de formentlig ikke havde magtet at gøre en prut ved, hvis ikke de havde haft ham der den i øvrigt alt for askefarvet og usundt udseende træner ved deres side.

Hvad jeg til gengæld ikke forstår, er folk der stiller op i programmer om sygdomme. De der programmer, hvor man lader et kamerahold close up filme f.eks. deres fisse eller bylder eller usandsynligt klamme hygiejne.

TV2 kører serien 'Krop Umulig', og ad, så er der det program, der hedder 'Helt Sygt'.
Det er så sygt, at man ikke engang kan se det uden at få gagging fornemmelser. Jeg holdt mig for øjnene under det meste af introen og måtte til sidst løbe ud af stuen, fordi jeg troede, at jeg skulle brække mig.
Alligevel på mine fem minutter, nåede jeg at blive præsenteret for en mand, der havde fået en kniv i øjet med kolort på, en taxa chauffør var gledet i en kundes opkast (?), og så var der en mand, som har hakket sit hoved i to med en vinkelsliber. How the fuck?!

Men det værste er alligevel de tåkrummende sygdomme, som folk (påstår de) helst vil holde skjult, men alligevel vælger at udstille på tv. Sådan en ulogisk handling er formentlig et langt større problem, end deres kendte sygdom.

Jeg har blandt andet set en kvinde, der mente at have noget galt med underlivet. Hendes mand, syntes i hvert fald, at hendes fisse var alt for stor og underlig og ville ikke røre hende. Det syntes damen var pinligt, så derfor lod hun sig undersøge med kamera direkte op i underlivet, mens lægen sagde 'host'. Resultatet var, at man – udover at se en fisse meget tæt på – også så hendes underliv mose sig ud.

En mand med mandebryster – tævepatter, om man vil – havde været flov og dækket sig til for familie og venner i hele 27 år! Men fra at have været helt skamfuld og hæmmet, går han ikke bare til lægen – nej, han går sgu på TV og hiver sine ret store bryster frem for åben skue.

Jeg så også en mand fortæller om sine udtørrede klunker, hvorefter han smed bukserne og præsenterede en pung, der så ud som om, at den var tom. Men det blev tilsyneladende ikke bemærket af lægen.

Det sjoveste var, da en mand kom ind og ikke kunne forstå, hvorfor hans mave var så fed. Den voksede med årerne, sagde han. Efter grundig undersøgelse, der endte med ultralydsscanning, kunne lægen konstatere, at han var fed.
Sikke en møgdiagnose!

Og så var der pigen, der ikke kunne skide normalt. Enten sked hun ikke i fem dage, eller også sked hun fem gange om dagen. Diare med slim i. Og i bukserne. Det synes hun var pinligt og gjorde alt for at skjule det for sine klassekammerater. Det kan jeg godt forstå.
Hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor hun ikke har set sin læge i stedet for at udsætte sig selv for at få mast et rør op i numsehullet for rullende kamera. Det er vel først nu med udsendelsen, at hendes studiekammerater for alvor kan mobbe hende blå og gul.

Det giver ingen fornuftig mening. Overhoved!

Hvis I synes, at min klumme er ulækker, så se programmerne 'Krop Umulig' og 'Helt Sygt'.
Det er først nu at jeg indser at de har kørt længe! Men hvad fa'en!

Alle de selvfede - om mega fede Framnes

Ja, i dette indlæg bliver det lidt anderledes. For hvor jeg almindeligvis bruger denne klumme til dybe betragtninger om min største passion, fjernsynet, vil jeg i denne uge anmelde en bog.
Jo, den er god nok. Jeg har læst en bog. Eller det vil sige næsten, jeg mangler stadigvæk nogle kapitler hist og her…

Min yndlingsperson fra De Unge Mødre, Camilla Framnes, har udgivet en biografi med lidt hjælp fra forfatter Karin Heurlin. 'Hvis jeg kan, kan du også', hedder den. Jeg vil dog konstatere jeg ikke har set ret mange afsnit.

- Nøøøøh, mand, hvorfor fanden skal hun skrive en bog, bare fordi hun har været i fjernsynet?

- Nøøøøh mand, hvorfor fanden skal hun skrive en bog, bare fordi hun har tabt sig?

(Begge citater skal læses med en slags evnesvag stemme)

Og til de to åndssvage spørgsmål, er der to meget enkle svar.

Fordi hun er mere kendt i sin målgruppe end Hitler!
Og fordi vi taler om freaking 57 kilo!
Altså et normalvægtigt menneske! Måske ikke lige mig, men en anden pige. Line Cecilie, fx, eller Camilla Miehe-Renard.
Camilla Framnes har tabt Camilla Miehe-Renard. Og det er fandeneddeme flot!
Jeg kan kraftedeme ikke engang tabe to kilo! Men hun har som mindrebemidlet ung mor med studie, to burgersyge unger og pizzafrådende mand gjort noget, de færreste af os overhoved drømmer om at kunne gennemføre.

Og hvorfor var der i øvrigt ikke nogen, der himlede op og rullede med øjnene, da Medina 'skrev' en bog? Eller rettere førte dagbog over et tilfældigt år i sit liv.
Hun har endda fået en kiksede white trash tatovering på halsen. Noget, man i visse kredse vil kalde prollet - men åbenbart ikke når det er Medina?

Jeg ser faktisk ingen forskel på de to bøger. De har begge bedrevet noget stort – men Camillas er åbenbart ikke fint nok. Hendes Gucci-bælte er nemlig falsk.

Men helt ærligt, hvis Camilla Framnes er interessant nok til otte sæsoner af den i øvrigt ret populære evighedsserie De Unge Mødre, er hun nok også interessant nok til en bog for ligesindende – og en enkelt gammel sur dame uden børn.

Jeg synes fx at det er skide spændende at høre om, hvordan Camilla i sin addiction efter fedt og sukker har ringet og raset til McD over, at de havde glemt at smide pommes frites sovs i deres take away.
Fuck, hvor jeg kender det!
Faktisk har jeg, helt konspirationsramt, en overgang haft Mc Donalds mistænkt for at 'glemme' dyppelse med vilje for at spare penge – for hvem gider køre tilbage efter tre skide sovs? Heller ikke Camilla og Christian, men de ringede og flippede totalt ud, indtil de fik et gavekort på 15 menuer, som blev fortæret på under en måned.
Hatten af for dem. De har kæmpet manges kampe i Mou, skulle jeg hilse at sige!

Men jeg bliver sgu også rørt, når jeg læser, hvordan en vildt fremmed mand på gaden har sagt til hende: Du er fed. Hold kæft, hvor er du fed!
Fuck, det må gøre nas.
Bogen er fuld af ærlig selverkendelse – noget, ikke ret mange tør udlevere i en bog, fordi det ødelægger deres røvsyge image og selvopfattelse af at være en del af eliten. For man kan jo ikke indrømme, at man har fået aborter, at ens mand har været utro, at man er flad, fordi man bruger alle sine penge på junkfood, hvordan man har kæmpet og gentagene gange fejlet i kampen for et mere værdigt liv og et mindre kuglerundt hoved – ikke hvis man skal være venner med kongehuset eller skal inviteres med til premieren til Dirch.

Jeg synes ikke, at Dirch Passer var sjov, overhoved!
Men jeg synes, Camilla Framnes skal have en fjer i hatten og bifald for sin uforbeholdne og oprigtige historie, der måske kan få mig til at smide de der to kilo. Eller fire.

Hvem er mor & far?

Fisseslikning på åben skærm. Det er så sidste skud på realitystammen.
Så vidt jeg husker, var det 'Vodka Anja, der slikkede fisse på JJ I Kongerne i Marielyst – altså indtil de blev smidt ud fra en lokalbeværtning. Jo, Kongerne Kanal 5 har sat nye standarder.
Klamt og latterligt, jaja, og min søster gider slet ikke se 'that pile of shit' (den bunke lort), som hun siger på højbrititsk. Men jeg er fascineret af tosserne og har faktisk droppet at se Fristet på TV3, fordi en konkurrence i skumfidusspisning simpelthen ikke kan gøre det for mig mere. Men nu føler jeg med igen - alligevel!

Samtidig kan jeg ikke lade være med at få lidt ondt af deltagernes forældre og tænker tit på, hvem fanden forældrene egentlig er? Er de normale? Sådan nogen der arbejder i en bank, eller er leder for kolonialafdelingen i Kvivkly? Bibliotekar?
Hvordan de egentlig går og har det, når de ser deres yngel blamere sine mest groteske sider i hestebranderter for rullende kamera.
Er de stolte? Græmmer de sig? Eller er de på værtshus og ser alligevel ikke et minut af deres børns karriere-spring?
Jeg er sgu nysgerrig: Var 'Fissans' forældre stolte, da de kunne se sønnike få en 'sutter' af en pige, som han efterfølgende smed ud midt om natten og kaldte en 'total narrefisse' til kameraet, da det gik op for ham, at hun ikke ville bolle for åben skærm?

Jeg forestiller mig, at moren krummer tæer. Faren kan sikkert ikke forstå, hvorfor hans søn bliver kaldt Fissan, når han ikke kan få noget fisse – men mon ikke det er produktionsselskabet, der har givet dem deres åndssvage navne…
Jeg gad også godt vide, om Knaldperlens mor og far sidder med hinanden i hænderne og hepper med, når deres søn, som går under det borgerlige navn Walid, råber til X’en på klingende jysk: 'Stick det fucking lem ind i hende nu!'
Gad vide om moren er pædagog og faren er automekaniker? Om han har en søster?
Han er sgu så sød, Walid. Han håber faktisk snart, at han får noget fisse.

Allerede i anden sæson af Singleliv møder vi Betina, der i introen forklarer: 'Altså den perfekte partner for mig, ville være ham, som lige er blevet nybagt far, og hvor moren ved en tragisk ulykke bare døde af sig selv', hvorefter hun smiler og forklarer, at hun nemlig gerne vil have flere børn, bare ikke føde dem selv. Jeg ved ikke om Betina har hørt om adoption, men man kan undres, om hun er sindssyg? Eller om folk bare bliver fuldstændig blæste i deres hoved, eller glemmer at de har et, når kameraet bliver tændt?

Samme serie må man gå ud fra, at Sindney Lees forældre har siddet og fulgt tæt. Måske med åben mund og tomme øjne, når de har vidnet deres søn gøre karriere ved at gå med bandana, pensle sig orange og fyre one-liners af på TV. Senest bolle en pige i et kosteskab, som blev optaget på en mobiltelefon. De må være forbløffede – eller nøjagtig ligesådan?
Søren Overgaards, som er bandanadrengens fødenavn, forældre er angiveligt skolelærere, mens broren arbejder på TV2, så jeg tvivler på det sidste. Måske har de slet ikke turde følge med – men som ansvarlige forældre, er de dog stadigvæk storsindede nok til at have deres 32-årige søn bo hjemme i sit gamle børneværelse – selv om han selv tror, at han bor i en 13-væreslers lejlighed på Kongens Nytorv.

Engang lavede man psykologtests, inden folk blev castet til den slags programmer. Den tid er vist forbi.

Jeg er sgu nysgerrig. Hvem er forældrene til disse farverige galninge, vi ser vise babser, bolle, fantasere, rable og hyle på TV?
Så nu hvor valget er overstået og politikerportrætterne er skrevet, kunne man så ikke få plads til en serie interview med reality-forældrene. Pradas forældre, Gustavs, Sidneys, Peter Birchs, Vodka-Anjas. Hvem er de?

For åndsbollet til love? Eller snydt af Tv3?

Tv3 kører i øjeblikket en serie, hvor alle deltagerne, ifølge dem selv, er så lækre, at det er umuligt at finde en partner, der matcher dem.
Deltagerne til programmet fandt produktionen blandt andet ved at sende følgende mail ud på diverse dating- og gå-i-byen-sites:

Jeg hedder Anne Buch og er journalist på et tv-produktionsselskab der hedder Metronome Productions.
Jeg skriver til dig fordi vi lige nu er ved at planlægge og caste til en ny tv-serie til TV3, og så faldt jeg lige over dig og måske kunne nedenstående være noget for dig??
Om programmet:
I serien følger vi kun flotte mennesker (singler), der har god stil, er skønne og kommer de rigtige steder i jagten på kærligheden. Charmerende og dejlige tøser og mandfolk, der måske er lidt kræsende, stiller høje krav og derfor kan have det svært ved at finde den helt rigtige kæreste. Det er kort sagt et stilet dating program på absolut 1. klasse.
Hvis det har den mindste interesse, så skriv, mail eller ring endelig på nedenstående kontaktinfo! Jeg vil hellere end gerne fortælle mere om projektet.
Jeg håber meget at høre fra dig, og at du har lyst til at høre nærmere!

De bedste hilsner

Anne Buch
Tv-tilrettelægger

”Stilet dating program på absolut 1. klasse”, skriver journalisten.
Ok, så var det ikke lige Gustav man så for sig på Restaurant Mamma Rosa, og som ikke kan lide fisk, fordi det minder om kusse.
Jeg havde heller ikke forventet en Ciano, der ikke vil ”kneppe grimme piger” og ikke slår toiletbrættet ned. Men pyt nu med det.
Med de næsten uvirkelige deltagere, lærer man om en ungdom i udkantsdanmark, som tilsyneladende er styret af frygt. Frygt for hår under armene, frygt for at møde en fyr, der ikke kan danse salsa (?), frygt for at partneren ikke kan lide nachos?
Jeg lærte at metromanden er genopstået i form af Søren og Leonardo, der bruger flere timer ude på badeværelset sammen og minder om mig og mine fnisende veninder, da vi var omkring 14 år, og hvis standard bemærkning til damerne, der tilsyneladende står i kø for at score dem, er: ”Er du stiv”?
Ja, det er 1. klasse, Metronome.
Yndlingskarakteren er selvfølgelig bøssen Gustav, som nogle af os allerede stiftede bekendtskab med i Dagens Mand, hvor han stod i sin Burberry skjorte og svinede alle kandidaterne til, fordi de slet ikke er lækre og modebevidste nok til ham.
Det gør han stadigvæk. Men nu kan vi også høre, hvor ulækkert det er, at hans date vælger en hovedret med fløde i, mens han propper sig med nachos, og at han 'får det lidt dårligt', hvis hans date ikke træner – mens han selv har den blødeste babykrop – og himler op om, at hans kæreste bliver nødt til at gå i dyrt mærketøj for ikke at ødelægge hans image.
Det troede jeg jo allerede var ødelagt, da han trådte ind på Mamma Rosa, som vel ikke ligefrem oser af Prada og Louis Vuitton.
Efter andet afsnit, aner jeg stadigvæk ikke, hvad de medvirkende skal bruge en kæreste til (eller hvad en eventuel kæreste skal bruge dem til), men jeg kan sjusse mig frem til, at det er meget svært at finde. Også selv om matchende lækkerhed er eneste kriterium – måske lige med undtagelse af Christina, som gerne vil have en kæreste, der også ”kan spise pænt og give hånd – og har lidt voks i håret”. Og er arrogant (?). Jeg ved ikke, hvor hun tidligere har fundet sine kærester, men hvad med om Ciano og Christina blev et par
Han har i hvert fald voks i håret. Og virker også arrogant.
Og måske Camillla og Leonardo. Og Søren? Jeg tror ikke, at er en god idé at skille de to fyre ad.
Gustav skal bare være sammen med sine veninder. Spørgsmålet er også, om der er ret mange andre, der vile kunne magte lugten fra selvbruneren.
Det kan godt være at de tror at de er for lækre til love. Jeg tror for åndssvage. Men jeg elsker dem jo alligevel lidt. Selv om jeg jo er alt for gammel og kender klicheerne. Eller?
I tirsdags ville jeg ønske, at jeg havde studeret antropologi.

Fra analog til digital

Blog-indlægget her kommer ud fra en kort samtale jeg havde med en kvindelig taxachauffør. Turen varede ikke mere end 10 minutter og jeg skulle egentlig også bare hjemad, da en kammerat stod og ventede på mig. Jeg snakker lidt om det at blaffe og vil give hende mit visitkort, idet hun så siger "Det er vel ikke noget med det der Facebook, vel? For det gider jeg godt nok ikke!"
Snakken var i sig selv måske ikke videre interessant da jeg ikke rigtig kunne få lov til at ytre min argumenter for-og imod brugen af Facebook, men endvidere blev jeg dog inspireret til at skrive et indlæg om netop 'Facebook' og mine tanker omkring dette sociale medie.

For hvad er det lige der gør at vi bruger Facebook?
Jeg kan fristes til at sige at det er den narcissistiske- og egocentriske-side af os, der blot hopper op og ned og klapper i hænderne for den opmærksomhed vi føler, at vi får idet en person trykker 'synes godt om'.

Konstant opdateres væggen. X og Y er nu i forhold – Seks synes godt om. Ny status opdatering fra H. "Hold kæft hvor var jeg stiv i går!!!" – Ni synes godt om. Ny status opdatering fra K. "Jeg hader mit liv :'(!" – Én synes godt om. Ny status opdatering fra L. "Har lige været i bad" – Tre synes godt om.

Det er noget helt nyt, at vi pludselig konstant opdateres med alt hvad der foregår i vores 'venners' tilværelse. Om end de har fået en ny kæreste, eller lige har kasseret den gamle. Vi får hele tiden at vide om det var en god, eller dårlig bytur. Vi ser billeder fra festen i fredags. En fest som man ikke engang selv var med til, men som 2 af ens bekendtskaber derimod var til. Vi bliver konstant opdateret med folks psykiske tilstand, hvorvidt de er glade, sure, fulde eller påvirket på anden vis af følelser eller omgivelser.
Vores sind bliver bombaderet med alle disse nye impulser i form af tekst, lyd og billeder. Pludselig ved vi alt om alle, og det vi ikke ved, er ikke kommet på Facebook endnu. Bommerten fra i fredags er ikke længere kun kendt af menneskerne til festen, men også resten af verdenen, da billederne af det kommer online om lørdagen.
Vi er simpelthen gået fra en analog tilværelse, hvor vi ellers kun blev opdateret via. De florerende rygter såsom "Har du hørt at ham og hende nu kommer sammen" "Hørte du hvad ham der gjorde i fredags", til en digital tilværelse hvor alle kan følge med i dit liv.
Pludselig er vi i centrum og vi kan dele alt med alle, og for den opmærksomhedskrævende er det som at være en pædofil i Bonbonland.

Med det skifte, hvor privatlivet er stærkt svindende, er jeg personligt kommet til et punkt hvor jeg tænker "Hvorfor skal jeg overhovedet vide det her?" – Når jeg kører på standby, og som en zombie kører ned ad væggen og imens jeg kort skimter opslagene fra de forskellige venner, kan jeg ikke lade være med at tænke – "Det er jo irrelevant for mig, det har jeg ikke brug for at vide, jeg er ligeglad."
Nu skal du endelig ikke misforstå mig, og tolke det som at jeg er ligeglad med folk, og specielt mine venner og bekendtskaber, men jeg må dog ytre mig om den mængde lort folk har det med at lukke ud. Meningsløse opdateringer om, om end endnu mere meningsløse hændelser. Til det kan eksemplet være, at man lader hele omverdenen vide at man nu ligger i sin seng, og med geografiske koordinater fra deres nyeste tiltag 'Check-In', kan resten af dine venner se på et kort hvor du ligger, så trygt, i din seng.

Jeg må også indrømme, at jeg i den seneste tid har været flittig til at bruge den integrerede blokerings knap, som giver muligheden for at filtrere den pågældende person fremtidige indlæg fra, hvis jeg selv mener de ingen relevans kommer til at have for mig. Især er den blevet brugt til at blokerer næsten samtlige spil der er at finde, da de på ingen måde gavner min fremtidige tilværelse med informationen om hvor langt den og den ven nu er med deres høst i FarmVille.
Uden den knap ville jeg nok have forladt Facebook.

Jeg skal dog ikke være en helgen – og det vil jeg heller ikke gøre mig selv til. Jeg selv udgiver også statusopdateringer, oveni købet slipper der nok en enkelt meningsløs statusopdatering igennem nettet i ny og næ – men, problemet jeg prøver at adressere lægger hos få personer som af den ene eller anden grund aldrig poster noget meningsfyldt – og de typer er vi vist alle venner med.
Jeg skal heller ikke sige mig fri for at poste om lort, i form af at jeg netop har udgivet et nyt indlæg, men det synes folk åbenbart er fint – for der er stadig folk der synes godt om.
Jeg må dog vist også bekende at der en gammel farm ude på nettet med mit navn på…

Men med det skifte, fra analog til digital, er der dog alligevel ting som er fantastiske. For fordelen ved at næsten alle bruger Facebook, er at man pludselig har en mulighed for at sammenarbejde om projekter, og derved oplyse hele pøblen om kommende begivenheder. Om der er en ny gymnasiefest på vej, eller om din kammerat holder 18 års fødselsdag er du altid opdateret og for det meste inviteret. Nu har vi ikke længere brug for at sprede invitationerne per mund, eller per postkuvert, man vælger blot fra en liste over ens venner, hvem der er inviteret og hvem der ikke
er.
Med skiftet kan vi genopleve festen fra i fredags, i form af billeder. Måske kan man være så heldig at finde den søde blondine man sad og snakkede med i 30 minutter, men som man dog ikke lige fik navnet på.
Kort sagt kan vi finde alle.


Når alt det er sagt, har jeg også fået lukket min dosering af mundlort om Facebook ud.
Jeg har også meget at takke Facebook for, blandt andet denne blogs overlevelse. For havde jeg ikke haft Facebook ville jeg aldrig kunne have udgivet et indlæg og kun i løbet af et par timer have haft 60 besøgende – sjovt nok alle sammen fra Facebook. Det giver mig en nem mulighed for at opdatere venner og bekendte om min nuværende position i det danske land, om end jeg står i vejkanten udenfor Vejle eller sidder på Christiania – så ved mine venner det næsten altid.
Når man tager det med ind i overvejelserne omkring vejningen af hvorvidt Facebook er en fordel eller ulempe, må det kun blive til den gode side. For pludselig kan vi komme i kontakt med gamle bekendtskaber, blive informeret om kommende begivenheder, genopleve festen fra i fredags, i smug kan vi holde øje med gamle venner og se om de stadig kan klare den.
Som noget nyt kan vi holde styr på mere end 500 mennesker som alle har det påklistrede stempel 'Venner'. Pludselig mister vi ikke længere kontakten til mennesker, og bekendtskaber svinder ikke ud, de holdes ved live via. Facebook.
Generation Y, som 'de' kalder os, har nok også nemmere ved at tage Facebook til sig, selvom der i stærkt stigende antal også kommer flere fra den gamle generation online - og pludselig kan man chatte med Moster Anne oppe fra Nordjylland og høre om hvor godt eller skidt familien deroppe har det. Vi har nemmere ved at acceptere, at for at bruge Facebook, overdrager du også en stor del af dit privatliv til offentlige skue, men det er vi allerede rustet til, da et socialt netværk over nettet ikke er noget nyt for os. Før Facebook var der Arto, MSN, Myspace, Friendster og et hav af andre sider med samme formål; at forbinde folk.
Vi har taget Facebook til os, det er kommet for at blive. Det er der ingen tvivl om, at det er allerede nu blevet en integreret del af vores hverdag, i form af et fantastisk middel til både oplysning og tidsspilde. Om end vi vil det eller ej, er Facebook noget som vi kommer til at døje med i lang tid endnu – Lige indtil det næste nye kommer.

Tålmodighed

'Slap af' - Det mener jeg. Folket skal lære det.
Hvad end om det er den sure kunde, der overfuser kassedamen over en simpel fejl, som hun ikke engang selv er i skyld i. Eller det er manden ved busstoppestedet, som overfuser den allerede i forvejen stressede busdame for at komme et minut for sent, i følge hans ur.
Alle de mennesker som råber op, er frustreret og deres lunte går for hurtigt af, fordi de ikke vil tillade at tage fem minutter ud af deres hverdag til blot at trække vejret, og tænke 'Rolig mand, der er altid mere at miste' (For at citere Onkel Danny).
Og jeg forstår dem i bund og grund godt - for hvis man arbejder 8-16, henter børnene fra ungdominstitutionen, og derefter med hovedet først ind i den gyldne time, som også kaldes for ulvetimen, hvor man handler ind, og med skrigende, trætte og sultende børn må skynde sig igennem supermarkedet. Derefter hjem og lave maden, hjælpe til med lektierne, høre på dem blive overgearet og overtrætte imens man kæmper med at få dem i seng. Så har man til sidst et pusterum på en halv time, før man skal i seng og gentage produceren forfra om mindre end 8 timer. Jeg forstår godt man bliver træt, og man pludselig er nemmere at få op i det røde felt.
Men, hvis man nu bare tillader at alt ikke altid går som planlagt og at køen ikke rykker sig ligeså hurtigt som den anden,  at kolonial medarbejderen også er et menneske som kan lave fejl i prisen efter en 12 timers vagt, at buschaufføren ikke altid er herre over trafikken. Jamen så går alting jo bare lidt nemmere.
De fem minutter man tager ud, vil kunne gøre det svære at blive sur over de små ting. Man vil kunne ryste på hovedet af dem som overreagere bagerst i køen - velvidende at man sgu nok skal nå det hele.

Som blaffer, hvis jeg nu selv skal kalde mig det, lærte jeg én ting hurtigere end jeg lærte at holde en samtale kørende: tålmodighed.
Den rute som jeg er vant til tager 10 minutter at blive samlet op på, kan sagtens tage 1 time en dag. En anden dag skal jeg knap nok stikke tommelfingeren ud, før den næste holder ind.
Tålmodighed bliver næsten syet ind i rygraden når man blaffer. For det er i situationer, som den hvor jeg har stod ved en rundkørsel, i det indre KBH, kun med en sovepose og mit telt. Alt imens lårfede stråler af regn pisker nedover mig, og det eneste jeg kunne gøre var at trække på smilebåndet og tænke 'Det går sgu nok.' - For hvem kan man tillade sig at blive sur på? I hvert fald ikke billisten, det er jo dem der gør dig en tjeneste.

Sådan burde man også tænke, når man står bagerst i køen klokken 17:30, og tænker 'Hold da kæft, kan det ikke gå lidt hurtigere'. Det kan det jo ikke. For kigger man op på kasseekspedienten, vil man kunne se at hænderne kører i pendulfart og udføre det job de er ansat til, i den hastighed det er muligt.
Det er alt sammen en natulig del af livet, at ting ikke går som de skal. Hvis vi ikke lærer at tolerere dette aspekt til livet, er det jo en selvfølge at vi får livsstils sygdomme som stress - for giver det ikke sig selv, at hvis alt vi benytter os af i dag er menneskeskabt, er det dømt til at fejle før eller siden, da vi igen netop er mennesker og ikke kan skabe det 'perfekte'?
Nuvel er dette drømmende tanker. Eller faktisk er det mere blot iagttagelser, fra en ung fyr, som ikke helt forstår hvorfor folk tager tingene så seriøst. Vi har vel forfanden kun ét liv, og skal vi så ikke prøve og gøre det bedste ud af det, leve det fuldt ud og samtidigt gøre dét med et smil på læben. Hvorfor ikke stoppe med at lade alt gå os på. De små ting som ødelægger en ellers smuk sommerdag, skal jo ikke kunne gøre det;for de små trælse ting i hverdagen, er kun små trælse ting i hverdagen.
Der er selvfølgelig op ture og nedture - men det er jo heller ikke sjovt at køre i en rutsjebane, der kun kører opad.
Måske går tingene ikke helt planlagt, og du ender ikke som det, du regnede med at være, men hvorfor lade dig gå ned over det? Det jo blot en ny begyndelse, og fortiden er fortiden - det her, det er nutiden. Øjeblikket.