Selvmord

Et eventyr startede i år 2009. To mennesker mødtes på en lille ø, og to hjerter fandt genklang. Ingen af dem søgte kæreste, så der gik lang tid før de brugte det ord. Hun havde arbejdet sig selv ud af en alvorlig angst og havde fået det godt. De begge fik et usædvanligt godt parforhold, som en ven så var der en solskinsstemning omkring dem.

Men, men, men. Efter en operation (og dårlige oplevelser på hospitalet) begynder et forløb med angst, psykoterapeut, medicin, psykolog, indlæggelse og lægeordineret afhængighed af skadelig medicin. Den historie er for slem til at skulle fortælles her.

Den lange og pinefuld kamp ned ad bakke ledte til at hun måtte beslutte sig til at afslutte sit liv. En så total beslutning var ikke et pludseligt indfald. Da de begge var et par med et virkeligt dybt og nært forhold, kunne han i lang tid mærke at disse tanker var ved at tage form. Hans svar var stille og roligt at hjælpe med at have fokus på håbet, det gode de begge havde sammen, og hvad de skulle når det gik bedre igen. Hendes evne til at søge og holde fast i små lyspunkter i dagligdagen var imponerende, også til sidst hvor det blot rakte til at komme ud og sidde i skyggen.

Det blev urealistisk at fantasere, og da dødsønsket blev formuleret var det en forståelig og human løsning. Hun var en stolt og klog kvinde der traf en modig beslutning, og han ville ikke med ærligheden i behold kunne sige at videre lidelse var det værd, ikke sige at hun skulle ofre sin værdighed. Det havde været ukærligt. Hun var selv klar over at der ikke skulle handles forhastet, og vælger et par gange at holde fast i håbet. Til sidst var beslutningen fast gennem et stykke tid, og det var en lettelse for hende at kunne se en ende.

Hun ville ikke have at han (eller andre) skulle hjælpe hende med at dø, ikke risikere at han skulle straffes. Derfor var hun nødt til at finde en metode som hun kunne gennemføre. Selv om hun havde være i stand til at opsøge en høj bro, ville hun aldrig have udsat andre for at skulle gøre rent efter hende. Hendes løsning blev en overdosis af de benzodiazepiner som var behandlingssystemets bud på at 'hjælpe', men hvor afhængigheden blev til en meget stor del af hendes problemer. Han advarede hende om at en overdosis næppe kunne være en pålidelig metode, men blot ville skade hende yderligere. Hendes løsning blev så en plastsæk over hovedet.

Til det der blev den sidste nat gav han hende som så ofte før ansigtsmassage for at hjælpe hende med at slappe af, og lade hende være alene i soveværelset, med mulighed for at gennemføre eller fortryde sin beslutning.

Hun var viljestærk, og næste morgen anmeldte han hendes selvmord til politiet. De kom lidt efter ambulancen, og han kom til en grundig afhøring. Denne blev gennemført på en god måde, med fokus på at forstå situationen.

En mindre uklarhed i rapporten blev dog til en misforståelse omkring at han forlod boligen i nogle timer, som igen i medierne blev udlagt som om at han forlod boligen mens hun døde. Selv om hans hukommelse for tider og detaljer omkring den endegyldige dag og nat (som han også nævnte for politiet) ikke er helt sikker, så ved han at hans tur ud i den tidlige sommermorgens friske luft kun har varet omkring et kvarter, og at det var efter at han kunne se og mærke at hun havde fundet fred.

Undervejs var han klar over at der var risiko for at han kunne blive tiltalt. Hvis han havde været en kryster, kunne han have stukket halen mellem benene, og ladet hende gøre det mens han var på afstand. Hans valg var at det var vigtigere at støtte hende til det sidste, og at de kunne tage afsked med hinanden på en så god måde som muligt.

Det skammer han sig ikke over, det var rigtigt dengang og nu - men han ville skamme sig hvis han ikke havde haft mod at give hende frihed til at gøre det hun måtte gøre. Hans sorg gælder ikke hendes død, men hvordan hun stump for stump mistede alt det gode i livet, bortset fra ham. Hun var værd at holde fast på, men ikke mod hendes vilje. Hendes sidste ønske var at han skulle gå ud og nyde livet.

Han var lidt bange for om andre mennesker ville kunne forstå og godtage hans handlemåde, men det har glædet ham at have fuld opbakning, både fra hendes nærmeste, og de naboer som hjalp de få gange de havde en chance for det.