Personlighed er alt

Efter at have brugt Facebook siden det blev relevant, så står en ting klart. Personlighed betyder alt - resten er egentlig fuldkommen ligegyldigt. Det er utroligt, hvor mange overfladiske og ligegyldige betegnelser man kan klistre på sig selv og andre. Og hvilken forskel gør de egentlig? Hvilken musik hører du? Hvilke bøger læser du? Hvilken uddannelse har du? Hvor arbejder du? Har du en partner? Gør det egentlig overhovedet nogen forskel, når det kommer til stykket? Det gør det selvfølgelig, men for et venskab? Bygger venskab overhovedet på nogle af disse elementer? Det tror jeg ikke, men hvorfor bliver man så ved med at stille de samme ligegyldige spørgsmål? Det gør man muligvis for at opbygge et eller andet billede af den anden person, så man lettere kan forholde sig til, hvem personen egentlig er. De mange forskellige svar og indtryk bruger man så til at lave en slags kategorisering og organisering af, hvem den pågældende person er. Den kategorisering bygger formodentlig på en række socialt indlærte fordomme om, hvordan man er, når man besvarer spørgsmålene på en given måde. Og dermed har man dannet sig et indtryk af, hvilken form for personlighed personen har. Men er det overhovedet det, som man vælger sine venner ud fra?Det tror jeg ikke. Jeg tror, at venskab opstår ud fra noget meget mere simpelt, udefinerbart og ukonkret end diverse former for interesser, uddannelse og social status. Muligvis opstår venskab på baggrund af en eller anden form for kemi mellem to menneskers personligheder - en slags kærlighed. Og hvis man ikke har den kemi, så bliver man nok heller aldrig venner – uanset hvor mange andre interesser man så ellers har til fælles. Altså er der tale om en bestemt slags match mellem to personligheder. Mine venner og jeg deler heller ikke nødvendigvis særlig mange interesser og på mange områder er vi også vidt forskellige. De plejer at sige, at jeg skiller mig ud. Om det så altid er noget positivt, det kan man jo diskutere. Men det er altså ikke nødvendigvis det fælles som skaber grundlaget for et venskab og derfor handler det nok mere om en slags match mellem to personligheder. Men selve definitionen af personlighed, som f.eks. de mere stabile former for adfærd hos en person, kan heller ikke i sig selv, fortælle noget om, hvorvidt man bliver venner.

Men hvis man endelig skulle stille nogle mere relevante spørgsmål til folk i forhold til deres personlighed, så skulle man måske i virkeligheden hellere spørge dem, om de har nogen traumatiske barndomsoplevelser? Om de blev mobbet i skolen? Hvilket forhold de har til deres mor og far? Hvilke problemer deres nærmeste venner har? Hvilke dårlige vaner de selv har? Hvad det sidste skænderi de havde med deres nuværende eller tidligere partner handlede om? Osv. For de spørgsmål ville formodentlig fortælle meget mere om, hvilken personlighed der gemmer sig bag facaden end en række fuldkommen ligegyldige smagsspørgsmål. Men det spørg man naturligvis ikke om, for det ville være alt for personligt. Men dermed er man også tilbage til, hvor man begyndte. Nemlig, hvor man bliver nød til at dømme folk ud fra deres smagspræferencer. Eller måske er det slet ikke svarene, som man i virkeligheden dømmer ud fra, men derimod noget meget mere umiddelbart givet og udefinerbart - nemlig deres personlighed.