Døden er stadig tabubelagt

Døden er en sjov ting. 
Så mange mennesker frygter den! Så mange mennesker går rundt i en cirkel af frygt og uvidenhed omkring dette emne. Vi har altid været bevidste om, at døden er til stede alle vegne og alligevel er emnet tabubelagt?

''Fiddo er blevet en gammel hund, Frederik... derfor har vi valgt at sende ham ud på en gammel gård, hvor han kan ha' det godt til det sidste''
- Fiddo blev aflivet, barnet blev fyldt med en gigantisk pose lort, og jeg har selv prøvet det.
Hvorfor skal vi skjule at døden eksisterer? Hvorfor skal vi pynte på lortebunken?

Jeg er af den overbevisning, at børn har brug for sandhed for at udvikle sig og blive stærke, for de har brug for at blive stærke, de skal forberede sig på de frygtelige ting som kommer til at finde sted i deres fremtidige teenage- og voksenliv, og derfor skal de vide hvad det vil sige at miste.

Frederik har ret til at vide hvor Fiddo befinder sig lige nu? Og hvis man endelig skal fortælle den stakkels dreng hvor hans elskede hundeven som har fulgt ham igennem hele hans barndom er, så fortæl sandheden!
- Fortæl dit barn at Fiddo fik en sprøjte i nakken som bedøvede Fiddo så hårdt at nervesystemerne svigtede og hjertet stoppede med at pumpe blod ud i kroppen, for sådan ER det! Og ja, det er hårdt for et barn at høre, men hvis man bliver ved med at smide løgne op, går det alligevel af helvedes til.

- Da min oldemor døde kunne jeg ikke tro det. Jeg tror jeg var seks år, og jeg var lamslået, færdig, og kunne intet stille op, jeg anede ikke hvor jeg kunne finde trøst, alene på grund af min uvidenhed omkring døden.

Jeg påstår ikke at børn skal konfronteres med døden konstant og hele tiden, jeg påstår dog derimod at ærlighed er vejen frem.

Jeg gider ikke gå rundt og frygte døden, frygt er svagt. Jeg vil langt hellere acceptere døden når den indtræffer, om den indtræffer i morgen, eller om 60 år. 
Bliver jeg kørt ned? Får jeg et pludseligt hjertetilfælde grundet min hjertesygdom, eller drukner jeg i sindsyge og dør af ren dumhed? Hvem ved - ikke jeg ihvertfald, jeg overlader det til skæbnen, og ikke dén skæbne - men min egen.