Tålmodighed

'Slap af' - Det mener jeg. Folket skal lære det.
Hvad end om det er den sure kunde, der overfuser kassedamen over en simpel fejl, som hun ikke engang selv er i skyld i. Eller det er manden ved busstoppestedet, som overfuser den allerede i forvejen stressede busdame for at komme et minut for sent, i følge hans ur.
Alle de mennesker som råber op, er frustreret og deres lunte går for hurtigt af, fordi de ikke vil tillade at tage fem minutter ud af deres hverdag til blot at trække vejret, og tænke 'Rolig mand, der er altid mere at miste' (For at citere Onkel Danny).
Og jeg forstår dem i bund og grund godt - for hvis man arbejder 8-16, henter børnene fra ungdominstitutionen, og derefter med hovedet først ind i den gyldne time, som også kaldes for ulvetimen, hvor man handler ind, og med skrigende, trætte og sultende børn må skynde sig igennem supermarkedet. Derefter hjem og lave maden, hjælpe til med lektierne, høre på dem blive overgearet og overtrætte imens man kæmper med at få dem i seng. Så har man til sidst et pusterum på en halv time, før man skal i seng og gentage produceren forfra om mindre end 8 timer. Jeg forstår godt man bliver træt, og man pludselig er nemmere at få op i det røde felt.
Men, hvis man nu bare tillader at alt ikke altid går som planlagt og at køen ikke rykker sig ligeså hurtigt som den anden,  at kolonial medarbejderen også er et menneske som kan lave fejl i prisen efter en 12 timers vagt, at buschaufføren ikke altid er herre over trafikken. Jamen så går alting jo bare lidt nemmere.
De fem minutter man tager ud, vil kunne gøre det svære at blive sur over de små ting. Man vil kunne ryste på hovedet af dem som overreagere bagerst i køen - velvidende at man sgu nok skal nå det hele.

Som blaffer, hvis jeg nu selv skal kalde mig det, lærte jeg én ting hurtigere end jeg lærte at holde en samtale kørende: tålmodighed.
Den rute som jeg er vant til tager 10 minutter at blive samlet op på, kan sagtens tage 1 time en dag. En anden dag skal jeg knap nok stikke tommelfingeren ud, før den næste holder ind.
Tålmodighed bliver næsten syet ind i rygraden når man blaffer. For det er i situationer, som den hvor jeg har stod ved en rundkørsel, i det indre KBH, kun med en sovepose og mit telt. Alt imens lårfede stråler af regn pisker nedover mig, og det eneste jeg kunne gøre var at trække på smilebåndet og tænke 'Det går sgu nok.' - For hvem kan man tillade sig at blive sur på? I hvert fald ikke billisten, det er jo dem der gør dig en tjeneste.

Sådan burde man også tænke, når man står bagerst i køen klokken 17:30, og tænker 'Hold da kæft, kan det ikke gå lidt hurtigere'. Det kan det jo ikke. For kigger man op på kasseekspedienten, vil man kunne se at hænderne kører i pendulfart og udføre det job de er ansat til, i den hastighed det er muligt.
Det er alt sammen en natulig del af livet, at ting ikke går som de skal. Hvis vi ikke lærer at tolerere dette aspekt til livet, er det jo en selvfølge at vi får livsstils sygdomme som stress - for giver det ikke sig selv, at hvis alt vi benytter os af i dag er menneskeskabt, er det dømt til at fejle før eller siden, da vi igen netop er mennesker og ikke kan skabe det 'perfekte'?
Nuvel er dette drømmende tanker. Eller faktisk er det mere blot iagttagelser, fra en ung fyr, som ikke helt forstår hvorfor folk tager tingene så seriøst. Vi har vel forfanden kun ét liv, og skal vi så ikke prøve og gøre det bedste ud af det, leve det fuldt ud og samtidigt gøre dét med et smil på læben. Hvorfor ikke stoppe med at lade alt gå os på. De små ting som ødelægger en ellers smuk sommerdag, skal jo ikke kunne gøre det;for de små trælse ting i hverdagen, er kun små trælse ting i hverdagen.
Der er selvfølgelig op ture og nedture - men det er jo heller ikke sjovt at køre i en rutsjebane, der kun kører opad.
Måske går tingene ikke helt planlagt, og du ender ikke som det, du regnede med at være, men hvorfor lade dig gå ned over det? Det jo blot en ny begyndelse, og fortiden er fortiden - det her, det er nutiden. Øjeblikket.