Blog-indlægget her kommer ud fra en kort samtale jeg havde med en kvindelig taxachauffør. Turen varede ikke mere end 10 minutter og jeg skulle egentlig også bare hjemad, da en kammerat stod og ventede på mig. Jeg snakker lidt om det at blaffe og vil give hende mit visitkort, idet hun så siger "Det er vel ikke noget med det der Facebook, vel? For det gider jeg godt nok ikke!"
Snakken var i sig selv måske ikke videre interessant da jeg ikke rigtig kunne få lov til at ytre min argumenter for-og imod brugen af Facebook, men endvidere blev jeg dog inspireret til at skrive et indlæg om netop 'Facebook' og mine tanker omkring dette sociale medie.
For hvad er det lige der gør at vi bruger Facebook?
Jeg kan fristes til at sige at det er den narcissistiske- og egocentriske-side af os, der blot hopper op og ned og klapper i hænderne for den opmærksomhed vi føler, at vi får idet en person trykker 'synes godt om'.
Konstant opdateres væggen. X og Y er nu i forhold – Seks synes godt om. Ny status opdatering fra H. "Hold kæft hvor var jeg stiv i går!!!" – Ni synes godt om. Ny status opdatering fra K. "Jeg hader mit liv :'(!" – Én synes godt om. Ny status opdatering fra L. "Har lige været i bad" – Tre synes godt om.
Det er noget helt nyt, at vi pludselig konstant opdateres med alt hvad der foregår i vores 'venners' tilværelse. Om end de har fået en ny kæreste, eller lige har kasseret den gamle. Vi får hele tiden at vide om det var en god, eller dårlig bytur. Vi ser billeder fra festen i fredags. En fest som man ikke engang selv var med til, men som 2 af ens bekendtskaber derimod var til. Vi bliver konstant opdateret med folks psykiske tilstand, hvorvidt de er glade, sure, fulde eller påvirket på anden vis af følelser eller omgivelser.
Vores sind bliver bombaderet med alle disse nye impulser i form af tekst, lyd og billeder. Pludselig ved vi alt om alle, og det vi ikke ved, er ikke kommet på Facebook endnu. Bommerten fra i fredags er ikke længere kun kendt af menneskerne til festen, men også resten af verdenen, da billederne af det kommer online om lørdagen.
Vi er simpelthen gået fra en analog tilværelse, hvor vi ellers kun blev opdateret via. De florerende rygter såsom "Har du hørt at ham og hende nu kommer sammen" "Hørte du hvad ham der gjorde i fredags", til en digital tilværelse hvor alle kan følge med i dit liv.
Pludselig er vi i centrum og vi kan dele alt med alle, og for den opmærksomhedskrævende er det som at være en pædofil i Bonbonland.
Med det skifte, hvor privatlivet er stærkt svindende, er jeg personligt kommet til et punkt hvor jeg tænker "Hvorfor skal jeg overhovedet vide det her?" – Når jeg kører på standby, og som en zombie kører ned ad væggen og imens jeg kort skimter opslagene fra de forskellige venner, kan jeg ikke lade være med at tænke – "Det er jo irrelevant for mig, det har jeg ikke brug for at vide, jeg er ligeglad."
Nu skal du endelig ikke misforstå mig, og tolke det som at jeg er ligeglad med folk, og specielt mine venner og bekendtskaber, men jeg må dog ytre mig om den mængde lort folk har det med at lukke ud. Meningsløse opdateringer om, om end endnu mere meningsløse hændelser. Til det kan eksemplet være, at man lader hele omverdenen vide at man nu ligger i sin seng, og med geografiske koordinater fra deres nyeste tiltag 'Check-In', kan resten af dine venner se på et kort hvor du ligger, så trygt, i din seng.
Jeg må også indrømme, at jeg i den seneste tid har været flittig til at bruge den integrerede blokerings knap, som giver muligheden for at filtrere den pågældende person fremtidige indlæg fra, hvis jeg selv mener de ingen relevans kommer til at have for mig. Især er den blevet brugt til at blokerer næsten samtlige spil der er at finde, da de på ingen måde gavner min fremtidige tilværelse med informationen om hvor langt den og den ven nu er med deres høst i FarmVille.
Uden den knap ville jeg nok have forladt Facebook.
Jeg skal dog ikke være en helgen – og det vil jeg heller ikke gøre mig selv til. Jeg selv udgiver også statusopdateringer, oveni købet slipper der nok en enkelt meningsløs statusopdatering igennem nettet i ny og næ – men, problemet jeg prøver at adressere lægger hos få personer som af den ene eller anden grund aldrig poster noget meningsfyldt – og de typer er vi vist alle venner med.
Jeg skal heller ikke sige mig fri for at poste om lort, i form af at jeg netop har udgivet et nyt indlæg, men det synes folk åbenbart er fint – for der er stadig folk der synes godt om.
Jeg må dog vist også bekende at der en gammel farm ude på nettet med mit navn på…
Men med det skifte, fra analog til digital, er der dog alligevel ting som er fantastiske. For fordelen ved at næsten alle bruger Facebook, er at man pludselig har en mulighed for at sammenarbejde om projekter, og derved oplyse hele pøblen om kommende begivenheder. Om der er en ny gymnasiefest på vej, eller om din kammerat holder 18 års fødselsdag er du altid opdateret og for det meste inviteret. Nu har vi ikke længere brug for at sprede invitationerne per mund, eller per postkuvert, man vælger blot fra en liste over ens venner, hvem der er inviteret og hvem der ikke
er.
Med skiftet kan vi genopleve festen fra i fredags, i form af billeder. Måske kan man være så heldig at finde den søde blondine man sad og snakkede med i 30 minutter, men som man dog ikke lige fik navnet på.
Kort sagt kan vi finde alle.
Når alt det er sagt, har jeg også fået lukket min dosering af mundlort om Facebook ud.
Jeg har også meget at takke Facebook for, blandt andet denne blogs overlevelse. For havde jeg ikke haft Facebook ville jeg aldrig kunne have udgivet et indlæg og kun i løbet af et par timer have haft 60 besøgende – sjovt nok alle sammen fra Facebook. Det giver mig en nem mulighed for at opdatere venner og bekendte om min nuværende position i det danske land, om end jeg står i vejkanten udenfor Vejle eller sidder på Christiania – så ved mine venner det næsten altid.
Når man tager det med ind i overvejelserne omkring vejningen af hvorvidt Facebook er en fordel eller ulempe, må det kun blive til den gode side. For pludselig kan vi komme i kontakt med gamle bekendtskaber, blive informeret om kommende begivenheder, genopleve festen fra i fredags, i smug kan vi holde øje med gamle venner og se om de stadig kan klare den.
Som noget nyt kan vi holde styr på mere end 500 mennesker som alle har det påklistrede stempel 'Venner'. Pludselig mister vi ikke længere kontakten til mennesker, og bekendtskaber svinder ikke ud, de holdes ved live via. Facebook.
Generation Y, som 'de' kalder os, har nok også nemmere ved at tage Facebook til sig, selvom der i stærkt stigende antal også kommer flere fra den gamle generation online - og pludselig kan man chatte med Moster Anne oppe fra Nordjylland og høre om hvor godt eller skidt familien deroppe har det. Vi har nemmere ved at acceptere, at for at bruge Facebook, overdrager du også en stor del af dit privatliv til offentlige skue, men det er vi allerede rustet til, da et socialt netværk over nettet ikke er noget nyt for os. Før Facebook var der Arto, MSN, Myspace, Friendster og et hav af andre sider med samme formål; at forbinde folk.
Vi har taget Facebook til os, det er kommet for at blive. Det er der ingen tvivl om, at det er allerede nu blevet en integreret del af vores hverdag, i form af et fantastisk middel til både oplysning og tidsspilde. Om end vi vil det eller ej, er Facebook noget som vi kommer til at døje med i lang tid endnu – Lige indtil det næste nye kommer.
mandag den 26. september 2011
Tålmodighed
'Slap af' - Det mener jeg. Folket skal lære det.
Hvad end om det er den sure kunde, der overfuser kassedamen over en simpel fejl, som hun ikke engang selv er i skyld i. Eller det er manden ved busstoppestedet, som overfuser den allerede i forvejen stressede busdame for at komme et minut for sent, i følge hans ur.
Alle de mennesker som råber op, er frustreret og deres lunte går for hurtigt af, fordi de ikke vil tillade at tage fem minutter ud af deres hverdag til blot at trække vejret, og tænke 'Rolig mand, der er altid mere at miste' (For at citere Onkel Danny).
Og jeg forstår dem i bund og grund godt - for hvis man arbejder 8-16, henter børnene fra ungdominstitutionen, og derefter med hovedet først ind i den gyldne time, som også kaldes for ulvetimen, hvor man handler ind, og med skrigende, trætte og sultende børn må skynde sig igennem supermarkedet. Derefter hjem og lave maden, hjælpe til med lektierne, høre på dem blive overgearet og overtrætte imens man kæmper med at få dem i seng. Så har man til sidst et pusterum på en halv time, før man skal i seng og gentage produceren forfra om mindre end 8 timer. Jeg forstår godt man bliver træt, og man pludselig er nemmere at få op i det røde felt.
Men, hvis man nu bare tillader at alt ikke altid går som planlagt og at køen ikke rykker sig ligeså hurtigt som den anden, at kolonial medarbejderen også er et menneske som kan lave fejl i prisen efter en 12 timers vagt, at buschaufføren ikke altid er herre over trafikken. Jamen så går alting jo bare lidt nemmere.
De fem minutter man tager ud, vil kunne gøre det svære at blive sur over de små ting. Man vil kunne ryste på hovedet af dem som overreagere bagerst i køen - velvidende at man sgu nok skal nå det hele.
Som blaffer, hvis jeg nu selv skal kalde mig det, lærte jeg én ting hurtigere end jeg lærte at holde en samtale kørende: tålmodighed.
Den rute som jeg er vant til tager 10 minutter at blive samlet op på, kan sagtens tage 1 time en dag. En anden dag skal jeg knap nok stikke tommelfingeren ud, før den næste holder ind.
Tålmodighed bliver næsten syet ind i rygraden når man blaffer. For det er i situationer, som den hvor jeg har stod ved en rundkørsel, i det indre KBH, kun med en sovepose og mit telt. Alt imens lårfede stråler af regn pisker nedover mig, og det eneste jeg kunne gøre var at trække på smilebåndet og tænke 'Det går sgu nok.' - For hvem kan man tillade sig at blive sur på? I hvert fald ikke billisten, det er jo dem der gør dig en tjeneste.
Sådan burde man også tænke, når man står bagerst i køen klokken 17:30, og tænker 'Hold da kæft, kan det ikke gå lidt hurtigere'. Det kan det jo ikke. For kigger man op på kasseekspedienten, vil man kunne se at hænderne kører i pendulfart og udføre det job de er ansat til, i den hastighed det er muligt.
Det er alt sammen en natulig del af livet, at ting ikke går som de skal. Hvis vi ikke lærer at tolerere dette aspekt til livet, er det jo en selvfølge at vi får livsstils sygdomme som stress - for giver det ikke sig selv, at hvis alt vi benytter os af i dag er menneskeskabt, er det dømt til at fejle før eller siden, da vi igen netop er mennesker og ikke kan skabe det 'perfekte'?
Nuvel er dette drømmende tanker. Eller faktisk er det mere blot iagttagelser, fra en ung fyr, som ikke helt forstår hvorfor folk tager tingene så seriøst. Vi har vel forfanden kun ét liv, og skal vi så ikke prøve og gøre det bedste ud af det, leve det fuldt ud og samtidigt gøre dét med et smil på læben. Hvorfor ikke stoppe med at lade alt gå os på. De små ting som ødelægger en ellers smuk sommerdag, skal jo ikke kunne gøre det;for de små trælse ting i hverdagen, er kun små trælse ting i hverdagen.
Der er selvfølgelig op ture og nedture - men det er jo heller ikke sjovt at køre i en rutsjebane, der kun kører opad.
Måske går tingene ikke helt planlagt, og du ender ikke som det, du regnede med at være, men hvorfor lade dig gå ned over det? Det jo blot en ny begyndelse, og fortiden er fortiden - det her, det er nutiden. Øjeblikket.
Hvad end om det er den sure kunde, der overfuser kassedamen over en simpel fejl, som hun ikke engang selv er i skyld i. Eller det er manden ved busstoppestedet, som overfuser den allerede i forvejen stressede busdame for at komme et minut for sent, i følge hans ur.
Alle de mennesker som råber op, er frustreret og deres lunte går for hurtigt af, fordi de ikke vil tillade at tage fem minutter ud af deres hverdag til blot at trække vejret, og tænke 'Rolig mand, der er altid mere at miste' (For at citere Onkel Danny).
Og jeg forstår dem i bund og grund godt - for hvis man arbejder 8-16, henter børnene fra ungdominstitutionen, og derefter med hovedet først ind i den gyldne time, som også kaldes for ulvetimen, hvor man handler ind, og med skrigende, trætte og sultende børn må skynde sig igennem supermarkedet. Derefter hjem og lave maden, hjælpe til med lektierne, høre på dem blive overgearet og overtrætte imens man kæmper med at få dem i seng. Så har man til sidst et pusterum på en halv time, før man skal i seng og gentage produceren forfra om mindre end 8 timer. Jeg forstår godt man bliver træt, og man pludselig er nemmere at få op i det røde felt.
Men, hvis man nu bare tillader at alt ikke altid går som planlagt og at køen ikke rykker sig ligeså hurtigt som den anden, at kolonial medarbejderen også er et menneske som kan lave fejl i prisen efter en 12 timers vagt, at buschaufføren ikke altid er herre over trafikken. Jamen så går alting jo bare lidt nemmere.
De fem minutter man tager ud, vil kunne gøre det svære at blive sur over de små ting. Man vil kunne ryste på hovedet af dem som overreagere bagerst i køen - velvidende at man sgu nok skal nå det hele.
Som blaffer, hvis jeg nu selv skal kalde mig det, lærte jeg én ting hurtigere end jeg lærte at holde en samtale kørende: tålmodighed.
Den rute som jeg er vant til tager 10 minutter at blive samlet op på, kan sagtens tage 1 time en dag. En anden dag skal jeg knap nok stikke tommelfingeren ud, før den næste holder ind.
Tålmodighed bliver næsten syet ind i rygraden når man blaffer. For det er i situationer, som den hvor jeg har stod ved en rundkørsel, i det indre KBH, kun med en sovepose og mit telt. Alt imens lårfede stråler af regn pisker nedover mig, og det eneste jeg kunne gøre var at trække på smilebåndet og tænke 'Det går sgu nok.' - For hvem kan man tillade sig at blive sur på? I hvert fald ikke billisten, det er jo dem der gør dig en tjeneste.
Sådan burde man også tænke, når man står bagerst i køen klokken 17:30, og tænker 'Hold da kæft, kan det ikke gå lidt hurtigere'. Det kan det jo ikke. For kigger man op på kasseekspedienten, vil man kunne se at hænderne kører i pendulfart og udføre det job de er ansat til, i den hastighed det er muligt.
Det er alt sammen en natulig del af livet, at ting ikke går som de skal. Hvis vi ikke lærer at tolerere dette aspekt til livet, er det jo en selvfølge at vi får livsstils sygdomme som stress - for giver det ikke sig selv, at hvis alt vi benytter os af i dag er menneskeskabt, er det dømt til at fejle før eller siden, da vi igen netop er mennesker og ikke kan skabe det 'perfekte'?
Nuvel er dette drømmende tanker. Eller faktisk er det mere blot iagttagelser, fra en ung fyr, som ikke helt forstår hvorfor folk tager tingene så seriøst. Vi har vel forfanden kun ét liv, og skal vi så ikke prøve og gøre det bedste ud af det, leve det fuldt ud og samtidigt gøre dét med et smil på læben. Hvorfor ikke stoppe med at lade alt gå os på. De små ting som ødelægger en ellers smuk sommerdag, skal jo ikke kunne gøre det;for de små trælse ting i hverdagen, er kun små trælse ting i hverdagen.
Der er selvfølgelig op ture og nedture - men det er jo heller ikke sjovt at køre i en rutsjebane, der kun kører opad.
Måske går tingene ikke helt planlagt, og du ender ikke som det, du regnede med at være, men hvorfor lade dig gå ned over det? Det jo blot en ny begyndelse, og fortiden er fortiden - det her, det er nutiden. Øjeblikket.
Massemordere & psykopater
'Er du slet ikke bange for at blive slået ihjel?'
Det spørgsmål har jeg nu fået en del gange og jeg vil blot bruge dette indlæg til at forklare hvorfor jeg ikke er bange for det.
Okay, den allerførste gang indrømmer jeg gerne at der sneg sig et 'hvad nu hvis...' ind i mine tanker da den første holdt ind. Men de tanker blev jo gjort til skamme i det jeg begyndte at snakke med ham. Hvorfor er det så lige at vi får den der 'hvad nu hvis...' Jeg tror jeg har svaret: vi er bange. Vi er bange for det at springe ud i noget nyt og tænke 'går den, så går den!'
Vi er bange for at møde nye mennesker - og hvorfor er det så lige vi er det? Det er jo det mest naturlige, at møde og lære nye mennesker at kende. Det udvider vores, og ikke mindst deres horisont. Men vi er bange fordi medierne har skrevet om hvergang det gik galt for en blaffer - så sent som i forrige sommer i 2010 (dog gik det ikke galt for blafferen, tværtimod)
http://www.sn.dk/Rasende-blaffer-knuste-bilrude-i-kvindes-ansigt/Frederikssund/artikel/74823
Det er artikler som dem der skræmmer folk fra at tage chancen, hvilket er en skam - for det er jo et enkelt stående tilfælde. Og de nævner ikke engang at manden er psykisk syg i overskriften. Så hvad nu hvis du så denne overskrift i forbifarten? Den giver dig jo ikke lyst til at tage den næste blaffer du ser op.
Dog vil jeg ikke sige det er ufarligt, der er en risiko - ikke en stor en. Men den er der - ligesom med alt andet. Der er risikoen for at du kan blive skudt hvis du går udenfor døren og du kan risikere diverse ting ved at blaffe - hvad end om du er pige eller dreng. Derfor skal man have hovedet med sig når man blaffer!
Når en bil holder ind kan du meget hurtigt aflæse om hvorvidt du føler dig tryg ved situationen, ved manden eller damen. Har du ikke lyst til at stige ind i bilen er du jo altid mere end velkommen til at sige nej tak. Det acceptere folk jo.
Hvis du nu er kommet op med en og du begynder at føle dig utryg ved situationen er det jo ikke værre end foreksempel at sige en lille hvid løgn om at du har glemt noget på den sidste rasteplads og om han ikke lige kan holde ind. Hvis det går helt galt har du en telefon på dig, du kan lade som den vibrere og så tage den. Snak lidt, lad som om det er din Mor eller Far. Sig du er kommet godt af sted - at det er en flink mand/kvinde i en grøn/gul/blå/regnbue farvet -indsæt bilmærke her-. Hvis det nu er en lastbil kan du altid lige nævne det firma han arbejder for (ting som det skal du lige ligge mærke til inden du stiger ind). På den måde får du ligesom chaufføren til at tænke det nok ikke er sådan en god idé, da folk ved du er ude og blaffe.
Men igen, og det kan ikke nævnes nok, skal man have hovedet med sig, noget sund fornuft og styrken til at sige nej hvis du føler dig utryg ved personen der holder ind.
Så nej, jeg er ikke bange for at personen der holder ind slår mig ihjel. Faktisk holder de jo ind fordi de har lyst til noget selskab - et nyt input. Så bare snak, slap af og lær at nyde selskabet af nye mennesker. Du ved aldrig hvor det kan bringe dig hen.
Det spørgsmål har jeg nu fået en del gange og jeg vil blot bruge dette indlæg til at forklare hvorfor jeg ikke er bange for det.
Okay, den allerførste gang indrømmer jeg gerne at der sneg sig et 'hvad nu hvis...' ind i mine tanker da den første holdt ind. Men de tanker blev jo gjort til skamme i det jeg begyndte at snakke med ham. Hvorfor er det så lige at vi får den der 'hvad nu hvis...' Jeg tror jeg har svaret: vi er bange. Vi er bange for det at springe ud i noget nyt og tænke 'går den, så går den!'
Vi er bange for at møde nye mennesker - og hvorfor er det så lige vi er det? Det er jo det mest naturlige, at møde og lære nye mennesker at kende. Det udvider vores, og ikke mindst deres horisont. Men vi er bange fordi medierne har skrevet om hvergang det gik galt for en blaffer - så sent som i forrige sommer i 2010 (dog gik det ikke galt for blafferen, tværtimod)
http://www.sn.dk/Rasende-blaffer-knuste-bilrude-i-kvindes-ansigt/Frederikssund/artikel/74823
Det er artikler som dem der skræmmer folk fra at tage chancen, hvilket er en skam - for det er jo et enkelt stående tilfælde. Og de nævner ikke engang at manden er psykisk syg i overskriften. Så hvad nu hvis du så denne overskrift i forbifarten? Den giver dig jo ikke lyst til at tage den næste blaffer du ser op.
Dog vil jeg ikke sige det er ufarligt, der er en risiko - ikke en stor en. Men den er der - ligesom med alt andet. Der er risikoen for at du kan blive skudt hvis du går udenfor døren og du kan risikere diverse ting ved at blaffe - hvad end om du er pige eller dreng. Derfor skal man have hovedet med sig når man blaffer!
Når en bil holder ind kan du meget hurtigt aflæse om hvorvidt du føler dig tryg ved situationen, ved manden eller damen. Har du ikke lyst til at stige ind i bilen er du jo altid mere end velkommen til at sige nej tak. Det acceptere folk jo.
Hvis du nu er kommet op med en og du begynder at føle dig utryg ved situationen er det jo ikke værre end foreksempel at sige en lille hvid løgn om at du har glemt noget på den sidste rasteplads og om han ikke lige kan holde ind. Hvis det går helt galt har du en telefon på dig, du kan lade som den vibrere og så tage den. Snak lidt, lad som om det er din Mor eller Far. Sig du er kommet godt af sted - at det er en flink mand/kvinde i en grøn/gul/blå/regnbue farvet -indsæt bilmærke her-. Hvis det nu er en lastbil kan du altid lige nævne det firma han arbejder for (ting som det skal du lige ligge mærke til inden du stiger ind). På den måde får du ligesom chaufføren til at tænke det nok ikke er sådan en god idé, da folk ved du er ude og blaffe.
Men igen, og det kan ikke nævnes nok, skal man have hovedet med sig, noget sund fornuft og styrken til at sige nej hvis du føler dig utryg ved personen der holder ind.
Så nej, jeg er ikke bange for at personen der holder ind slår mig ihjel. Faktisk holder de jo ind fordi de har lyst til noget selskab - et nyt input. Så bare snak, slap af og lær at nyde selskabet af nye mennesker. Du ved aldrig hvor det kan bringe dig hen.
Søndagstur
Jeg sidder på Hovedbanegården, vinden bider i knoglerne og kulden kan mærkes ind bag jakken. Smøgen hænger fra overlæben og vippes idet jeg tager endnu et sug. Jeg mærker røgen sive ned og jeg puster ud i røgringe. Jeg trækker computeren frem - vil forsøge at fordrive tiden inden bussen kommer. Min plan er simpel - jeg tager bussen et enkelt stop, så jeg kommer ud af byen og så skal jeg ud og blaffe til hist og her.
... Simpelt.
Folk går forbi det gennemsigtige udstillings lokale af et venterum som jeg befinder mig i. Fra min position kan jeg observere menneskerne der går forbi. De travle forretnings-typer der skal videre på en hellig søndag, de løbende unge der er ved at komme for sent til bussen. Forældrene der siger farvel til den unge knæjt der skal op på efterskole igen. Den lidt ældre fyr der står for sig selv og pulser i de sidste sekunder inden bussen lukker i. Den unge mor der har barnet på skulderen imens hun kigger på bustiderne. Den unge alternative med hørebøfferne trukket ned og med ét er han lukket ude af denne verden. Pigen, med alt for meget sminke i ansigtet og i for høje stiletter, der giver en høj klik lyd for hvergang de rammer jorden.
Min tankestrøm bliver afbrudt af døren til venterummet der går op. Ind kommer en lyshåret pige. Et enkelt hej - og har du noget imod jeg ryger bliver der sagt. Jeg læner mig tilbage - lader musikken spille sagte ud og fylder rummet. Jeg skriver on/off på et andet indlæg og prøver at samle tankerne, selvom kroppen er smadret efter fodboldkampen i går.
Hun spørger til bustiderne for 200S'eren, og jeg svarer prompte.
En ven skriver over Fjæsen og 10 minutter senere er min planer ændret - jeg skal lige nå og sige farvel.
Jeg sidder nu og snakker med den lyshårede pige. Hun ved åbenbart godt hvem jeg er, men jeg har ingen idé om hvem hun er. Det viser sig at hun kender mig igennem en veninde - så blev verden da lidt mindre.
Det minder mig om en interessant teori kaldet 'Six degrees of seperation': Simpelt betyder det bare at alle mennesker kan forbindes via. en ven der kender en ven.
Vi forsætter med at snakke indtil 200S'eren skal til at afgå. Da hun er smuttet pakker jeg mine ting og går op og venter på min kammerat.
En time senere - efter at have kørt rundt med min kammerat, bliver jeg smidt af på Østerbro, nu skal jeg hjem. Frem med skiltet og på med smilet, det er bidende koldt.
Der går et par minutter, jeg når og kværne en smøg da den første bil holder ind.
Jeg sætter mig ind og opdager at det er en ung, flot kvinde der er chaufføren. Hun kan tage mig til Skave - så langt så godt. Hun snakker allerførst med hendes søster over mobilen, og søsteren lyder ikke til at være alt for glad og har vist også en forventning om at jeg er en morder - men jeg svarer pænt at jeg ikke lige kan finde min hobbykniv... Derefter går der ikke lang tid før vi har en god samtale igang og jeg lærer da også at hun har egen salon på Kongen Nytorv, i en alder af 22 år - stærkt gået! Hun fortæller at mit hår er sundt og tykt og hun ikke ville have noget i mod at lege med det. Vi udveksler numre og aftaler at ringes ved. Hun smider mig af på Frederiksberg og jeg benytter mig lejligheden til at smutte forbi en tank for at købe noget chokolade. Der går ikke lang tid før jeg igen står fremme med skiltet og nu med en plade Ritter-Sport i munden. Bilerne suser forbi men jeg når netop lige at spise nogen bidder færdig før den næste holder ind.
Der går et par minutter, jeg når og kværne en smøg da den første bil holder ind.
Jeg sætter mig ind og opdager at det er en ung, flot kvinde der er chaufføren. Hun kan tage mig til Skave - så langt så godt. Hun snakker allerførst med hendes søster over mobilen, og søsteren lyder ikke til at være alt for glad og har vist også en forventning om at jeg er en morder - men jeg svarer pænt at jeg ikke lige kan finde min hobbykniv... Derefter går der ikke lang tid før vi har en god samtale igang og jeg lærer da også at hun har egen salon på Kongen Nytorv, i en alder af 22 år - stærkt gået! Hun fortæller at mit hår er sundt og tykt og hun ikke ville have noget i mod at lege med det. Vi udveksler numre og aftaler at ringes ved. Hun smider mig af på Frederiksberg og jeg benytter mig lejligheden til at smutte forbi en tank for at købe noget chokolade. Der går ikke lang tid før jeg igen står fremme med skiltet og nu med en plade Ritter-Sport i munden. Bilerne suser forbi men jeg når netop lige at spise nogen bidder færdig før den næste holder ind.
Jeg sætter mig ind og hvad ser jeg? Det var endnu en kvinde der havde holdt ind!
Vi snakker og kort efter var verden blevet endnu mindre - da jeg finder ud af at begge hendes børn havde gået til hos BTK. Så resten af turen forgik med at snakke om BTK, dets ansatte, klubben og alt hvad det nu inkludere.
Hun er (heldigvis for mig) så sød at jeg bliver kørt hele vejen til døren.
Så dét var dét.
Min søndags tur, for et par mdr. tilbage.
kort fortalt.
Vi snakker og kort efter var verden blevet endnu mindre - da jeg finder ud af at begge hendes børn havde gået til hos BTK. Så resten af turen forgik med at snakke om BTK, dets ansatte, klubben og alt hvad det nu inkludere.
Hun er (heldigvis for mig) så sød at jeg bliver kørt hele vejen til døren.
Så dét var dét.
Min søndags tur, for et par mdr. tilbage.
kort fortalt.
Ungdom
Når jeg går rundt i byen og kigger på alle mennesker, bliver jeg tit overrasket.
Jeg ser tit at piger i alderen 12-16, tager alt for meget make-up på, drikker, ryger, og har sex, og det er helt forkert i mange situationer, jeg tror virkelig at de unge piger tit bliver presset ud i sex, for så tror de at får lidt mere respekt, men det der sker er lige modsat. For verden ligger sådan, hvis en fyr har sex med flere end 4-5 piger på en aften er han sej, men hvis en pige kysser med flere fyrer på en aften er hun billig, men jeg forstår ikke sammenhængen i det? Hvem har bestemt det skal være sådan? Efter min mening er der intet hold i det! Jeg har tit oplevet at mange fyrer råber 'billige luder' til en pige, men hvorfor? Hvor ved han fra om hun tager penge for sex? Jeg tvivler på at han har været i seng med hende hvor hun har taget penge for det, eller i det hele taget har haft sec før. Men det at pigerne går med for meget make-up pg i nedringet tøj, sender tit forkerte signaler. I dag kan en pige på 15 år ligne en på 18-21 år. Ikke fordi hun nødvendigvis har meget make-up på men fordi man i dag kan se ældre ud end man egentlig er.Men for at vænne tilbage til det med sproget, oplever man jo tit at folk siger utrolig grimme ting til hinanden, og for det meste giver det slet ingen mening, men hvorfor gør de det? Fordi at det er sejt og for at få drengenes respekt? Eller bare fordi at det er blevet normalt i dag og kalde hinanden det ene og det andet? Jeg er selv en fyr og jeg har aldrig kaldt en pige skældsord, uanset hvor sur jeg er på vedkommende, så løser skældsordene ikke problemet? Tvært i mod gøre det blot det hele meget værre.
Jeg oplever også tit at fyrer begynder slagsmål og de kan lide at fører sig frem, og det værste er at de tror de får respekt for det, men gør de virkelig det? De får hvert fald ikke min. Jeg har ingen i min omgangskreds der er sådan, og hvis der er det er jeg den som stopper slagsmålet, for jeg kan ikke se hvad meneingen er i vold. Jeg vil give respekt til dem som opfører sig ordentlig og tør stoppe et slagsmål. Jeg får tit af vide når jeg er i byen og jeg gør noget for at hjælpe andre (selv hvis ikke jeg kender dem) at jeg er svag, fordi jeg ikke tør at slås. Det er ikke fordi jeg ikke tør men jeg kan ikke se meningen i det. Men hvis folk bliver ved og ved og ved med at slås, så får de jo intet andet ud af det, andet et et dårligt ry og evt. bortvisning fra diskoteket.
Og stoffer, det er nærmest blevet 'normalt' og hverdag hos de unge (og vi taler unge fra 12 år og opefter). Selvom stoffer er forbudt er det jo let at skaffe, men hvad er det der gør at man prøver det første gang? Jeg tror tit at det er gruppepres og man ikke vil holdes udenfor. Men det er også tit hvis man har det svært og man lever i det forkerte miljø med den forkerte omgangskreds. Der er mange som siger til sig selv at der sker vel ikke noget ved at prøve det bare en gang, men tit bliver det ikke bare til en gang... og ingen tager seriøst af man faktisk kan dø af det første gang. Jeg vil gerne indrømme at der jeg selv havde det svært overvejede jeg kort at gå med strømmen og sige ja, men så kom jeg til mig selv igen og lod heldigvis være. Jeg har mistet en af mine bedstevenner som desværre kom ud i det forkerte miljø og tog stoffer mere eller mindre hver dag. Han døde for kort tid siden da han tog tilløb og sprang ud fra 3 sal. da han var påvirket af stoffer. Jeg har det svært uden ham og jeg savner ham hver dag. Jeg mistede også en pige for længe siden, som havde været på stoffer i mange år og lånte penge af alle til sidst. En dag der jeg gik tur med hende var hun så påvirket at hun gik ud foran en bil. Så jeg fraråder alle unge at tage stoffer.
Men kan det virkelig passe at stoffer, vold, druk, og sex, bare skal være en del af vores hverdag? Hvis det stod til mig skulle unge under 16 år ikke gå ude i gaderne eller prøve at drikke alkohol. Ingen skulle tage stoffer og og folk skulle tænke sig mere om hvad de lukkede ud af munden.
søndag den 25. september 2011
Roskilde' 2007
Jeg er overbevist om at jeg har fået tildelt mig min helt egen dag.Ulykkes dag. Dagen før Roskilde 2007. Også selvom det kun har været 2 gange. Året før blev jeg brændt af, stod uden lejr i nogen dage, og pisset op og ned af ryggen af 'venner'. I året 2007 kom jeg næsten for sent til mit første tog grundet en billet automat der ikke kunne lide Visa Elektron med minus, og missede det sidste tog mod Roskilde (igen af samme grund) og måtte tage det næste alene. Selvfølgelig ville DSB heller ikke se nogen af de billetter jeg havde stresset og løbet med enormt tunge tasker for at få.
Da jeg ankommer til Roskilde møder jeg dem jeg skulle have fulgtes med, og hygger lidt med dem. Men de har ikke travlt med at stå i kø til at få armbånd (da de havde arbejder armbånd) så jeg missede også bussen, og måtte gå hele vejen.
Men akkurat som året før tegner tingene sig heldigvis bedre hen ad vejen. Jeg møder mine venner fra SKUM, Kris/Krislingen og Signe/Jappy. Vi er enda så heldige at få svenskere som nabo lejr. En fast camp der tilsyneladende altid har opholdt sig tæt Øst indgangen, ved navn Hotel Bastardos. Med sære svenske navne som Ola (kilt klædt, og ikke bange for at bevise han ikke gik imod kilt traditionerne ang. undertøj), Pär, Dick og Andres (ikke Anders) og ægtepar så svenske de havde Mummi trolde på deres vielsesringe, lære vi dem at kende og bliver fine venner.Nogen dage senere hvor pølz/salami er ankommet er vejret perfekt at lufte mit hjemmelavede ræve kostume. I al den tid jeg har brugt på at lave den, har jeg haft det mål at posere med det foran Djurenes Rätt/Anima boden. Responsen var dog lidt tør, kun en svensker kom og spurgte om jeg ville være medlem, og da jeg desperat ledte efter gratis klistermærker, kom kommentaren 'Så skal der pelses...' hvilket ikke helt passede mig. Ved en af de andre boder stod der en høj fyr med runde briller, en rød og hvid stribet strikket tophue, og matchende trøje og en Find Holger bog under armen, da (sansynligvis hans venner) udklædt som henholdsvis Turne Soll, Bjørnebror (kun en af dem), en primitiv andersand og en hjemmelavet Tigerdyr, stormende imod ham råbende 'VI HAR FUNDET HOLGER!'. Men jeg fandt ligesindede! En svensk giraf og frø, en bjørn der angreb mig, og en anden svensk bjørn og kakkelak, og en biolog der absolut skulle irettesætte mig i at ræve åbenbart ikke spiser insekter. Vi fandt Kimmi/Beautifugl's lejr med luksuriøs udstue i form af en skrå pavillon og store presenninger, hvor vi fandt Pokémonen Bubblemonster, som kunne lave bobler ud af sin snabel. Det var yderst imponerende!
Da vi gik hjem, mig i meget skæv tilstand, begyndte den første regn at falde. Den dag kom Sascha også, hvortil Kris og Signe havde lavet t-shirts hvorpå der stod 'Jeg er ædru med Sascha' da hun havde hepatitis og ikke måtte drikke... så meget. Sascha fik også en, hvorpå der stod 'Jeg er Sascha'.. Forbudet mod alkohol blev ikke just overholdt, men det så nu også pænt ud med ædru t-shirtende, i kontrast med en ramme øl under armen. Sascha forsvandt dog ret ofte fra lejren. Undskyldningen var altid at hun var ude at hore.
Men regnen stoppede desværre ikke foreløbig, og der begyndte at blive tendens til en del mudder, når flere tusind mennesker går flere gang frem og tilbage på de samme meget våde græsmarker. En ting mange af os havde svært ved at kunne forholde sig til. Pølz tog hjem, men kom senere tilbage, men sov hjemme. På torsdagen var mudderet så slemt, og så dybt at det hele steg mig til hoved. Jeg troede selv jeg havde valgt nogen gode trave agtige sko at tage med, da jeg året før fik vabler af kopi all-stars sko fra Netto, og skarve mærker af gummistøvler (så grundet traume, tog jeg ikke gummistøvler med dette år - noget jeg senere skulle fortryde grusomt!) men disse sko gik jo kun til anklerne. Og mudderet gik til over anklerne. Så jeg måtte liste mig på tå, og gå enormt store omveje for at undgå den dybe mudder, jeg til sidst følte jeg havde udviklet en form for angst for, da jeg fik et sug i maven, som når man skal ud i det kolde dybe vand for første gang, hver gang jeg skulle pasere noget lidt for dybt smattet mudder. Som Ola ofte udtalte det; The famous Roskilde smat.
Berømt eller ej, jeg havde kun ét par tørre bukser tilbage, og havde det inderligt dårligt rent psykisk. Jeg ville hjem, og det var bare nu! Jeg ringede lidt frem og tilbage til mine forældre (som næsten aldrig tog den) og da jeg fandt nogen tog tider, og gik ud af mit telt, mødte jeg som altid nogen af svenskerne, der spurgte hvordan jeg havde det. De havde nok bemærket at jeg havde hængt en stor del med hoved de seneste par dage. Jeg konfronterede dem om at jeg ville hjem, fordi jeg ikke kunne klare mere mudder. Men nææh nej, jeg skulle blive. Så jeg blev imod min egen vilje hevet med ud på eventyr, med retning mod koncertpladsen. Måske også meget godt, at jeg i det mindste lige skulle se Björk inden jeg tog afsted, da 1500 for et stofarmbånd er en dyr sag, kun for at opleve mudder og Roskilde druk i 5 dage.
Svenskerne gav mad, og vi lyttede på en svensk digter i Spoken Word, Andres fik lavet en henna tattoo i panden med påskriften 'Being a girl rocks', da 'tatovøren' tog overpris hvis hun skulle lave dem på hans røv, hvor han egentlig helst ville have den. Til sidst stod mig og Dick og lyttede til Björk i regnvejr. Og tænk engang, det var faktisk rart! Med lyden af Björk, og de mange fine farver fra Orange scene, så var regnen pludselig ikke så slem mere. Jeg fandt desuden tilfældigvis et par gummi støvler i min størrelse, og fik lov at låne tørt tøj af Andres. Så alt var pludselig godt igen. Og eftersom Trentemøller jo spillede dagen efter, blev jeg jo nød til at blive. Og thank God for at jeg gjorde det! Det var simpelthen en af de aller fedeste koncerter jeg har været til nogensinde! Og aldrig har jeg headbanget og danset så intenst engageret til elektronica før.
Bagefter gik vi hen for at se en tør Queens Of the Stoneage koncert, hvor Pølz mødte nogen gamle gym kammerater, som vi fulgte med til druk. De havde et meget sært kampråb lydende 'KØD KØD! HURRA!'. Nogen af dem blev bange for mig da jeg af venlighed præsenterede mig ved navn. Pludselig blev jeg klar over ulempen ved at hedde Marc, da det jo ifølge militær er fjenden.
En anden dag går jeg rundt på pladsen og keder mig, som så mange gange alene, da folkene fra min lejr ofte forsvinder fra mig, dels fordi de står op før mig, og dels fordi de skal til koncerter jeg ikke gider, eller møde nogen privat eller ligende. Efter aftensmad møder jeg tilfældigvis nogen jeg har set før, og kender gennem Kris og de andre, og bliver tilbudt at komme forbi deres lejr og få en øl. Hun fortæller vejen, men da jeg er kommet ned i min egen lejr for at lægge mit mad grej, har jeg allerede glemt hendes direktioner, men prøver mig frem. Jeg bliver stoppet af en lejr med vejfest, der råber til alle forbi passerende at de skal danse til musikken (techno musikken) hvilket jeg selvfølgelig gør, og dernæst slår mig ned. Som alm. høflige civiliserede mennesker vi er, præsentere jeg mig som de andre ved navn, hvortil en af fyrene beklagende udtaler 'Jeg hader fandeme bare drenge der hedder Marc' hvilket jeg undre mig over, da der kun er omkring 9 danske drenge der hedder sådan. Få sekunder efter udtalelsen ser han så, at vi har mødtes før.
Senere kommer der 2 norske piger, som vi snakker lidt med. Jeg har længe gerne vil lære norsk, og prøver at snakke med dem, og en af dem prøver at lære mig lidt ord og forskelle fra norsk til dansk. Senere følger jeg med dem ned i deres lejr, hvor deres norske venner virker undrende over hvorfor de har slæbt en dansker med. Alligevel kunne jeg mere af Kaizers Orchestra end de kunne.
Dette var dog en af dagene inden den store regnbølge faldt. Jeg fik derfor aldrig rigtig besøgt deres lejr siden, indtil jeg en aften i meget stiv tilstand, og denne gang udstyret med gummi støvler og derfor frygtløs for mudderet, begav mig ud i den mørke mulm for at finde et norsk flag på en hvid pavillon. Jeg fandt den ikke, men på vejen hører jeg i mørket nogen piger, og nogen råber 'JEG ELSKER DIG!' i min retning. I min tilstand, og mest spontane respons råber jeg tilbage 'JEG ELSKER OGSÅ DIG!', hvortil et spørgsmål lyder om vedkommene må få et kys. 'Jaja' svare jeg bare, og pludselig bliver jeg stormet af 4-5 piger som vil have et kys. Grundet min meget skræmte og overrasket reaktion, går de fleste tilbage igen, men den sidste pige der blev stående fik et kys på kinden, og kigger derefter småtøvende og også en anelse betvivlende, i forsøg på om hun måske skulle kysse mig på munden også. Det gjorde hun dog ikke, men efter at blive afvist fra at socialisere mig ved deres fest, bliver der råbt adskillige skældsord efter mig, da jeg går vidre.
På sidste dagen, efter at have pakket min taske, tisset af, og fundet en lille pakke rugkiks frem fra tasken som morgenmad, går jeg som dagligt over til svenskerne for at sige godmorgen og socialisere mig. Jeg bliver budt på rødvin af Ola, og senere får jeg stukket en Jim Bean whiskey i hånden, samt en cola og noget is. Min morgenmad bestod ikke så meget af kiks mere. Lettere fuld tog jeg med nogen af flickarne til The Ark koncerten, hvilket faktisk var ret fedt. Især fordi forsangeren crowdsurfede. De bød også på mad, et sted hvor der er 3 gange så meget tzatziki som der var ciabatta, så jeg til sidst åd ren tzatziki med en gaffel. Det var min mave ikke så glad for. Jeg havde stadig The Ark på hjernen da jeg var kommet hjem, og fik et iskoldt bad hos mine forældre, da jeg havde glemt de ikke havde fungerende varmt vand. Havde jeg taget et bad i fællesbadet, havde det jo været det samme alligevel.
Gennem dagene fik jeg samlet lidt små usammenhængende citater og ligende i min notesbog (som Sascha (eller var det Anna?) misforstod som 'Thi nu for jeg spøger').. Her er et uddrag:
Pige fra et tilfældigt telt råber sørgmodigt: Hvorfor tissede jeg også i mit telt?!
I et forsøg på at sove hører man mange forskellige ting derude, på en 'campingplads' der aldrig rigtig sover. En sætning jeg aldrig kunne få til andet, eller mere meningfuldt var 'Der er slik på min sovesvamp'.
Desuden kom Anna (en anden fra lejren, som slæbte en irriterende engelsktalende engangsknald iført sort plasticsæk) allerede første dag hjem til lejren, for at begynde at strippe.
Næste gang hun strippede for lejren overfor os, der konstant plager om at vise patter, fik vi dog scoret 2 øl på det, og gik derefter hen og hørte et band vi ikke kendte (the Sounds) hvorefter hun igen fandt et knald.
AGF og Loumo er faktisk bestemt ikke af vejen når man er lettere skæv. Så mange fine farver Astoria har.
Da jeg ankommer til Roskilde møder jeg dem jeg skulle have fulgtes med, og hygger lidt med dem. Men de har ikke travlt med at stå i kø til at få armbånd (da de havde arbejder armbånd) så jeg missede også bussen, og måtte gå hele vejen.
Men akkurat som året før tegner tingene sig heldigvis bedre hen ad vejen. Jeg møder mine venner fra SKUM, Kris/Krislingen og Signe/Jappy. Vi er enda så heldige at få svenskere som nabo lejr. En fast camp der tilsyneladende altid har opholdt sig tæt Øst indgangen, ved navn Hotel Bastardos. Med sære svenske navne som Ola (kilt klædt, og ikke bange for at bevise han ikke gik imod kilt traditionerne ang. undertøj), Pär, Dick og Andres (ikke Anders) og ægtepar så svenske de havde Mummi trolde på deres vielsesringe, lære vi dem at kende og bliver fine venner.Nogen dage senere hvor pølz/salami er ankommet er vejret perfekt at lufte mit hjemmelavede ræve kostume. I al den tid jeg har brugt på at lave den, har jeg haft det mål at posere med det foran Djurenes Rätt/Anima boden. Responsen var dog lidt tør, kun en svensker kom og spurgte om jeg ville være medlem, og da jeg desperat ledte efter gratis klistermærker, kom kommentaren 'Så skal der pelses...' hvilket ikke helt passede mig. Ved en af de andre boder stod der en høj fyr med runde briller, en rød og hvid stribet strikket tophue, og matchende trøje og en Find Holger bog under armen, da (sansynligvis hans venner) udklædt som henholdsvis Turne Soll, Bjørnebror (kun en af dem), en primitiv andersand og en hjemmelavet Tigerdyr, stormende imod ham råbende 'VI HAR FUNDET HOLGER!'. Men jeg fandt ligesindede! En svensk giraf og frø, en bjørn der angreb mig, og en anden svensk bjørn og kakkelak, og en biolog der absolut skulle irettesætte mig i at ræve åbenbart ikke spiser insekter. Vi fandt Kimmi/Beautifugl's lejr med luksuriøs udstue i form af en skrå pavillon og store presenninger, hvor vi fandt Pokémonen Bubblemonster, som kunne lave bobler ud af sin snabel. Det var yderst imponerende!
Da vi gik hjem, mig i meget skæv tilstand, begyndte den første regn at falde. Den dag kom Sascha også, hvortil Kris og Signe havde lavet t-shirts hvorpå der stod 'Jeg er ædru med Sascha' da hun havde hepatitis og ikke måtte drikke... så meget. Sascha fik også en, hvorpå der stod 'Jeg er Sascha'.. Forbudet mod alkohol blev ikke just overholdt, men det så nu også pænt ud med ædru t-shirtende, i kontrast med en ramme øl under armen. Sascha forsvandt dog ret ofte fra lejren. Undskyldningen var altid at hun var ude at hore.
Men regnen stoppede desværre ikke foreløbig, og der begyndte at blive tendens til en del mudder, når flere tusind mennesker går flere gang frem og tilbage på de samme meget våde græsmarker. En ting mange af os havde svært ved at kunne forholde sig til. Pølz tog hjem, men kom senere tilbage, men sov hjemme. På torsdagen var mudderet så slemt, og så dybt at det hele steg mig til hoved. Jeg troede selv jeg havde valgt nogen gode trave agtige sko at tage med, da jeg året før fik vabler af kopi all-stars sko fra Netto, og skarve mærker af gummistøvler (så grundet traume, tog jeg ikke gummistøvler med dette år - noget jeg senere skulle fortryde grusomt!) men disse sko gik jo kun til anklerne. Og mudderet gik til over anklerne. Så jeg måtte liste mig på tå, og gå enormt store omveje for at undgå den dybe mudder, jeg til sidst følte jeg havde udviklet en form for angst for, da jeg fik et sug i maven, som når man skal ud i det kolde dybe vand for første gang, hver gang jeg skulle pasere noget lidt for dybt smattet mudder. Som Ola ofte udtalte det; The famous Roskilde smat.
Berømt eller ej, jeg havde kun ét par tørre bukser tilbage, og havde det inderligt dårligt rent psykisk. Jeg ville hjem, og det var bare nu! Jeg ringede lidt frem og tilbage til mine forældre (som næsten aldrig tog den) og da jeg fandt nogen tog tider, og gik ud af mit telt, mødte jeg som altid nogen af svenskerne, der spurgte hvordan jeg havde det. De havde nok bemærket at jeg havde hængt en stor del med hoved de seneste par dage. Jeg konfronterede dem om at jeg ville hjem, fordi jeg ikke kunne klare mere mudder. Men nææh nej, jeg skulle blive. Så jeg blev imod min egen vilje hevet med ud på eventyr, med retning mod koncertpladsen. Måske også meget godt, at jeg i det mindste lige skulle se Björk inden jeg tog afsted, da 1500 for et stofarmbånd er en dyr sag, kun for at opleve mudder og Roskilde druk i 5 dage.
Svenskerne gav mad, og vi lyttede på en svensk digter i Spoken Word, Andres fik lavet en henna tattoo i panden med påskriften 'Being a girl rocks', da 'tatovøren' tog overpris hvis hun skulle lave dem på hans røv, hvor han egentlig helst ville have den. Til sidst stod mig og Dick og lyttede til Björk i regnvejr. Og tænk engang, det var faktisk rart! Med lyden af Björk, og de mange fine farver fra Orange scene, så var regnen pludselig ikke så slem mere. Jeg fandt desuden tilfældigvis et par gummi støvler i min størrelse, og fik lov at låne tørt tøj af Andres. Så alt var pludselig godt igen. Og eftersom Trentemøller jo spillede dagen efter, blev jeg jo nød til at blive. Og thank God for at jeg gjorde det! Det var simpelthen en af de aller fedeste koncerter jeg har været til nogensinde! Og aldrig har jeg headbanget og danset så intenst engageret til elektronica før.
Bagefter gik vi hen for at se en tør Queens Of the Stoneage koncert, hvor Pølz mødte nogen gamle gym kammerater, som vi fulgte med til druk. De havde et meget sært kampråb lydende 'KØD KØD! HURRA!'. Nogen af dem blev bange for mig da jeg af venlighed præsenterede mig ved navn. Pludselig blev jeg klar over ulempen ved at hedde Marc, da det jo ifølge militær er fjenden.
En anden dag går jeg rundt på pladsen og keder mig, som så mange gange alene, da folkene fra min lejr ofte forsvinder fra mig, dels fordi de står op før mig, og dels fordi de skal til koncerter jeg ikke gider, eller møde nogen privat eller ligende. Efter aftensmad møder jeg tilfældigvis nogen jeg har set før, og kender gennem Kris og de andre, og bliver tilbudt at komme forbi deres lejr og få en øl. Hun fortæller vejen, men da jeg er kommet ned i min egen lejr for at lægge mit mad grej, har jeg allerede glemt hendes direktioner, men prøver mig frem. Jeg bliver stoppet af en lejr med vejfest, der råber til alle forbi passerende at de skal danse til musikken (techno musikken) hvilket jeg selvfølgelig gør, og dernæst slår mig ned. Som alm. høflige civiliserede mennesker vi er, præsentere jeg mig som de andre ved navn, hvortil en af fyrene beklagende udtaler 'Jeg hader fandeme bare drenge der hedder Marc' hvilket jeg undre mig over, da der kun er omkring 9 danske drenge der hedder sådan. Få sekunder efter udtalelsen ser han så, at vi har mødtes før.
Senere kommer der 2 norske piger, som vi snakker lidt med. Jeg har længe gerne vil lære norsk, og prøver at snakke med dem, og en af dem prøver at lære mig lidt ord og forskelle fra norsk til dansk. Senere følger jeg med dem ned i deres lejr, hvor deres norske venner virker undrende over hvorfor de har slæbt en dansker med. Alligevel kunne jeg mere af Kaizers Orchestra end de kunne.
Dette var dog en af dagene inden den store regnbølge faldt. Jeg fik derfor aldrig rigtig besøgt deres lejr siden, indtil jeg en aften i meget stiv tilstand, og denne gang udstyret med gummi støvler og derfor frygtløs for mudderet, begav mig ud i den mørke mulm for at finde et norsk flag på en hvid pavillon. Jeg fandt den ikke, men på vejen hører jeg i mørket nogen piger, og nogen råber 'JEG ELSKER DIG!' i min retning. I min tilstand, og mest spontane respons råber jeg tilbage 'JEG ELSKER OGSÅ DIG!', hvortil et spørgsmål lyder om vedkommene må få et kys. 'Jaja' svare jeg bare, og pludselig bliver jeg stormet af 4-5 piger som vil have et kys. Grundet min meget skræmte og overrasket reaktion, går de fleste tilbage igen, men den sidste pige der blev stående fik et kys på kinden, og kigger derefter småtøvende og også en anelse betvivlende, i forsøg på om hun måske skulle kysse mig på munden også. Det gjorde hun dog ikke, men efter at blive afvist fra at socialisere mig ved deres fest, bliver der råbt adskillige skældsord efter mig, da jeg går vidre.
På sidste dagen, efter at have pakket min taske, tisset af, og fundet en lille pakke rugkiks frem fra tasken som morgenmad, går jeg som dagligt over til svenskerne for at sige godmorgen og socialisere mig. Jeg bliver budt på rødvin af Ola, og senere får jeg stukket en Jim Bean whiskey i hånden, samt en cola og noget is. Min morgenmad bestod ikke så meget af kiks mere. Lettere fuld tog jeg med nogen af flickarne til The Ark koncerten, hvilket faktisk var ret fedt. Især fordi forsangeren crowdsurfede. De bød også på mad, et sted hvor der er 3 gange så meget tzatziki som der var ciabatta, så jeg til sidst åd ren tzatziki med en gaffel. Det var min mave ikke så glad for. Jeg havde stadig The Ark på hjernen da jeg var kommet hjem, og fik et iskoldt bad hos mine forældre, da jeg havde glemt de ikke havde fungerende varmt vand. Havde jeg taget et bad i fællesbadet, havde det jo været det samme alligevel.
Gennem dagene fik jeg samlet lidt små usammenhængende citater og ligende i min notesbog (som Sascha (eller var det Anna?) misforstod som 'Thi nu for jeg spøger').. Her er et uddrag:
Pige fra et tilfældigt telt råber sørgmodigt: Hvorfor tissede jeg også i mit telt?!
I et forsøg på at sove hører man mange forskellige ting derude, på en 'campingplads' der aldrig rigtig sover. En sætning jeg aldrig kunne få til andet, eller mere meningfuldt var 'Der er slik på min sovesvamp'.
Desuden kom Anna (en anden fra lejren, som slæbte en irriterende engelsktalende engangsknald iført sort plasticsæk) allerede første dag hjem til lejren, for at begynde at strippe.
Næste gang hun strippede for lejren overfor os, der konstant plager om at vise patter, fik vi dog scoret 2 øl på det, og gik derefter hen og hørte et band vi ikke kendte (the Sounds) hvorefter hun igen fandt et knald.
AGF og Loumo er faktisk bestemt ikke af vejen når man er lettere skæv. Så mange fine farver Astoria har.
Voldtaget'
Ja, jeg ved egentlig godt at de som dette indlæg mest er henvendt til, aldrig ville kunne holde den lange grusomme tekst ud. For puuuuuuha, det der med at læse, det er sgu noget slemmer noget. Stik mig en pixie bog, så bliver man ikke så udmattet, af alle de farlige ord.
Det kommer nok ikke som et chock, men jeg surfede lige over endnu en 12 årig (av, for en bølge) som havde et kvart ton makeup på, til trods for hun endnu ikke har smidt alt hvalpefedtet endnu.
Man er nok desværre gået en grusom fremtid i møde, hvor man nok kun må indse og acceptere, at børn i en yngre og yngre alder går mere op i udseende, end at have det sjovt.
Man hører sågar børn helt ned til en 8-9 års alder, som bruger mere makeup end mor. Og det er jo bare rent ud sagt kvalmende!
Men de er jo bare børn... Ifølge alderen.
Men jeg kan efterhånden ikke se forskellen på en 12 årig, og en 15 årig, og det er måske også deres hensigt... for man kan sgu aldrig blive voksen hurtig nok. Det er der egentlig ikke noget nyt ved.
Men jeg er jo ikke den eneste der efterhånden har svært ved at se forskel... Ikke at det altid bekymre en lille 12 årig, der knap nok har fået sin første menstruation, at finde en potentiel kæreste på 19 år (selvom jeg ikke fatter de fyrer). Vi taler faktisk praktisk talt pædofili her. Men det er jo ikke engang sikkert han ved det.
Nu er det så nu (hvis ikke før) jeg begynder at lyde som en 75 årig brokrøv ovre fra plejehjemmet, der bruger 'unge nu til dags' i daglig tale, mindst 30 gange på en halv dag.
For makeuppen er ikke det eneste. Tja, jeg kommer ikke just med nyt info her, men når de små piger nærmest deler garderobe med en afdanket luder, så er det at det begynder at blive noget lort.
JA, gu fanden vil jeg bestemme hvad små unger skal gå i. Stod det til mig, skulle alle de små forfængelige (ja, egentlig også dem på den anden side af 17, der endnu ikke er faldet af modevognen, plus fyrene) børn iklædes identiske grå kedelige skoleuniformer, der både klør, og får dem til at se tykke ud.
SOM STRAF, for at være nogen forfængelige røvhuller, og sætte udseenet før fremtiden. For indse det, der er ikke den store fremtid i udseende, medmindre du er model. Og der skal mere end udseende, og en IQ under stuetempratur til at blive det. Så det kan ikke betale sig uanset.
Når fætter Lars på 45 år går sin daglige tur ned til Fakta for at købe ind, og ser lille Lise på 10½ stå på hjørnet, og spille lækker med sin spritnye mobiltelefon, sammen med de små miniature Sonic figurer, i bukser der næsten allerede er faldet om knæene på dem, så tror jeg ikke Lars tænker 'Næ, sikke en kær lille pige. Monstro hun får den Barbie i julegave hun sådan har ønsket sig'. Nej, for Lars har nemlig pædofil tendenser. Eller, han kan i hvert fald godt lide ungt kød, som han gerne selv vil udtrykke det.
Og i hans øjne er Lise måske 15-16 år, og hendes udseende, og ISÆR hendes væremåde og kropssprog skriger 'TAG MIG HÅRDT, DIN FRÆKKE TIGER!'. Og det vælger Lars så at gøre.
- Dagen efter anholdes Lars for pædofili. Lise får 4.000 ekstra i lommepenge som en trøst for at have rørt en voksen mands stive lem, og går ud og køber sig en ny D&G top, der skærer lige over hendes push-up BH, som macher perfekt til hendes ekstremt lårkorte Gucci nederdel.
Neeeeeej nej... Det er jo ikke Lises skyld, at Lars blev liderlig, og tændt af det sceneoptræden Lise gør til en dagligdag, i skolen såvel som ude i byen.
Næ.. Måske var det hendes forældres skyld. Hvem ved? Lise? Ja, hende er det jo bare synd for, at noget så traumatisk skete for hende... hun er jo kun en lille 10 årig uskyldig og naiv pige.
BULLSHIT!
Det hænger mig langt ud af halsen, hvordan små piger kan dulle sig op på div. profilbilleder. Jeg har egentlig aldrig helt fundet ud af hvorfor de gør det... Måske vil de score. Det er fair, altså så længe de ikke scorer en der er 10 år ældre end dem selv, og ikke selv kan stå inde for det bagefter.
Men dybest set, er det nok et spørgsmål om status. Hvem kan posere mest akavet? Hvem kan sveje ryggen sygeligt mest? Selv ikke profetionelle modeller ville posere på så underlig en måde.
Jeg mener det i mit dybeste alvor: Størstedelen af alle de poseringer på billeder, ser både ekstremt ubehagelige og smertefulde ud, men de giver heller ingen mening, da de altid står mega akavet og unaturlig. Whats the point?
Nå.. men tilbage på sporet - De posere som Quasimodo, som på mystiskvis tiltrækker en masse drenge som har stjålet Sonic's hår. Det er nok fordi man kan se 90% af de bryster de ikke har - Det giver okay mening. Men om ikke pigebørnene brokker sig over bagefter, at de kun bliver dømt på deres patter, og klager når nogen over 20 henvender sig, fordi de selv ligner nogen der er 5 år ældre end de faktisk er.
Jeg har absolut ingen, og jeg gentager; INGEN sympati for småbørn som bliver befamlet af ældrende liderlige stoddere, fordi de går mere op i at gå i 'det rigtige tøj', fremfor at slå hjernen af standby, og kigge sig selv en gang grundigt i spejlet, uden at have mobilen i hånden for at tage et kikset billede af sit eget spejlbillede, og prøve at knibe ballerne rigtigt godt sammen for at prøve at overclocke hjernen til at fungere lidt bedre, så de kan se hvilke signaler, UDOVER status for resten af tekstilslænget, som faktisk sendes ud.
SEX SEX SEX! Det giver opmærksomhed! Det er ingen ny observering. Det ved vi jo alle sammen udemærket godt.
Og kan man ikke få opmærksomheden fra mor og far, eller bare aldrig kan få nok af den, så er sexappeal den letteste, hurtigste, og uden tvivl den mest sikre vej.
Hvad der så sker bagefter, når man så har fået opmærksomheden.. ja, det skænkes ikke den store tanke. For fuck da fremtiden. Altså medmindre den indvoldvere en ny trøje, eller en tid hos frisøren.
Det svare lidt til at lave hurtige penge... Man vil gerne have dem, og den letteste og hurtigste vej er ofte via kriminalitet... Hvad der så sker bagefter... tja, den tager vi jo når tid er.
Hvis du følte dig truffet, og sågar har læst det hele.. Så er du alligevel lidt sej. Men kun lidt.
Det kommer nok ikke som et chock, men jeg surfede lige over endnu en 12 årig (av, for en bølge) som havde et kvart ton makeup på, til trods for hun endnu ikke har smidt alt hvalpefedtet endnu.
Man er nok desværre gået en grusom fremtid i møde, hvor man nok kun må indse og acceptere, at børn i en yngre og yngre alder går mere op i udseende, end at have det sjovt.
Man hører sågar børn helt ned til en 8-9 års alder, som bruger mere makeup end mor. Og det er jo bare rent ud sagt kvalmende!
Men de er jo bare børn... Ifølge alderen.
Men jeg kan efterhånden ikke se forskellen på en 12 årig, og en 15 årig, og det er måske også deres hensigt... for man kan sgu aldrig blive voksen hurtig nok. Det er der egentlig ikke noget nyt ved.
Men jeg er jo ikke den eneste der efterhånden har svært ved at se forskel... Ikke at det altid bekymre en lille 12 årig, der knap nok har fået sin første menstruation, at finde en potentiel kæreste på 19 år (selvom jeg ikke fatter de fyrer). Vi taler faktisk praktisk talt pædofili her. Men det er jo ikke engang sikkert han ved det.
Nu er det så nu (hvis ikke før) jeg begynder at lyde som en 75 årig brokrøv ovre fra plejehjemmet, der bruger 'unge nu til dags' i daglig tale, mindst 30 gange på en halv dag.
For makeuppen er ikke det eneste. Tja, jeg kommer ikke just med nyt info her, men når de små piger nærmest deler garderobe med en afdanket luder, så er det at det begynder at blive noget lort.
JA, gu fanden vil jeg bestemme hvad små unger skal gå i. Stod det til mig, skulle alle de små forfængelige (ja, egentlig også dem på den anden side af 17, der endnu ikke er faldet af modevognen, plus fyrene) børn iklædes identiske grå kedelige skoleuniformer, der både klør, og får dem til at se tykke ud.
SOM STRAF, for at være nogen forfængelige røvhuller, og sætte udseenet før fremtiden. For indse det, der er ikke den store fremtid i udseende, medmindre du er model. Og der skal mere end udseende, og en IQ under stuetempratur til at blive det. Så det kan ikke betale sig uanset.
Når fætter Lars på 45 år går sin daglige tur ned til Fakta for at købe ind, og ser lille Lise på 10½ stå på hjørnet, og spille lækker med sin spritnye mobiltelefon, sammen med de små miniature Sonic figurer, i bukser der næsten allerede er faldet om knæene på dem, så tror jeg ikke Lars tænker 'Næ, sikke en kær lille pige. Monstro hun får den Barbie i julegave hun sådan har ønsket sig'. Nej, for Lars har nemlig pædofil tendenser. Eller, han kan i hvert fald godt lide ungt kød, som han gerne selv vil udtrykke det.
Og i hans øjne er Lise måske 15-16 år, og hendes udseende, og ISÆR hendes væremåde og kropssprog skriger 'TAG MIG HÅRDT, DIN FRÆKKE TIGER!'. Og det vælger Lars så at gøre.
- Dagen efter anholdes Lars for pædofili. Lise får 4.000 ekstra i lommepenge som en trøst for at have rørt en voksen mands stive lem, og går ud og køber sig en ny D&G top, der skærer lige over hendes push-up BH, som macher perfekt til hendes ekstremt lårkorte Gucci nederdel.
Neeeeeej nej... Det er jo ikke Lises skyld, at Lars blev liderlig, og tændt af det sceneoptræden Lise gør til en dagligdag, i skolen såvel som ude i byen.
Næ.. Måske var det hendes forældres skyld. Hvem ved? Lise? Ja, hende er det jo bare synd for, at noget så traumatisk skete for hende... hun er jo kun en lille 10 årig uskyldig og naiv pige.
BULLSHIT!
Det hænger mig langt ud af halsen, hvordan små piger kan dulle sig op på div. profilbilleder. Jeg har egentlig aldrig helt fundet ud af hvorfor de gør det... Måske vil de score. Det er fair, altså så længe de ikke scorer en der er 10 år ældre end dem selv, og ikke selv kan stå inde for det bagefter.
Men dybest set, er det nok et spørgsmål om status. Hvem kan posere mest akavet? Hvem kan sveje ryggen sygeligt mest? Selv ikke profetionelle modeller ville posere på så underlig en måde.
Jeg mener det i mit dybeste alvor: Størstedelen af alle de poseringer på billeder, ser både ekstremt ubehagelige og smertefulde ud, men de giver heller ingen mening, da de altid står mega akavet og unaturlig. Whats the point?
Nå.. men tilbage på sporet - De posere som Quasimodo, som på mystiskvis tiltrækker en masse drenge som har stjålet Sonic's hår. Det er nok fordi man kan se 90% af de bryster de ikke har - Det giver okay mening. Men om ikke pigebørnene brokker sig over bagefter, at de kun bliver dømt på deres patter, og klager når nogen over 20 henvender sig, fordi de selv ligner nogen der er 5 år ældre end de faktisk er.
Jeg har absolut ingen, og jeg gentager; INGEN sympati for småbørn som bliver befamlet af ældrende liderlige stoddere, fordi de går mere op i at gå i 'det rigtige tøj', fremfor at slå hjernen af standby, og kigge sig selv en gang grundigt i spejlet, uden at have mobilen i hånden for at tage et kikset billede af sit eget spejlbillede, og prøve at knibe ballerne rigtigt godt sammen for at prøve at overclocke hjernen til at fungere lidt bedre, så de kan se hvilke signaler, UDOVER status for resten af tekstilslænget, som faktisk sendes ud.
SEX SEX SEX! Det giver opmærksomhed! Det er ingen ny observering. Det ved vi jo alle sammen udemærket godt.
Og kan man ikke få opmærksomheden fra mor og far, eller bare aldrig kan få nok af den, så er sexappeal den letteste, hurtigste, og uden tvivl den mest sikre vej.
Hvad der så sker bagefter, når man så har fået opmærksomheden.. ja, det skænkes ikke den store tanke. For fuck da fremtiden. Altså medmindre den indvoldvere en ny trøje, eller en tid hos frisøren.
Det svare lidt til at lave hurtige penge... Man vil gerne have dem, og den letteste og hurtigste vej er ofte via kriminalitet... Hvad der så sker bagefter... tja, den tager vi jo når tid er.
Hvis du følte dig truffet, og sågar har læst det hele.. Så er du alligevel lidt sej. Men kun lidt.
Abonner på:
Opslag (Atom)