Tabet af min lillebror, Mathias

Det er ikke så længe siden, at min mor kørte galt sammen med min lillebror i Tyskland, hvor hun havde fået for meget alkohol indenbors. Han blev erklæret død på stedet hvor i mod min mor ikke fik en eneste skramme. Det værste er at han kun var 7 år gammel og havde hele livet foran sig, indtil hun valgte og køre med ham og tog det hele fra ham på ét split sekund.

At tale om det fungerer ikke rigtigt for mig, eftersom jeg stadig er sur og ked af det og endda er rejst til London for at være mig selv. Selvom jeg prøver at beskæftige mig med ting jeg normalt kan lide, så er det som om at det ikke heler mine sår af den grund. 

Jeg elsker dig, Mathias

Myggens hævn

Det er en kedelig og grå, dog lummer, eftermiddag. Jeg står i soveværelset og kæmper med at slippe ud af en trøje. Det er lykkedes mig at få den ene arm frigjort og forsøger nu ihærdigt at få den anden arm til at efterligne kunststykket. I flere sekunder har jeg hørt en monoton summen og tænker ved mig selv, at jeg måske bør opsøge en ørelæge. Så lykkes det at få begge arme ud af trøjen, og jeg tager en kort pause. Det er jo varmt.

Summelyden er der stadig.

Trøjen hives op over hovedet, og idet jeg får mit syn tilbage, udsteder jeg et højt hyl og viger nogle skridt tilbage. Få centimeter fra min næse flyver en myg rundt, vel at mærke den mest gigantiske myg jeg endnu er stødt på i dansk luftrum.

Jeg hæfter mig derfor ikke særligt ved, at jeg nu har fundet kilden til summelyden og derfor ikke behøver at opsøge en ørelæge. Nej, jeg leder febrilsk efter en fluesmækker, finder det ønskede våben ved siden af sengen og går så på storvildtjagt.

Fjenden har dog ikke i sinde at samarbejde. Faktisk har myggen lagt en særdeles snedig forsvarsstrategi: den holder sig i åbent luftrum.

Nu er jeg ikke den mest tålmodige sjæl, så udsigten til at skulle vente adskillige minutter på at fange fjenden mellem fluesmækkeren og en fast flade, og dermed eliminere denne trussel mod en klø fri krop, irriterer mig grænseløst. Uden at tænke nærmere over det, efterligner jeg derfor en kamptekni, som jeg har set min farmor udføre med stort held. Godt nok havde farmor fluer som modstandere, men det afskrækker mig ikke. Altså tager jeg sigte på min fjende og lægger alle kræfter i, da jeg lidt urutineret og meget ukontrolleret svirper fluesmækkeren gennem luften adskillige gange.

Da jeg indstiller skydningen er summelyden ophørt og fjenden... har gjort sig usynlig!! Slagmarken gennemsøges febrilsk efter klare beviser på min sejr, men jeg må forlade stedet med uforrettet sag.

Ved sengetid samme aften træder jeg varsomt ind i soveværelset. Måske har fjenden brugt de sidste par timer på at planlægge et overraskelsesangreb? Jeg bliver dog ikke mødt af så meget som en eneste almindelig underernæret myg. Endnu en gennemsøgning af rummet afslører heller ingen spor efter kæmpemyggen. Overbevist om, at den i hvert fald ikke kan forsvinge sporløst, er det med blandede følelser at jeg går i seng. De næste mange timer vil jeg være forsvarsløs overfor ethvert angreb fra bevingede insekter på hævntogt. Meget ubehagelig tanke.

Frygten plager mig det meste af natten. Dels sover jeg meget uroligt og har nogle horrible drømme om kæmpeinsekter og disses jagt på menneskeblod. Dels vågner jeg gentagne gange i løbet af natten og checker hver gang, at jeg er fuldstændig dækket af min dyne. Det er august måned, der er 23 graders varme i soveværelset - og jeg sveder!

Da vækkeuret ringer, er jeg absolut ikke frisk og veludhvilet. Til min store glæde er jeg dog sluppet gennem natten uden myggestik. Henne ved klædeskabet taber jeg en bøjle på gulvet og bukker mig for at samle den op. Og dér - neden under termostaten og helt inde ved væggen - ligger myggen fuldstændig uskadeliggjort!

Men takket være mit måske lidt for effektive angreb fik myggen alligevel ram på mig. Ikke i form af et myggestik eller to - men i form af en ødelagt nattesøvn. Jo, myggen fik sin hævn.

Fornemmelser, tålmodighed og ernekendelse

I den forgangne uge har jeg talt en del med forskellige mennesker om det dér med at "have en fornemmelse" af den dårlige slags. En fornemmelse, du ikke kan underbygge med andet end det, du føler indeni, men som giver dig følelsen af, at du er ved at vove dig ud på usikker grund. Den fornemmelse, tror jeg, at man skal stole på - og nej, jeg bryder mig bestemt ikke om udtryk som "min 6.sans", "en stærk intuition" og "evnen til at gennemskue", for åh, hvor er der mange mennesker, der tror, at de besidder sådanne og derfor får et forklaringsproblem, når de igen og igen ender i lort til halsen - men fornemmelsen, den har intet at gøre med dine evner i det åndelige køkken og psykologiens håndbøger; den er nok snare skabt af din erfaring og hjernes evne til at opfange de små ting, som dine umiddelbare indtryk ikke lægger mærke til. Det være sig eksempelvis for mange selvmodsigelser, for slesk adfærd, for mange sære forklaringer og meget snakken udenom.

Fornemmelsen er dog skidesvær at stole på. Jeg har stået med den flere gange for derefter at smide den ud til højre, fordi jeg ikke har kunnet finde underbyggende argumenter. Jeg har mistænkt, men slået hen. Jeg har overvejet, men lukket ned. Jeg har forsøgt at få ender til at mødes, men er endt i et knudebundt - og dét er faktisk argumentation nok, har jeg så senere fundet ud af. Hvis jeg, som tiden er gået, ikke har kunnet finde hoved og hale, så har det været fordi, at hoved og hale ikke har været til stede, og har de i modsætning hertil været der, så har jeg slet ikke behøvet at lukke ned for fornemmelse eller overvejelser - de er så at sige forsvundet af sig selv.

Vi har nogle gange alt for travlt, og vi lader os presse af omverdenens vilkår. Vi skal beslutte os her og nu, og vi skal have afklaringer på det uafklarede, og dét, tror jeg, er med til at gøre det rigtig svært for "vores fornemmelse" at trække vejret, for den kræver mest af alt tålmodighed. Kan jeg stole på ham dér, eller kan jeg ikke? Skal jeg løbe den risiko, eller skal jeg lade være? Vil hun mig, eller vil hun mig ikke? Spørgsmål til hvilke din fornemmelse måske allerede har givet dig svaret, men fordi du har så pokkers travlt, når du ikke at lade tiden vise dig de underbyggende argumenter. I stedet fortæller du dig selv, at du bekymrer dig eller tænker for meget, hvorefter du lukker din øjne fra se det, de egentlig ser, og drøner ud i roderiet, som var du en halshugget høne under de sidste krampetrækninger. Og det skaber problemer, når man ikke har tålmodigheden til at få afklaret sin fornemmelse - også store problemer - og du ender til sidst med at føle dig som en naiv tåbe, der burde have vidst bedre. Men du vidste jo rent faktisk også bedre, men stolede blot ikke på din viden, fordi den ikke slog dig som viden, men blot...ja...en fornemmelse.

Jeg har en veninde, som engang stod i en situation, hvor hun vidste bedre end at handle, som hun gjorde. Hun skrev et brev til sig selv og fortalte det til mig. I brevet erklærede hun, at hun udmærket godt vidste, at hun lige nu handlede imod bedre vidende, men ikke følte, at hun kunne andet. Og hun handlede og endte med at blive rigtig ked af det.

Det, der gør veninden klogere end så mange andre, er, at hun erkendte i tide og stod ved det. Måske overhørte hun sin fornemmelse i praksis, men rent mentalt gjorde hun ikke. Hun underkendte ikke sig selv, men handlede blot i modsætning hertil. "Blot og blot" kunne man så mene, for som jeg ofte påpeger, så er det efter min mening udelukkende handling, der tæller, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan kick starte en "handlingsproces" via erkendelse og evnen til at indrømme, at man godt ved, at man fejler, mens man gør det. På den anden side af sit roderi - ikke alvorlige roderi, men ikke desto mindre roderi - behøver veninden ikke føle sig dum og naiv. Det var hun aldrig. Hun har ikke et forklaringsproblem og kan rent faktisk se, at den tidlige erkendelse var med til at gøre, at hun ikke slog sig så meget, som hun kunne været kommet til og ej heller - i sine nærmeste øjne - virker som et hjælpeløst offer, der ikke kan tage vare på og ansvar for sig selv.

Fornemmelser skal selvfølgelig mødes med mistænksomhed, hvis du har tendens til at se spøgelser, hvorend du går og står. Så hører du måske til den gruppe af mennesker med mange skader, der i stedet for at gøre noget ved dine ar blot lader dit verdensbillede bestå: "Mennesker er onde og vil mig det ikke godt". Men er du nogenlunde ved dine fulde fem, bør du måske også anerkende din viden og heraf fornemmelse, selvom du ikke har et arsenal af videnskabelige kildehenvisninger og dybdeborende argumenter bag dig. Fornemmelsen er der nok af en årsag: måske for at passe på dig?

Vend din svaghed til din styrke

Kan det virkeligt være rigtigt, at nogle mennesker kan gå gennem livet med en særlig evne, der af dem selv opfattes som et forstyrrende element?

Er du ét af de mennesker, der har en særlig veludviklet evne til at mærke, hvad andre mennesker føler? Kan du bare ved at træde ind i et rum fornemme stemningen? Og kan du efter første øjekast kategorisere et andet menneskes sindstilstand? Eller måske næsten føle andres smerte? Og kan du til tider føle dig svag, fordi du er så let påvirkelig?

Det kan være enormt belastende for dig hele tiden at udsætte dig selv for ydre påvirkninger, som du ikke kan skærme sig mod. Evnen til at føle kan så at sige ikke sættes på pause lige meget, hvor ihærdigt du forsøger. Det kan derfor for dig let opfattes som en hæmsko både i privatlivet og arbejdslivet, da du hele tiden bliver forstyrret af alle de udefra kommende signaler. Du bruger på den måde oceaner af energi på at holde din hyperfølsomhed i skak, så hverdagen kan glide bare nogenlunde uforstyrret. Denne energi kan dog bruges meget mere værdiskabende, hvis du i stedet for at forsøge at holde følsomheden nede, vælger at bruge den aktivt og endda udvikler den. På den måde vil du kunne vende det, du hidtil har anset som en svaghed i dig, fordi den forstyrrede dit liv, til en styrke! I vores samfund, hvor alt af værdi tilsyneladende kan vejes og måles, kan det være svært at anse en så diffus egenskab som hyperfølsomhed som værende af særlig stor værdi. Hvad kan den dog bidrage med på bundlinjen, vil mange nok tænke.

Her til kan jeg kun sige, at den kan bidrage med særdeles meget på bundlinjen og ikke mindst på den menneskelige ”bundlinje”.

Forestil dig, at du kan begynde at benytte dig af din særlige evne både professionelt og privat. Du vil kunne bidrage med udvikling af såvel virksomheder som medmennesker gennem din store empatiske evne, forståelse for gruppedynamik, forståelse for følelsesmæssige reaktioner hos medarbejdere og kollegaer, omsorgsarbejde med patienter, klienter, stressramte og ikke mindst hos dine egne nærmeste etc. Netop nu er mindfulness den aller hotteste trend helt op på topleder niveau. Her kan din evne række rigtig langt. Der er masser af muligheder. Det vigtigste er dog det første skridt, du tager, hvor du anerkender din svaghed som værende en uvurderlig styrke. Du skal ikke bare ”lære at leve med den” eller nøjes med at ”acceptere” den. Du skal lære at elske den og gøre den til din vigtigste kompetence. Din absolutte styrke!    

Når du er nået frem til denne anerkendelse, kan du finde din helt rette hylde rent professionelt, så du i dine arbejdsopgaver gør brug af og får mulighed for at udvikle netop din unikke evne.

Fordomme, frisind og nysgerrighed

I de seneste uger har jeg trampet rundt og være en smule fascineret af "fordomme" - de er spøjse, for vi har dem alle sammen, de er skidesvære at slippe af med, og frem for alt er de mildest talt drøngrimme at glo på.

Og alligevel er de vigtige for os - vi forsvarer dem med blod, sved og tårer, når et eller andet udøver angreb på dem, uden at ænse, at vi ville være langt mere fantastiske mennesker uden.

Jeg er ikke sikker på, at modsætningen til fordomme, som mange nok ellers ville postulere, er frisind. Frisind er i sig selv en fordom, ligesom ateisme er en tro. Jeg tror i stedet, at nysgerrigheden er fordommens modsætning.

Nysgerrighed er "evnen til at være villig til at afprøve" og "ønsket om at vide mere". Nysgerrighed anerkender dine egne præferencer, grænser og egen personlighed, men anerkender ligeledes andre menneskers unicitet. Derudover indeholder nysgerrigheden et ligestillende princip, idet der implicit i nysgerrigheden findes en antagelse om, at der er noget "spændende" at hente andre steder end i din egen lille verden. 

Problemet med at gøre noget ved de der pokkers fordomme er, at det kræver, at du eksponerer dine allerfølsommeste sider: jeg evner til tider at pakke den slags godt ind i en masse ord, men en stor del af mine blogs er faktisk afsløringer af mine egne tidligere eller nuværende fordomme, som jeg igennem det skrevne forsøger at vende, dreje og provokere.

For jeg bryder mig ikke om at have fordomme: fordommene gør mig kedelig, grå, skadet og alt, alt for voksen og bitter. For blot 3 måneder siden havde jeg eksempelvis heftige diskussioner med min bedsteveninde, som var så fræk at mene, at prostituerede skulle have samme rettigheder som alle andre selvstændige. Bare det at indrømme, at jeg for daværende var af en helt anden opfattelse, gør mig nok lidt flov - pinligt, pinligt, pinligt!

Og sådan er der så mange eksempler: min holdning til prostitution, min holdning til det private erhvervsliv, min holdning til det seksualiserede samfund und so weiter - alle områder, hvor jeg, efter at have udfordret mig selv på den ene eller den anden måde - har fået tilføjet nuancer, fundet spændende problemstillinger og ikke mindst lært, at jeg har været pokkers dum!

Dog er der også områder, hvor afprøvelser af min forudindtagethed har medført, at mine holdninger har fået mere markant udtryk og hårdt optrukne grænser. Det gør sig eksempelvis gældende i forhold til min holdning til euforiserende stoffer, hvor jeg på alle leder og kanter opponerer mod en legalisering af nogen som helst art - uanset hvilket stof vi taler om.

Jeg har endnu ikke mødt en hard core narkoman (og jeg har mødt mange), som er kommet ud på den anden side for nu at fortale for legalisering af eksempelvis hash og skunk - tværtimod, hvorfor jeg har valgt at lytte, selvom det måske kan synes, at jeg derved indtager en rigid og firkantet holdning, som bestemt ikke er "frisindet", men dog alligevel afledt af min nysgerrighed.

Frisind - fuck det; det er vel i høj grad bare at lade være med at mene noget. Men nysgerrighed derimod flytter dig, flytter din grænser og sparker lidt til dine kedelige konstruktioner af verden.

Giv slip på fortidens spøgelser

Lader du dig tynge af fortidens fejltagelser, som du bitterligt fortryder? Og kan du til stadighed slå dig selv oveni hovedet over ting, du har gjort for måske årevis siden?

At have en samvittighed er en god egenskab… i moderate mængder! Men hvem får egentligt noget som helst ud af, hvis du lagrer din dårlige samvittighed i et indre rædselskabinet? Den, du føler, du har gjort ”fortræd” gør ikke. Vedkommende har sikkert for længst glemt episoden og også tilgivet dig din fejl. Eller også har personen aldrig opdaget, hvad der skete dengang. Og måske er dét også det bedste for alle parter. Måske er det i virkeligheden kun dig selv, du har gjort fortræd? Så hvilke konstruktive grunde er der til at slæbe rundt med den dårlige samvittighed i bagagen? Det er både energidræbende og nedslående at gå en tur i sit indre rædselskabinet. Samvittigshedskvaler kan i sin værste afskygning kaste skygger over alt, hvad du foretager dig, så du faktisk begynder at opfatte dig selv som et frygteligt menneske, hvilket højst sandsynligt er en meget stærk forvrængning af virkeligheden, og som er stærkt krænkende for dit selvværd og livsglæde.

Jeg tror derfor, at det kunne gavne dig rigtig meget at arbejde på at lægge den dårlige samvittighed fra dig, smide den over bord, vinke farvel til den: eller måske acceptere den og blive gode venner med den! Dårlig samvittighed er vel en indikator til dig om, at du har overskredet en grænse på en måde, der strider imod dine værdier eller mod samfundets normer/værdisæt. På den måde er dårlig samvittighed en kærkommen ven, der advarer dig om, at du har trådt forkert, og at du skal træde mere varsomt næste gang, du befinder dig i en lignende situation. Den dårlige samvittighed kan på den måde give anledning til at se dybere ind i dig selv og prøve at finde ud af, hvad der egentligt lå til grund for din adfærd. Og dermed kan du måske gøre noget ved problemets kerne. På den måde kan den dårlige samvittighed hjælpe dig til at foretage dig noget konstruktivt. Eller måske finder du ud af, at den dårlige samvittighed er opstået pga. nogle tillærte overbevisninger eller fordomme, som du egentligt ønsker at gøre op med!

Det nemmeste –på den korte bane- er, lynhurtigt at fortrænge både oplevelsen og den grimme følelse. Risikoen for, at følelsen dog kommer op til overfladen igen og siger ”bøh” er dog nok ret stor. Og især, hvis du foretager dig samme fejltagelse gang på gang. Til sidst er det indre skab så sprængt fyldt, at døren springer op. Og så gør det for alvor ondt!

Derfor er du bedst tjent –på den lange bane- med at se din dårlige samvittighed i øjnene med det samme -også selvom det kan være yderst ubehageligt- når den opstår, så du bruger den til noget positivt.

Jeg tror, at alle mennesker begår fejl i større eller mindre grad. Det er vist en del af dét at være menneske. Og et af de vilkår og risici, man må løbe, når man springer ud i livet. Det er rigtig vigtigt at bede om tilgivelse fra andre, men mindst lige så vigtigt at kunne tilgive sig selv, lære af fejlen, lægge det bag sig!

Tragedie og krise gør så ondt og det gør de gode råd også

Dette indlæg er skrevet og ”dedikeret” til én, der står mig meget nær og til alle jer andre, der står et rigtigt svært sted i livet. Det handler om, hvordan vi gebærder os, når folk vi kender eller har tæt på os, oplever en tragedie, krise eller svær tid i sit liv.
Jeg kender selv til tragedier og kun at kunne se sort. Hullet, jeg er faldet i, er for dybt til jeg, på nogen måde, kan komme op af det, lysene for enden er tunnelen er slukket og ”at det nok skal gå” kommer ikke til at gå for mig. Der er ingen udvej –  hullet bliver kun dybere, til jeg er sunket helt i og forsvundet. Sådan har jeg oplevet det og troen på, at jeg kom igennem min tragedie og smerte var ikke eksisterende. Det var frygteligt, pinefuldt og mistrøsteligt. Oplevelsen af meningsløshed og ligegyldighed i livet fyldte alt og gjorde livet uudholdeligt at leve. Men livet gik videre, om jeg ville det eller ej. Nat blev til dag – dag til nat og tiden gik sin naturlige gang.

Tiden kan læge mange sår (arrene forsvinder dog ikke – men kan minde os om og lære os meget) og processen blive din ven og pludselig oplever man igen solen, der skinner på ens ansigt, blomsterne har igen fået duft og træerne har igen fået farve. Heldigvis. Og heldigvis findes der tragedier og kriser i forskellige ”størrelser”. Vi ved kun selv, hvor smertefuld den ene krise er frem for den anden – det kan ingen andre bedømme.

Jeg kender også til at stå på den anden side eller oven over hullet og opleve, hvordan mine kære har siddet i det smertefulde sorte hul og set hvad det har gjort ved dem. Det er også pinefuldt men langt mindre pinefuldt end dér, hvor de sidder. Og det er det, jeg vil belyse i dette indlæg. For hvad gør man og hvad bør man (bestemt) ikke gøre, når man kommer i kontakt med noget og nogen, der har det så svært.

Jeg har oplevet mange tunge og svære kriser i mit liv og heldigvis også nogle i den lette kategori. Fælles for dem alle kan jeg dog sige, at sætninger og ord som: ”Det skal nok gå – det sker for mange” ”op med humøret – det bliver snart bedre igen” ”Jeg kender én som...(enten har det værre eller det gik rigtig godt for – også skal man ligge øre, til enten 14 forskellige succeshistorier eller endnu værre tragedier, så man næsten ikke ”kan tillade” sig at begræde sin egen, for den er jo ikke nær så slem i forhold til)” osv. IKKE HJÆLPER. I kender sikkert og har hørt langt flere af den form for sætninger. Men alle disse sætninger, ord og historier HJÆLPER IKKE og de burde slettes fra ordforrådet, når det kommer til trøst og støtte. For, selvom folk siger det i den bedste mening, har det desværre, den modsatte effekt. De mennesker som oplever en krise eller tragedie, kan ikke bruge det til noget som helst. Tværtimod. De føler sig ikke mødt, trøstet eller støttet. De får faktisk følelsen af, at de skal ”lukkes ned” – derfor lukker de af og gemmer deres følelser væk, til du er gået. Derefter kan de igen græde og lukke op for følelserne, som de følte, der ikke var plads til, da du var der og kom med alle dine ”trøstende ord”.

Da jeg var 18 blev en af mine nærmeste familie-medlemmer ramt af alvorligsygdom - som endte ud i hjertestop.
Jeg glemmer aldrig den veninde, der en dag sad overfor mig i min sofa og sagde: ”nu skal du passe på du ikke går hen og bliver doven” – fordi jeg ikke havde overskud til at tage med hende i City 2. Jeg har tilgivet hende i dag, men aldrig glemt det. Det var den mest sårende besked, jeg kunne få.
Jeg har til gengæld heller ikke glemt den veninde der troligt, tog bussen hjem til mig, tre gange om ugen, som aftalt– for at få mig med over at træne, så jeg kunne få det bedre, men hver gang måtte stå foran en lukket dør, der aldrig blev åbnet og kunne vende om og tage hjem igen. Jeg kunne simpelthen ikke åbne døren og jeg skammede mig inderligt over det svigt, jeg følte jeg udsatte hende for. Aldrig lod hun mig høre for det.
Jeg glemmer heller aldrig den ven der kom hjem til mig, kiggede på mig og tømte hans lommer for penge og sagde: ”Marc du ligner lort og dit køleskab er gabende tomt – nu tager vi over og handler dét DU lige har lyst til for de penge jeg har” Det var stort. Han havde jo ikke nogle penge på det tidspunkt. Han var lige flyttet hjemmefra og havde et lavtlønnet job. Men han sørgede for, at jeg fik noget i mit køleskab, det
havde jeg nemlig heller ikke kræfter til, og har aldrig krævet en øre eller tjeneste retur.

Hér kan jeg vist helt berettiget smide et STORT TAK ind til ALLE dem der har været dér med deres støtte og hjælp i de kriser, tragedier og sygdomme, der har været på min vej.

Så hvordan støtter man egentlig én der står, det måske sværeste sted, i sit liv.
* Først og fremmest så lytter man. Lyt til hvordan personen har det. Læd være med at tro, at du ved hvordan personen har det. Heller ikke selv om du har prøvet noget lignende, eller kender én, der har. Det er ikke dig, det handler om. Lad være med at fortælle om din eller andres oplevelse. Vent til du bliver spurgt. Det kan godt være, at personen er interesseret i at høre om din historie, men så vent til du bliver spurgt, eller spørg om personen er interesseret i at høre om det, når du har lyttet færdigt. Sig evt. ”jeg kan genkende det og det. Har du lyst til at høre om, hvordan det var for mig eller hvad jeg gjorde?”  Respekter hvis du får et nej. Mange vil så gerne give gode råd, men hvis folk vil have et godt råd, så skal de nok spørge om det. Det de har brug for nu, er lyttende ører. Ikke gode råd og historier. Så bid dig selv i tungen.
* Hav ikke intentioner om at få personen i et bestemt humør. Mange vil af bedste mening, forsøge at få personen op af ”hullet” og i godt eller bedre humør. Det bedste du kan gøre er faktisk at ”hoppe” ned i hullet til personen. Hvis du tør. Det er hér mange kommer i kontakt med, hvor svært det er, at være i så nedtrykt en stemning, hvor det hele bare er tungt og sort. Og derfor begynder de febrilsk at trøste og komme med opmuntrende ord. Men det er ikke dét personen har brug for. Personen har brug for at være i det -og dér, hvor personen nu engang er, og at du sætter dig ned og tør være i netop dét, der er så smertefuldt og lytte til og føle, hvordan det er, at være der. At sige: ”JA det hele er meningsløst. Gud hvor må det være hårdt, at være der, hvor du er. Hvad er sværest og hvornår? Hvornår er det mørkest eller mest meningsløst?" At sige: ”JA, jeg kan godt forstå, hvis du synes det hele er ligegyldigt”. Mød personen dér, hvor han/hun er og bliv der. På et tidspunkt vil han/hun måske græde men i løbet af 5 minutter, vil situationen måske vende og så vil I ligge flade af grin.  Det vil måske senere igen blive afløst af gråd. Men følg processen og lad den komme af sig selv og prøv ikke at få personen et ”andet sted hen” fordi du ikke kan lide at være der. Så sig hellere det. ”Det er så svært for mig at se dig sådan. Det gør mig ondt, når du har så ondt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg føler mig magtesløs”. Sådan har han/hun det sikkert også. Og det vil føles meget mere autentisk at du bekender kulør i stedet for at ”trøste” dig ud af den "ubehagelige" situationen.
* Læg mærke til hvordan du ”trøster” når han/hun græder. Trøster du for at få personen til at holde op med at græde? Eller trøster du på en måde, hvor personen kan blive ved med at græde, og mærke at du er der?
Hvis du gør det første, så er det ikke det han/hun har brug for. Vi er vant til helt fra små, at blive trøstet for at holde op med at græde, men det forstyrrer processen mere end den gavner. Og tit trøster vi på den måde, fordi det er svært at ”være i” for os selv, ikke for den andens skyld. Har du svært ved gråd, vil du sikkert trøste med henblik på at få personen til at stoppe.  Prøv om du i stedet for at kramme hårdt, rokke den anden, eller stryge hånden op og ned af ryggen eller låret, kan holde blidt om personen. Du kan også ”nøjes” med at ligge en hånd støttende på låret, skulderen eller ryggen og bare holde den i ro. På den måde kan personen græde ud og færdig af sig selv, men kan samtidig mærke, at du er der, og at du kan rumme, at han/hun er ked af det og græder.
Et menneske kan græde i timevis når tårerne bare ”triller ned af kinderne”. Det er ikke forløsende gråd. Forløsende gråd, der hjælper, er den dybe hulkegråd og det er tit den, hvor folk får svært ved at rumme det.
Et menneske kan ”kun” hulkegræde i op til 12 minutter – så vil det automatisk holde op og det vil have en forløsende effekt. Så du kan roligt være der for en person i hulkegråd, uden at være bange for at personen aldrig stopper og uden at skulle forsøge at trøste til personen holder op. Det sker helt automatisk.
Hvis personen derimod er i hysterisk gråd, hvor du kan fornemme at der ikke er ”kontakt” til dig og hvor personen hyperventilerer, vil det være godt at forsøge at skabe kontakt. Tag fat i begge hænder, sørg for at personen får jordforbindelse med fødderne og skab øjenkontakt.
* Vær der for personen. Giv det du kan og har lyst til, hvad enten det er dine lyttende ører, en hjælpende hånd til en opvask eller støvsugning, et måltid mad eller hvad det nu kan være – og gør det uden regnskab. Gør det fordi du oprigtigt vil hjælpe og ikke forventer, at så gør din ven eller kære nok noget retur, siger tak på en bestemt måde eller et bestemt tidspunkt, holder den træningsaftale eller hvad det nu kan være. Kan du ikke gøre det uden ”regnskab” skal du helt lade være. For så hjælper det ingen af jer.
* Husk på, at du ikke ved hvordan den anden har det. Selvom du føler, du har oplevet præcist det samme, så vil to mennesker aldrig opleve den samme situation ens. Lad være med at gøre dig klog, bedrevidende eller få det til at virke, som om det hele nok skal løse sig. Det er det værste, du kan gøre. Spørg interesseret og omsorgsfuldt ind til den ven eller kære og lad være med at vurdere om det er svært, hårdt, kritisk eller ej. Det kan kun den, du spørger, fortælle dig. Hvad der kan virke let og overskueligt for dig kan være yderst vanskeligt for en anden og omvendt og det er ikke nogens opgave at bedømme, hvad der er let eller svært for andre.
Det der er sværest ved at støtte andre i en krisesituation er faktisk vores egne uafklarede følelser. Mange har, i krisesituationer og ved dødsfald, oplevet, at folk de kendte holdt op med at ringe, gik over på den modsatte side af gaden, når de så hinanden i byen osv. Mange har også oplevet selv, at måtte trække sig, fordi de ikke følte sig mødt i alle de ”gode råd og historier”. Dét er en skam og det kan blive frygteligt ensomt, når man står et svært sted i livet. Man har det svært nok i forvejen.
Min opfordring er hermed givet til at være der for hinanden på en anden og bedre måde. Når det ikke længere handler om dig og/eller dine uafklarede følelser og temaer, men rent faktisk ”bare” handler om den, der har det svært, kan du ”bare være” og på den måde være der for den anden.
Held og lykke.