I die slowly inside

Bemærk: I denne Blog, er min positive indstilling til livet røget lidt af...
For at få 'mest ud af' min Blog, så hør Christina Aguilera - You Lost Me i mens.
Her er link: www.youtube.com/watch?v=CPGIjBYeeTQ

I morges omkring klokken 11:00 skulle jeg snakke med en læge, som skulle fortælle mig om diverse 'tilbud' de kunne tilbyde mig, udover den operation som jeg venter på, på nuværende tidspunkt. Jeg er ikke stabil nok til og få foretaget den operation endnu... åbenbart. Men det vidste jeg godt.

Derudover havde de et tilbud. Jeg kunne muligvis få noget medicin, som jeg SKAL spise hver dag 'RESTEN af mi liv'. Der er dog bare en lille detalje. Efter 8 år, vil min krop muligvis ikke kunne tåle medicinen mere... også 'giver det sig selv'.
Mit hoved er ved at eksplodere lige nu... jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg skal have en 'dødsdato' (ca.) Og jeg synes også tanken om, at min kæreste og jeg 'kun' har 8 år tilbage sammen... det er som om at ens drømme om fremtiden bliver taget fra en. For man ved jo, at hun skal ud og finde en sød fyr efter mig... og selvfølgelig skal hun det, hvis det kommer dertil, det er bare en uvirkelig tanke at 'vide' det på forhånd.

Man gør sig tanker om, om man nogensinde får chancen for at få sig et barn... for hvem vil have at faren til deres barn har en 'dødsdato' indenfor den nærmeste fremtid? Hvordan ville jeg selv have det med, at vide jeg aldrig ville se mit eget barn vokse op?
Mht. uddannelse mister jeg også lysten, til at knokle så meget som jeg gør. Har altid drømt om Universitetet og læse Jura, men hvad er meningen med det, hvis livet allerede har forudbestemt dette...

Selvfølgelig er intet sikkert. Jeg sagde ikke ja til medicinen... men de anbefalede det virkelig, eftersom jeg får det dårligere og dårligere og ikke bliver mere stabil.
- Jeg får ikke sovet om natten, da smerterne giver mig søvnforstyrrelser... så jeg sover MEGET lidt, med flere dages mellemrum.
...mine 48 piller, 5 sprøjter og 'maskine' som jeg skal puste og suge 3 gange i om dagen, er ved at gøre mig sindssyg. Jeg føler mig som en junkie på drugs.

Men jeg ville virkelig ønske at jeg følte, at lægerne gjorde mere for mig, for at 'redde' mig... end de egentlig gør. Jeg er bange... bange for hvordan det hele ender. Bange for, at hver dag er den sidste...

...hvis jeg selv kan vælge, vil jeg 'gamble' og håbe på, at jeg overlever operationen og får et langt og lykkeligt liv.
Jeg er frustreret.

Arrhythmogenic Right Ventricular Cardiomtpathy

Jeg synes det er begyndt at blive svært når folk spørger indtil hvordan jeg har det, netop fordi enhver kan sige sig selv, at jeg jo ikke har det godt. Men svaret bliver alligevel altid: "Nå, jamen jeg har det fint nok. Jeg klarer mig." Og selvfølgelig klarer jeg mig, det gør jeg altid, men... jeg har det langtfra fint nok. Hvis jeg skal beskrive hvordan jeg har det, så er det som om jeg føler, at jeg dør mere og mere indeni og mister håbet mere og mere, på at det går min gang.

...men det behøves ingen vide, ingen bør kende sandheden, for hvad nytter det at sige? Jeg bliver jo ikke mere rask af at ynke over mig selv. Og hvis jeg først smider mit gude humør, smil og min positive indstilling, hvilken chance har jeg så?

- Nogengange ville jeg godt nok ønske at jeg bare kunne tale med nogen om, hvordan jeg virkelig har det, men det hjælper bare ikke for mig. Jeg SKAL skrive det ned... før får jeg ikke fred inden i.

Når alle spørger: "Hvad fejler du?", sidder jeg bare og har lyst til at skrige, ja nu skal du bare hører her...
Men det bliver somregel bare til at sidder høfligt og siger: "Jamen min hjertesygdom, er jo den min biologiske far døde af i 2008, som jeg har arvet nu. Den hedder Arrhythmogenic Right Ventricular Cardiomtpathy (ARVC/D), og hvis du vil vide mere om hvad den gør, er det godt Google findes! Så er jeg så heldig at have cancer i spiserøret og hjertevævet og en svulst i hjernen." Også ved folk ikke hvad de skal sige... jeg føler at 'de får ondt af mig', og det vil jeg ikke have at det gør, når der er så mange, som har det meget værre end jeg har... og alligevel synes jeg, at jeg har det slemt nok... mit hoved er helt rundt på gulvet, det kan I godt hører ikke?

De næste 2 operationer skræmmer mig, for jeg ved jo som sagt ikke om jeg 'vågner op igen' efter dem.
Samtidig er jeg træt af folk siger: "Det skal nok gå. Du er en fighter..." Måske er jeg en fighter, men der er ingen garanti og det har jo som sagt gået galt nogen gange... så jeg kan mærke jeg ikke tager lige netop de ord til mig længere. Jeg er bange. Jeg er bange for jeg siger STOP og beder om den medicin de kan tilbyde mig, så jeg kan få 8 'gode' år eller i hvert fald 'bedre' år, end dem jeg har haft nu... også affinde mig med, at det kun bliver 8 år...
...men jeg er en 'gambler' og holder fast i at jeg er stærk og jeg nok skal klare det... selvom jeg har min tvivl.

Mit hoved er ved at eksplodere ind i mellem, så det hjælper mig når jeg skriver ned, hvad jeg tænker og hvordan jeg har det. Det fungerer for mig. Men jeg tror også det er fordig jeg får spekuleret så meget mere end så mange andre 'almindelige/raske' mennesker gør...

Men jeg får hørt en masse musik og får slappet af...
Hvis nogen af jer skulle være interesseret så synes jeg i skulle tjekke min Youtube Channel og lytte til nogen af mine sange, på youtube.com/user/marcseankiehn, det er egne tekster og mig selv, som synger.

Rest In Peace, Mikker

Michael. Vi bar ikke titlen som 'bedstevenner', men vi var tætte og vi havde noget specielt. Set tilbage, var du en af mine bedstevenner jeg vidste jeg ville have bag mig, selv hvis vi var uvenner. Du var en dreng med en helt fantastisk humor. En humor som ikke kan beskrives med ord. Den skulle bare opleves.


Det er endnu ikke engang to måneder siden, at du forlod os alle sammen alt for tidligt. Jeg går stadig og håber på, at jeg ser dig igen en dag… at du bare lige pludselig dukker op, fordi det hele var en ond drøm, jeg ikke kunne vågne op af. Jeg savner at du siger: "Hey Marc… du skal lige se hende her." Også du fortæller en helt masse om hende.


Os to. Vi var så forskellige som overhovedet muligt. Og alligevel… ikke. Du kunne ikke fordrage ’mainstream’ musikken… du var til techno og hardstyle og efter at have mødt dig… er der en del numre, jeg faktisk har forelsket mig utrolig meget i.


Men for at komme tilbage til det jeg ville fortælle dig:
Selvom du valgte at gøre som du gjorde den nat, forstår jeg dig og alligevel ikke. Jeg ved ikke om du have sprunget, hvis ikke du var påvirket af stoffer… jeg vælger ikke at have nogen fordomme om det, for hvad ændrer det, om du ville eller ej? Uanset hvor meget jeg spekulerer over hvad JEG kunne have gjort, hjælper det stadig ikke… jeg føler mig magtesløs, Michael. Jeg tror inderst inde at det er godt du har fået fred nu… jeg er bare så egoistisk at 'ønske dig tilbage', fordi JEG savner dig og synes livet er så meget svære uden dig.


Jeg ville rejse til verdens ende og hente dig, hvis det viste sig, at du gerne ville have det. Jeg ville dræbe for at du fik endnu en chance, hvis det var det du ville have… men det der ’piner’ mig mest er, jeg ikke ved hvad du allerhelst ville.


…for ’sidste’ gang jeg snakkede med dig, fortalte du mig jo godt du ikke havde det godt. Du fortalte mig at du ville… noget så grusomt jeg ikke kan skrive det ned. Jeg talte dig fra det… du lovede mig, Michael. Og nogen dage efter…
- Men jeg elsker dig, nu glæder jeg mig bare til jeg har haft en langt og lykkeligt liv, så jeg kan komme op og hilse på dig igen.


Men nu er du:
Den smukkeste stjerne der lyser op hver eneste aften. Du er den man ligger specielt mærke til, fordi du netop skinner så meget, som du nu gør. Den sang som er til dig fra mig, betyder alt for mig. Selv folk der ikke ’kender’ til bagtankerne bag den sang siger: ”Er ’End Of All Time’ til nogen speciel? Jeg kan virkelig mærke dig når du synger.” Så kan jeg smile og fortælle om dig, med et smil på læben.


Du hjælper mig på rette vej, selvom du ikke er her fysisk. Men jeg kan mærke dig… føler du iagttager mig i alt hvad jeg foretager mig. Jeg er stolt af dig.


Til Michael’s familie:
Jeg kan ikke takke jer nok for alt den ros og opbakning I til helhed har givet mig mht. Michael. Han kan godt være stolte af jer. Alle de søde tanker du har sendt mig, Charlotte. Jeg ville ønske jeg kunne give alt den støtte tilbage igen! Og Julie, du er uden tvivl en stærk pige, du forstår så mange ting…


Rest In Peace, Michael.
17 år… jeg forstår det stadig ikke.

Ærlig i mørket

Jeg famler mig frem i mørke. Virkeligheden, lyset og livet er mit mørke. Jeg ser ikke, går af tilfældige veje, prøver mig frem, uden at finde noget svar på hvad meningen er.

Livet er et mørke, det føles som mørke, når man intet andet end mørke kan se, intet andet hører, intet andet ved. Det handler om at prøve sig frem, satse, overvinde mør-ket, tage kontrollen, og vide hvor man skal hen.

For mig er livet som at finde vej i mørket, som at gå i la-byrinter, tilfældigheden har en central rolle i et sådant spil. At gå i mørke, med et mål, men uden at kende vejen dertil, uden at vide hvordan målet ser ud, og uden at vide hvad man skal efter målet. Hvordan skal man vide om man er kommet til målet, og om man er kommet til det rigtige mål.

Mørket er min ven, men nærmere min fjende, mørket skræmmer mig, i mørket giver jeg mig selv lov til at være menneske, at vise mit ansigt, det sande ansigt, ansigtet med udtrykkene, med følelserne, giver mig lov til at vise ansigtet i mørket når ingen kan se det. Jeg lader mig skræmme, lader mig tænke over ting som jeg nægter mig selv at tænke på i lyset. Jeg lader mig tænke når der ingen chance er for andre skal se mig, når der ingen chance er for at blive afsløret, at blive afsløret som menneske, med følelser, udtryk og med sårbarhed.

Jeg lader mig drømme, lader mig tale, lader mig tale om de ting som jeg drømmer, i mørket, i ensomheden lader jeg mig tale, lader mig tale om alt det som mit hjerte er fuldt af, og alt det som jeg drømmer om natten i mørket, og som jeg gemmer væk så snart solen viser sig på himlen. Lader mig tale når ingen lytter, når der ingen skjulte ører er.

I mørket sker alting, når ensomheden lammer mine lemmer. Når stilheden titter frem. Og når lyset fra oven gør alting meget mere dystert. I det mørke er alting sandt.
Jeg har ingen idé, om noget som helst. Jeg ved intet, ved ikke hvad meningen er, hvis der er en mening, ved ikke om jeg burde vide hvad meningen er, eller om jeg bare bør holde op med at spørge.

Mit liv startede i mørke, mellem to mennesker i mørket engang for år tilbage, og slutter sandsynligvis også i mørke. Hvad der så kommer mellem de to mørker, er livet. Hvad livet så end er, så er det hvad jeg er i gang med.

I bussen må chaufføren ikke samtale under kørslen, det er der hvor han styrer, der hvor han har magten og kontrollen, der hvor han er på hjemmebane, men han må ikke samtale.

Jeg i mit es, må ikke samtale. Jeg i lyset, i solen, med energien blussende, med røde kinder under fregnerne, med munter musik i ørerne, omgivet af lyttende menne-sker, må ikke samtale. Kun i mørket kan jeg tale. Kun i mørket kan jeg være ærlig. Kun i mørket kan jeg synge, danse, tegne.

I mørket finder alting sted. I mørket vises ingen følelser, ingen ansigtsudtryk kan ses, ingen er i mørket til at sige hvad der er rigtigt eller forkert. Hvad der sker i mørket, bliver i mørket.

Tanker i sygdomsforløbet

Dette bliver sikkert en smule rodet, da jeg har så mange ting, som flyver rundt ope i mit hoved.

Jeg ligger i 'min seng' (hospitals seng) og tænker over livet. Jeg tænker over alle mulige situationer i livet og på, at selvom jeg er syg, er der nogen i verden der har det 10 tusinde gange værre end mig. Mange folk får tit ondt af mig over kan virke 'overbeskyttende', jeg ved de gør det i en god mening, men som sagt så har jeg det godt i forhold til så mange andre...

Jeg har gået gennem mange operationer nu, nogen har været vellykket, andre har haft sine fejl. Men en ting har jeg lært: livet er skrøbeligt - og livet er så uretfærdigt, som noget burde være.
Men uden mine venner, var jeg ikke her i dag. Eller måske, men jeg ville ikke have samme psyke og kunne holde hovedet så koldt, som jeg nu gør.

Jeg er træt af læger, som siger det de tror man vil hører, i stedet for at sige det som det er og pakke det ind. Jeg er træt af at gå og være bange for tanken om, at i dag var min sidste dag og i morgen er jeg her ikke længere. For jeg føler bestemt ikke, at 'min mission' her på jorden er fuldført, (ja jeg er utrolig overtroisk). Jeg tror på, at der er en mening med alting som sker... de eneste jeg ikke selv kan se meningen i er krig.

Vort 'venskab'

Vi var bedstevenner i 9 år. Alligevel valgte du at pisse på mig... ikke bare en gang, heller ikke to, men alle tre gange. Jeg har ikke ord for hvilken smerte du har givet mig og stadig giver mig.

Det hele startede for 11 år siden nu. Vi mødtes i Spanien på et Hotel ved pool'en. Dengang var man lille og det faldt en helt naturligt bare at lege, ingen pinlige tavsheder, for man var barn og man havde ingen fordomme om nogen eller noget. Vi pjaskede rundt og jeg kan huske at vi delte soft-ice. Gode tider.

Der vi kom hjem var der langt i mellem os, alt for langt... du boede i Haderslev og jeg i Frederikssund på daværende tidspunkt. Vi så ikke så meget til hinanden i to år, men vi SMS'ede (på engelsk), eftersom jeg næsten lige var flyttet til Danmark fra New York for min 'far' havde fået job i Danmark. Du kunne ikke så meget engelsk, så det var meget få sætninger vi fik skrevet, men vi gjorde det.

Efter de to år var gået, flyttede jeg til Haderslev i seks måneder og vi blev gode venner. Meget gode venner. Vi legede hver dag, sov sammen i weekenderne og gik i parallel-klasse sammen. Jeg kan huske at en af mine første gode tegninger var af dig. Du fik den og hængte den op i en glasramme på dit værelse... selv dagen i dag er jeg sikker på, at billedet stadig hænger hvor jeg 'efterlod' det.
Vi blev bedstevenner og jeg skulle flytte igen... nu til København.

Vi var gode til at holde kontakten. Gode til at snakke om alt og ingenting og påtage sig et 'ansvar' for den anden parts problemer. Gode til at give lige meget igen. Men årene gik... og nu nåede vi til 2007.

Vi var hjemme hos dig, tror faktisk at vi skulle se The Ring. Din bror Tobias havde været meget underlig dagen forinden og indtil nu. Han tilbød os at kører op i byen for at hente noget mere slik og sodavand. Inden han gik var han kørte var han meget underlig... han sagde: "Uanset hvad livet bringer, vil Gud og jeg altid holde vores vinger over jer. Jeg elsker jer." Vi måbede og var klistrede op af skærmen.
Dine forælder var i Tyskiand og ville først komme tilbage næste formiddag. Tiden gik... først en time, så to, tre... klokken slog. Ingen Tobias. Vi ringede til din mor og de kørte fra Tyskland med det samme og hjem - vi var bange...
Jeg kan ikke huske hvor langtid der gik før de kom, men jeg husker det som relativt hurtigt.
...Tobias var kørt galt.

Jeg var der for dig, jeg trøstede dig og vi klarede os gennem det, sammen. Jeg kunne ikke beskrive med ord hvordan det var at se dig bære den smerte. Jeg følte empati... rigtig meget. Mere end burde være muligt. Hans død bragte os tættere på hinanden og vi lærte en masse ting. Så som at livet er skrøbeligt og fra den ene dag til den anden... kan det være slut.

Hans begravelse var smuk. Meget smuk. Blomster var lagt ud, folk sørgede og hans kæreste kunne ikke forstå hvorfor det skulle være ham. Vi optrådte med en sang, som vi dedikerede til ham. Ikke fordi du kunne synge... men jeg nød det.

Jeg fik en kæreste og du blev jaloux. Jeg følte at du begyndte at ' lægge an på mig' og du vidste jo godt, at jeg ikke havde det på samme måde.

Det blev jul og vi havde en tradition om at holde jul sammen, vi skitfes hvert år med familien. Denne jul skulle det holdes hos dig. Din bedstemor gav dig en rejse til U.S.A. i et år... men du så ikke begejstret ud. Du lagde den stille ned i kassen igen og 'græd'... og din bedstemor kom hen og trøstede dig og bekræftede dig i, at du ikke skulle afsted hvis ikke du havde lyst. Du valgte at du ikke ville afsted.

I Januar havde vi en aftale, så jeg tog til Haderslev. Hele vejen hjem til dig og ringede på døren. Din mor åbnede. Hun så underligt på mig, med blikket 'hvad laver du her?' og spurgte: "Har du glemt noget?" Jeg svarede: "Nej, jeg vil bare se til Christine." og smilede... "Chri......" hun stoppede og forsatte: "Hun er jo i U.S.A. nu Marc." I det sekund vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var som om at alt godt jeg kendte til blev taget fra mig. Jeg blev ikke engang inviteret indenfor... så jeg gik igen. Jeg tog hjem. I togturen sad jeg og spekulerede over livet og jeg kan tydeligt huske jeg græd der jeg kørte over OG under Storebæltsbroen... jeg kunne ikke forstå du bare var taget afsted uden den mindste mulighed for, at sige farvel til dig.

Tre-fire måneder efter skrev du på Messenger: "Skat, jeg har brug for dig :'(" Jeg måbede og jeg havde ingen ord for hvordan det var... ingen. Men jeg svarede åbenhjerteligt: "Hvad er der galt? Er der det mindste jeg kan gøre?" "Jeg har brug for penge... <3" "Hvor mange?" "Hvor meget kan du undvære, skat?" "Hvor mange, spurgte jeg?" "15-tusinde..." "Okay, men så brug dem fornuftigt..." "Det skal jeg nok <3" "Okay, jeg sætter dem ind i morgen." Også stoppede du med at svarer.

Dagen efter skrev jeg at jeg havde sat dem ind og jeg fik intet svar... dagen efter igen det samme... en uge efter skrev jeg hvordan det gik, du svarede mig stadig ikke. Jeg stoppede stille og roligt og regnede med, at du havde det godt.

Du skrev til mig en måned efter, at du savnede mig og havde tænkt på mig hver dag... men at du gerne ville hjem nu. Du havde bare ikke råd. Jeg tilbød dig at komme ned og hente dig i U.S.A. og du takkede 'ja tak'. Vi tog en mini ferie i U.S.A. sammen i fjorten dage og efterfølgende fik du valget om du ville blive, eller tage med hjem, du ville med hjem.

Der vi kom hjem var du ligeglad med mig og jeg følte jeg gjorde alt. Virkelig alt. Jeg fik ingenting igen - hvis du spørger mig men jeg holdte fast alligevel. En dag fik du en kæreste og du sagde til mig, at nu var jeg ligemeget. Jeg blev ked af det - men accepterede det.

Otte måneder senere ringer du til mig og siger du ikke kan mere... og at du vil gøre noget dumt, og hvis ike jeg stoppede dig nu, var det min skyld. Det var mit blod på mine hænder sagde du. Inden jeg nåede at siger noget havde du lagt på og slukket din telefon.

Jeg blev ved med at ringe, jeg blev ved og ved og ved... tiden gik og jeg prøvede at ringe til din mor. Hun tog den og jeg sagde grædende: "Christine! Hvor er hun? Jeg er så bekymret... hun har lige ri..." Så afbrød din mor mig: "Marc klokken er mange, lad være med at ringe." Også lagde hun på... jeg var så chokeret og jeg følte mig så magtesløs... mere end nogensinde før. Ringede til din lillebror, den kom i gennem, men han tog den ikke. Derefter din bedstemor... far... no respons.
Jeg tog til Haderselv med det samme og jeg stod udenfor din dør... jeg var bange for hvad der ventede mig. Men jeg ringede på og din mor åbnede: "Hun er her ikke... farvel!" Også smækkede hun døren... jeg var grædefærdig... jeg var SÅ grædefærdig. Men jeg tog videre til Holstebro og sov hos en ven der.

Dagen efter ringede jeg til din bedsteveninde, hun fortalte mig at du var død... at det var selvmord.
Jeg følte mig tom. Følte jeg havde mistet alt. Jeg har stadig ingen ord for det.
Alt din familie, venner og bekendte fortalte mig, at du var død.

Din mor sagde strengt til mig, at det var min skyld og jeg ikke var velkommen til begravelsen. Jeg forbandede hvert ord hun sagde... og i syv måneder græd jeg mig i søvn. Skrev breve og så billeder af os to sammen. Men du var væk og jeg fik skyldsfølelse.

...efter det syv måneder ringer DU til mig... du græder og siger du har brug for mig. Jeg er chokeret og forstår ingenting. Men jeg var så glad... at jeg ikke kunne være sur over alt det du havde gjort. Det var uvirkeligt. Du kom over til mig dagen efter og vi tog på café og hyggede os... i to måneder var det godt, indtil du nu mener, at det er tid til at sige farvel.

Tre måneder efter får jeg et opkald fra Politiet om, at jeg er sigtet for voldtægt. Hele min verden ramlede sammen dér. Forstod ingenting.

Du meldte mig for voldtægtsforsøg, fordi du ville have min opmærksomhed. Men du ville ikke indrømme at det ikke passede før, jeg beviste jeg var indlagt på det tidspunkt og var blevet opereret to dage forinden. Du tilstod... og du fik en lille 'straf'.
...efter det talte vi ikke sammen. Igen.

Efterfølgende har du ringet og lånt penge af mig, fordi du er smidt ud hjemmefra. Jeg ville gerne hjælpe dig... og jeg sagde klart og tydeligt vi ikke skulle snakke sammen, men jeg ville hjælpe.

For to dage siden ansøger du mig på Facebook og siger, at du har brug for mig. Denne gang er jeg mere 'kold' og jeg tilgiver dig ikke for ALT det lort du har budt mig. For denne gang har du svinet tyve af mine samtlige venner til offentlig inklusiv min kæreste.

Du forstår ikke når jeg siger til dig, at du ikke skal kontakte mig mere. Du tror højt og helligt at jeg tilgiver dig og dropper alle for dig, men du kan tro nej. Dit dobbeltspil er slut nu og jeg har ikke noget tilovers mere. Jeg siger farvel Christine...

Du forandrer dig aldrig. Du vil altid være selvoptaget og egoistisk og du er ved at kører mig psykisk ned nu. Du er ved at ødelægge mig fuldstændig...
Farvel... jeg håber du forstår det en dag.

'Kold & kynisk'

Du behandlede mig ikke med respekt. Du sagde at jeg ikke havde nogen talenter, at jeg var talentløs. Du sammenlignede mig evig og altid med Michelle. Du hoverede mig fordi jeg ikke var professionel kunst-skøjte-løber. Du forstod ikke at musik, det vat mit ?talent?? men selvom du fortalte mig hver dag at jeg ikke kunne synge, så sagde jeg til mig selv, at det skulle jeg nok selvfinde ud af.

Årene gik. Du blev mere og mere ondskabsfuld. Hvorfor?
Fordi at jeg ikke fandt mig i, at du skulle bestemme mine veje her i livet? Mine karakterer kommenterede du aldrig? ej heller når jeg kom hjem med 10 ?og 12-taller de sidste to år af gymnasiet.

Selvom jeg er blevet optaget på UNI, så er du fuldstændig ligeglad. Jeg forstår ikke hvordan en mor kan være så ?kold og kynisk? som du er. Det er mig en gåde? men ikke alting skal man forstå.