Jeg ER et meget høfligt og positivt menneske. Det får mange til at antage, at jeg ikke kan blive vred og at jeg har en meget stor tålmodighed. Intet kunne være længere fra sandheden. Eller det vil sige, jeg har vist lært mig selv at være tålmodig over for andet end dyr og børn. Nu er gruppen vist blevet udvidet til folk med forskellige former for socialt handicap såsom manglende empatiske, logiske og sociale evner. Derudover er der også den gruppe af mennesker, som absolut skal teste ens venlige og rolige sind ved at se, hvorvidt de kan gøre én sur. Den glæde må man naturligvis ALDRIG give dem - men det kan alligevel godt være lidt trættende i længden. Så trættende, at jeg nogle gange overvejer, hvorvidt jeg bare skal give efter for de umiddelbare følelser og verbalt rive hovedet af dem.
Men så besinder jeg mig og argumenterer rationelt mod de latterlige kommentarer – indtil de opgiver deres forehavende. For man kommer sjældent særligt langt ved at blive sur – og en hel del længere ved at være tålmodig og tænke rationelt. For når man ikke kan kontrollere sine følelser, så kan man hurtigt komme til at ligne en klovn. Desværre så virker det også tit en anelse unaturligt, at man aldrig bare kan følge ens umiddelbare følelser. Det er noget forløsende ved vrede og vredesudbrud, som man ikke kan få ved at kontrollere sine følelser og ved at være rationel. Nu skal det heller ikke lyde som om, at jeg ofte bliver sur – for det er jeg faktisk stort set aldrig. (Humor er et virkelig godt værktøj.) Hvilket jeg også tror, at de fleste i min omgangskreds vil mene. Jeg prøver for det meste at holde en god stemning – men ikke for enhver pris. Og når jeg endelig bliver sur, så bliver jeg for det meste også hurtig glad igen, når jeg har haft mulighed for at lufte min frustration eller påpege det fuldkommen uacceptable i vedkommendes udsagn.
Folk er for det meste rigtig søde, når jeg endelig har gjort mig den ulejlighed at blive lidt sur. Det sker nu sjældent. Over de sidste par år har jeg arbejdet meget med at min vrede ikke skal forvandle mig til en gangsterrapper med en havnearbejders ordforråd. For da jeg var ung, så ville enhver provokerende kommentar straks blive fuldt op med verbal lussing, som ville kunne få selv Ludacris til at krympe sig.
Før i tiden ville jeg også forsætte enhver diskussion til den allersidste blodsdråbe. I dag mener jeg selv, at jeg godt kan nøjes med at vide, at jeg har ret. Mange diskussioner behøver man ikke at diskutere færdig, hvis man kan se, at den anden blot vil blive mere og mere sur og reelt ikke har nogen brugbare argumenter. Så er det bedre bare at få afsluttet samtalen. Derudover er jeg også i gang med at holde op med at bande - for helt ærligt, hvor tiltrækkende virker det at have et ordforråd som havnearbejder? Til gengæld har det også haft den bieffekt, at jeg har fået en bedstefar-lignende bevidsthed omkring, når andre mennesker bander. Men det er vel ligesom med eks-rygere og røg. Generelt så prøver jeg på at være et meget høfligt menneske ved at lægge mærke til andre menneskers behov - også selvom de ikke selv er bevidst omkring dem. Jeg rejser mig for ældre mennesker i bussen, viser vej, forklare og uddyber gerne ting to eller tre gange, tilbyder min hjælp til folk, når jeg kan se de har brug for det, overvejer folks psykologiske tilstande, inden jeg svarer på deres umiddelbart provokerende udsagn etc. Selvom der naturligvis også er en vis grænse for, hvor mange mennesker man kan hjælpe og tage hensyn til og i hvilken grad man kan engagere sig i dem. (Den diskriminerende grænse er nok udgjort af ens egne selvbestaltede og egoistiske valg.) Men noget af det, som kan gøre mig allermest glad, er hjælp fra fremmede mennesker – da der her ikke kan være nogen tvivl omkring motivet bag deres hjælp. Generelt har jeg lige siden min fødsel været den type, der kan selv og vil selv. Jeg vil ikke have hjælp fra nogen – faktisk så kan jeg finde et tilbud om hjælp direkte fornærmende – hvilket jeg også prøver at huske på, når jeg selv tilbyder min hjælp til andre. Men så befinder man sig jo alligevel nogle gange i den situation (som det ekstremt individualistiske og selvstændige menneske man er) hvor man har brug for hjælp. Og hvor er det bare fantastisk, når man så opdager, hvor flinke og hjælpsomme folk kan være. Ofte kan man ikke engang gøre noget for den anden person – andet end at udtrykke ens taknemlighed. Jo, det kunne da lige være, at man selv tilbød sin hjælp en anden gang, hvor en fremmed person har brug for ens hjælp. For det er vel indbegrebet af at være et høfligt menneske – at man hjælper og tager hensyn til andre mennesker, selvom man ikke selv nødvendigvis får noget igen.
Tidlige barndomsminder kan være ødelæggende.
En hård opvækst kan være enden på et voksenliv.
Ignoreret fra begyndelsen, mundlam og uden stemmebånd når det hele ender.
Billeder som brænder i sindet, ting som aldrig kommer igen – ting som man forbander og elsker på samme gang. Ting som man aldrig har ønsket, eller nogensinde vil ønske kommer igen.
Barndomsvenskaber, fanget i samme båd, samme fremtid venter, samme skæbne sluger en som i et sort hul, isoleret, afskåret fra menneskeligheden, dømt til mørke, samt kæder om anklerne.
Tiden, en sjov størrelse – den går bare, uden at komme nogen vegne, uden at vise nåde på nogen som helst facon, uden at give en den chance, at komme ud af det helvede som man er blevet smidt i. Tiden som nægter at spole tilbage, eller frem for den sags skyld – tiden har bragt meget med sig i form af sorg, glæde, tårer, mennesker man aldrig møder igen men savner for det de gjorde. Mennesker som man elskede dengang, men tiden har gjort dem ubrugelige og ubetydelige.
Handlinger, udført af enten en selv, eller personer omkring én.
Handlinger som har store konsekvenser for ens fremtidige mentalitet, handlinger som ikke kan gøres om, hvert et skridt er altafgørende, hver eneste tanke der flyder rundt i hovedet, kan meget vel blive til handling.
Mobning, dengang mælketænderne slap tandkødet, blandet med følelsen af vokseværk, irritation i sindet og i kroppen over de fysiske ændringer, ingen til at hjælpe, ingen til at irettesætte, ingen til at supporte, ingenting at hente.
Slæbt frem og tilbage fra skolepsykologen, folk troede at psyken var for ustabil til at klare presset, venskaber mistet på grund af rygtet om sindssyge, flytning fra hus til hus, intet standpunkt, tiden står stille på trods af at man bliver ældre, og ældre – tingene ændres, man bliver anset som værende psykotisk og mentalt ustabil, folk sætter spørgsmålstegn men man kan ikke svare dem, for man ved – at ingen vil lytte til en hvis sind er smadret i tusinde stykker under vægten af livets fucking hårde militærstøvle på ens kranium, som splintres som glas på hård cement.
Jeg går i øjeblikket igennem en udviklingsproces, jeg arbejder med mig selv hver dag, for jeg har indset at jeg har spildt mit liv, på at tro på folk som troede de havde en helvedes masse erfaring, og privatpersoner som leger psykologer.
Døden er en sjov ting.
Så mange mennesker frygter den! Så mange mennesker går rundt i en cirkel af frygt og uvidenhed omkring dette emne. Vi har altid været bevidste om, at døden er til stede alle vegne og alligevel er emnet tabubelagt?
''Fiddo er blevet en gammel hund, Frederik... derfor har vi valgt at sende ham ud på en gammel gård, hvor han kan ha' det godt til det sidste''
- Fiddo blev aflivet, barnet blev fyldt med en gigantisk pose lort, og jeg har selv prøvet det.
Hvorfor skal vi skjule at døden eksisterer? Hvorfor skal vi pynte på lortebunken?
Jeg er af den overbevisning, at børn har brug for sandhed for at udvikle sig og blive stærke, for de har brug for at blive stærke, de skal forberede sig på de frygtelige ting som kommer til at finde sted i deres fremtidige teenage- og voksenliv, og derfor skal de vide hvad det vil sige at miste.
Frederik har ret til at vide hvor Fiddo befinder sig lige nu? Og hvis man endelig skal fortælle den stakkels dreng hvor hans elskede hundeven som har fulgt ham igennem hele hans barndom er, så fortæl sandheden!
- Fortæl dit barn at Fiddo fik en sprøjte i nakken som bedøvede Fiddo så hårdt at nervesystemerne svigtede og hjertet stoppede med at pumpe blod ud i kroppen, for sådan ER det! Og ja, det er hårdt for et barn at høre, men hvis man bliver ved med at smide løgne op, går det alligevel af helvedes til.
- Da min oldemor døde kunne jeg ikke tro det. Jeg tror jeg var seks år, og jeg var lamslået, færdig, og kunne intet stille op, jeg anede ikke hvor jeg kunne finde trøst, alene på grund af min uvidenhed omkring døden.
Jeg påstår ikke at børn skal konfronteres med døden konstant og hele tiden, jeg påstår dog derimod at ærlighed er vejen frem.
Jeg gider ikke gå rundt og frygte døden, frygt er svagt. Jeg vil langt hellere acceptere døden når den indtræffer, om den indtræffer i morgen, eller om 60 år.
Bliver jeg kørt ned? Får jeg et pludseligt hjertetilfælde grundet min hjertesygdom, eller drukner jeg i sindsyge og dør af ren dumhed? Hvem ved - ikke jeg ihvertfald, jeg overlader det til skæbnen, og ikke dén skæbne - men min egen.
Dengang jeg var barn var jeg en fri lille dreng med en masse muligheder for at være den, som jeg var. Jeg var glad for livet, og livet var glad for mig – jeg var min egen og dannede min personlighed udfra mine to forbilleder. Mine forbilleder var mine to fætre, Patrick og Thomas – de var nogle rigtigt gode fætre. Thomas var den rolige, til tider ret nørdede type, imens Patrick var ret rebelsk og gjorde tingene som han selv ønskede.
Patrick lod aldrig nogen krumme et hår på mit hoved, han var overbeskyttende, og brugte tit sin fysik til at lægge folk ned, som havde kigget forkert på mig – hvilket jeg ikke altid syntes var specielt morsomt, men samtidig havde jeg tendens til at misbruge det, at have en fætter som ville tæske folk gule og blå for mig – det var nok en slags følelse af magt som gik igennem mig.
Det var sjældent at der blev sat en fod i døren for mig, det var mig, det var mit liv, og det var faktisk som det skulle, jeg elskede livet – men selvfølgelig var der problemer, som der jo altid er, og altid vil være – de blev bearbejdet på forskellige måder, tit resulterede konflikter, og uenighed med forvirring og kaos, da mine forældre aldrig rigtig var enige om, hvordan man skulle håndtere et barn.
Min såkaldte "far" gjorde tingene på sin måde og argumenterede for sin sag når der var en mur i vejen. Min mor var tit rigtig forvirret og fortvivlet omkring tingene, og omkring hele mor-tingen, og brugte derfor sit eget liv som skabelon.
Min mor holdte meget af at tingene var fastlåst og at rammerne var fast tilrettelagt, jeg tror at hun var sådan fordi hun selv er blevet opdraget meget firkantet, og så vidt jeg husker med både fysisk og psykisk vold, tit var det vidst nok hendes mormor som var efter hende. Så min mor har hele livet været i skudlinjen, og har altid været nødt til at gemme sig lidt fra omverdenen. Min mor er opvokset i en familie hvor hendes mor var streng, hendes far var stresset og der var generelt bare ikke plads til hende – men trods alt elskede hun sin mor, sin far og sin mormor.
Min såkaldte "far" var meget løs i opdragelsen, han gav mig lov til at udfolde mig som jeg havde lyst, men på et niveau som var rart. En slags blanding af faste rammer og frit fald. Derimod ved jeg at min "far" er opdraget en smule for løst. Efter en snak med min "far" har jeg fundet ud af at han nærmest blev direkte overset og negligeret. Min "far" måtte selv lappe sin cykel, han måtte selv finde læreplads, han måtte selv rydde op og han måtte selv klare tingene lige fra start, imens hans søster fik hjælp hjemmefra, blev rost til skyerne for sine handlinger og hendes job. Min "far" praler ikke af tingene, men i dag er han højt stillet rent jobmæssigt. Og grunden til at min "far" sjældent praler med sine bedrifter er fordi han har taget sin barndom i rygsækken, ingen gad lytte, der var ingen ros at forvente – for der blev ikke forventet det store alligevel.
Jeg er som sagt vokset op i meget frie rammer i de tidlige år, der var ikke specielt mange regler, ej heller særligt mange pligter som skulle opfyldes.
Mine "forældre" vægtede højt at jeg var i stand til selv at smide mit tøj til vask, sortere det farvede tøj fra det sort/hvide (hvilket jeg aldrig lærte), huske på mine lektier, og gerne dække bord hvis jeg alligevel bare lavede ingenting.
Med hensyn til pligter var mine forældre tit meget uenige, og jeg måtte til tider se til, imens de diskuterede opdragelse. Min mor ville gerne have at lektiemæssige ting foregik specifikt som underviseren havde forventet, det vil sige – i bogen, retskrevet.
Min "far" var meget alternativ når det galt indlæring og forståelse af tingene, han rev tit alle mulige objekter frem på køkkenbordet når vi lavede matematik, i håb om at jeg ikke ville give op, tit og ofte brugte han spiselige ting som for eksempel vingummier, eller nødder – på den måde kunne han motivere mig bare en smule. Min mor kunne aldrig rigtigt fange mig når det galt lektier, så det var som regel min far som overtog den del.
Hvis jeg gjorde noget forkert som barn var der ingen decideret straf i vente. Igen var det mest min "far" der overtog rollen hvis der var noget som jeg ikke havde gjort, eller gjort helt forkert.
Min "far" var typen som i stedet for at råbe op, og give stuearrest – så snakkede vi.
Vi snakkede om tingene, for at finde ind til hvad problemet var, i stedet for bare at straffe. Min "far" har altid hadet ordet straf, og han mener ikke at det gavner hverken barnet eller den voksne, da man jo bare slår klapperne ned, i stedet for at fokusere på grunden til problemet allerede fra start. Det vat blandt andet dét som gjorde, at jeg i de færreste tilfælde kom til min mor hvis der var noget galt, eller hvis jeg godt selv var klar over at lokummet brændte, for jeg kunne meget bedre lide at blive snakket pænt til, end at blive råbt af – hvilket var hendes måde at gøre det på.
Da jeg ikke har nogen intention om at sætte et barn til verdenen kan jeg ikke svare på hvilke ting jeg vil give videre, og jeg har ærligt talt ikke skænket det en tanke (endnu).
Mine barneår har været dejlige! Og opdragelsen der fulgte med dengang, var også tiptop, så generelt har det været en positiv tid fra jeg kan huske og til jeg var 12 tror jeg. Grunden til positivitet synes jeg allerede jeg har beskrevet.
Negativiteten startede i mine tidlige teenagegår, da min "far" begyndte at straffe mig uden nogen specifikt grund. Han blev en anden mand og jeg har ikke lyst til at komme ind på hvilkén mand han blev. Siden dengang har jeg ikke rigtigt mærket nogen opdragelse, kun straf i form af råben, trusler, og fratagelse af mine ting, og internettet hvis jeg gjorde noget skidt.
Den måde jeg er blevet opdraget på er splittet, og uden sammenhæng, fordi jeg igennem hele livet er blevet sat i midten af uenighed omkring hvordan andre mener jeg skal opdrages, så i bund og grund ved jeg faktisk ikke hvordan min opdragelse har påvirket mig, udover at jeg ved at jeg er blevet stærk af al den modgang jeg har oplevet. Har man været igennem en hel masse modgang får man en bedre forståelse af hvad lykke og glæde vil sige.
Slid dig selv til ukendelighed, for ingen kender dig længere, alt for klog til resten af din omgangskreds, højt uddannet - bruger udtryk som kun de højrøvede kontortosser kender til, sekretærens værste mareridt, eller hotteste drøm, klædt i hvide skjorter, iført Rolex uret som en vane, tingene er strøget, pudset, det hele kører.
Du arbejder dig op af en usynlig rangstige her i samfundet, som ingen ser, forsøger at være noget som ingen andre er, tingene er ikke længere som de var dengang bekymringerne blev skyllet ud i lokummet, dengang du ikke var for fin til at bruge det, selvfølgelig.
Din holdning til andre mennesker er ikke længere vigtig, eller relevant i dit liv, da der nu kun er dig selv. Veltjente penge, en social omgangskreds som du dårligt nok veksler ord med.
Tingene synker sammen som sandslottet du trådte på, da du var på stranden. Dit liv er fyldt til randen med ting du konstant skal nå, folk som du engang elskede men nu har glemt, i dit eget spejlbillede - de vender ikke tilbage igen. Pengene bliver flere, du er succesfuld og dit liv er som en drøm, på toppen af verden, med et glas vin i hånden. Dog er din kæreste ikke længere ved din side for at dele vinen med dig, trods dit kort er fyldt med penge gad hun ikke din arrogance.
Det eneste du tænker på, er at leve et luksusliv, hvor andre mennesker der er lavere stillet end dig kan rende dig i røven. Så længe du kan have havudsigt på toppen af København, arbejde din røv i stykker, være en natteravn - så er du åbenbart glad, men kun udadtil, for indeni er du slet ikke klar over hvilke skader du selv er skyld i. Du ser kun Hugo Boss skjorten og dine pæne, sorte sko - ikke manden bag, og bevares - hvilket syn du ville se. En afdanket, nedslidt, ensom, lille kedelig mand, som intet drømmer om, intet brænder for, udover sin pengepung.
Og det kniber også med sexlivet for tiden, da folk kun er interesseret i dine talegaver og dit bagland. Kvinderne vil have dine penge og din Audi-øse, ikke dit rigmands-lem. Irritationen griber du som en håndbold, for hvad skulle du ellers lave, alene i mørket? Du kunne spille Tetris, eller løse en kabale, se N-CIS eller bare brække dig ud over din altan.
Dit selvsikre ydre stemmer ikke overens med hvad der gemmer sig bag din baronfacade, en skrøbelig knægt som ikke har erfaring nok til livet, men erfaring nok til arbejde.
Du kigger dig i spejlet - tænker...
''Hvem fanden er det?''
Jeg er den gazelle, som æder løven før den æder mig, jeg er fluen på væggen som du er for langsom til at klaske.
Jeg er det sorte får, men samtidig den styrende i flokken, jeg er spinkel af bygning, men kan overgå en ordbog i skriftlig kamp.
Jeg er forstående og flink, men arrogancen i fysisk form, jeg er brændende varm, men samtidig kold som snefnuggene på din hud.
Jeg er livets lystige flamme, men dødens dårlige ånde. Jeg er lyset på den anden side af tunnellen, men mørket du lod forsvine bag din ryg.
Jeg er den søde drøm som tager dig med til paradis, men på samme gang mareridtet som brændmærker dit sind.
Jeg er dit spejlbillede som du forguder når du dit udsende har plejet, men jeg er ligeså vel den morgengrimme person som du i spejlet ser ved tidlig morgenstund.
Jeg er lysten, og jeg er længsel - Jeg er derimod ligeså meget trang, og begær. Jeg er håbet som du ser i nødens stund, men uheldet som rammer som et lynnedslag.
Jeg er kærligheden som kysser din kind blidt, med fugtige og bløde læber, efterfulgt af en knyttet næve som rammer, i en sky af tænder, blod og had.
Jeg er loyaliteten selv, men samtidig tvivlen som går tur igennem dig. Jeg er smilet på dine læber, og grunden til unødvendige tårer.
Jeg er freden som dit hjerte mærker på en stille aften, men den stress som du mærker dagen efter. Jeg er byrden, samt lettelsen.
Jeg er færdig med at skrive nu, men samtidig bliver jeg ved til evig tid. Jeg er godt klar over at dette indlæg er fucked up, men lige så er du... da du i din søgen efter ord, og inspiration, tager en rejse i mine ord.
En af mine venner gik engang i terapi. Fordi han var rasende på sin eks-kæreste. Det kostede ham tusindevis kroner. Og var det hele værd. For det, han kom derfra med, var sætning: ”Der er ikke noget at forstå”. Sætningen var møntet på hans eks. Han havde nemlig brugt det meste af et årti på at prøve at forstå hende. Altså sådan virkelig forstå, hvorfor hun gjorde de ting, hun gjorde. Det tog psykologen et år at få ham til at forstå, at visse ting skal man bare ikke prøve at få til at give mening, men bare betragte. Uden at forholde sig videre til det.
Jeg har ikke gået i terapi. Det behøver jeg ikke. For nu har jeg jo sætningen. Jeg bruger den tit og ofte. For eksempel forstår jeg virkelig ikke finten med spejle på toiletter. Altså dem over vasken, når jeg vasker hænder, fint nok. Det er mere dem, der er placeret, så jeg kan sidde og betragte sig selv mens jeg besørger. ”Der er ikke noget at forstå”, siger jeg til mig selv, når jeg sidder og glor på mig selv med bukserne nede om anklerne, og med bekymret panderynke prøver at regne ud, hvem der synes, det er fedt at betragte sig selv i en sådan position.
”Der er ikke noget at forstå”, gentager jeg igen, når jeg ser bunkevis af mad ryge ud i containere landet over. Hvorfor er der ikke en eller anden klog, der kan finde ud af lave en mad-ligning, der går lidt bedre op, så de ikke skal dø af sult i andre steder i verden.
Forstår heller ikke hvorfor vi har fået lavet et samfund, der giver musikere, forfattere og tegnere seriøst mange penge for at lave dødssyge jingler og dingdong-tekster, mens dem, der vælger virkeligt at bruge deres talent, gerne ender med meget store minusser på kontoen.
Eller hvem forstår, hvorfor jeg cirka en gang om måneden ryger én cigaret og får det virkelig dårligt. Når nu den cigaret, jeg røg måneden forinden, gjorde mig lige så skidt tilpas? Jamen hvori ligger overraskelsen for mig?
Nej, der er ikke noget at forstå.
Heller ikke når jeg raskt væk bruger 499 kroner på en bluse. Og samtidig ved med mig selv, jeg uden at blinke ville ha' brugt 699 på den. Men kan man få mig til at give 3 kroner for en plasticpose i Føtex? Nix, ikke om man så vred armen op på mig. Pfff, jeg er jo ikke lavet af penge, vel!
Det kan også være vanskeligt at forstå, hvorfor der ligger en hel kasse cremefrøer i min skuffe på sygehuset, når jeg højt og tydeligt har erklæret denne uge som sukkerfri. Især når jeg nu ved, jeg løbende skal ud og sidde på toilettet og se mig selv og mine handlinger i øjnene…
