Facade

Slid dig selv til ukendelighed, for ingen kender dig længere, alt for klog til resten af din omgangskreds, højt uddannet - bruger udtryk som kun de højrøvede kontortosser kender til, sekretærens værste mareridt, eller hotteste drøm, klædt i hvide skjorter, iført Rolex uret som en vane, tingene er strøget, pudset, det hele kører. 

Du arbejder dig op af en usynlig rangstige her i samfundet, som ingen ser, forsøger at være noget som ingen andre er, tingene er ikke længere som de var dengang bekymringerne blev skyllet ud i lokummet, dengang du ikke var for fin til at bruge det, selvfølgelig. 

Din holdning til andre mennesker er ikke længere vigtig, eller relevant i dit liv, da der nu kun er dig selv. Veltjente penge, en social omgangskreds som du dårligt nok veksler ord med. 
Tingene synker sammen som sandslottet du trådte på, da du var på stranden. Dit liv er fyldt til randen med ting du konstant skal nå, folk som du engang elskede men nu har glemt, i dit eget spejlbillede - de vender ikke tilbage igen. Pengene bliver flere, du er succesfuld og dit liv er som en drøm, på toppen af verden, med et glas vin i hånden. Dog er din kæreste ikke længere ved din side for at dele vinen med dig, trods dit kort er fyldt med penge gad hun ikke din arrogance. 

Det eneste du tænker på, er at leve et luksusliv, hvor andre mennesker der er lavere stillet end dig kan rende dig i røven. Så længe du kan have havudsigt på toppen af København, arbejde din røv i stykker, være en natteravn - så er du åbenbart glad, men kun udadtil, for indeni er du slet ikke klar over hvilke skader du selv er skyld i. Du ser kun Hugo Boss skjorten og dine pæne, sorte sko - ikke manden bag, og bevares - hvilket syn du ville se. En afdanket, nedslidt, ensom, lille kedelig mand, som intet drømmer om, intet brænder for, udover sin pengepung. 

 Og det kniber også med sexlivet for tiden, da folk kun er interesseret i dine talegaver og dit bagland. Kvinderne vil have dine penge og din Audi-øse, ikke dit rigmands-lem. Irritationen griber du som en håndbold, for hvad skulle du ellers lave, alene i mørket? Du kunne spille Tetris, eller løse en kabale, se N-CIS eller bare brække dig ud over din altan. 

Dit selvsikre ydre stemmer ikke overens med hvad der gemmer sig bag din baronfacade, en skrøbelig knægt som ikke har erfaring nok til livet, men erfaring nok til arbejde. 

Du kigger dig i spejlet - tænker... 
''Hvem fanden er det?''