Min opdragelse

Dengang jeg var barn var jeg en fri lille dreng med en masse muligheder for at være den, som jeg var. Jeg var glad for livet, og livet var glad for mig – jeg var min egen og dannede min personlighed udfra mine to forbilleder.  Mine forbilleder var mine to fætre, Patrick og Thomas – de var nogle rigtigt gode fætre. Thomas var den rolige, til tider ret nørdede type, imens Patrick var ret rebelsk og gjorde tingene som han selv ønskede.
Patrick lod aldrig nogen krumme et hår på mit hoved, han var overbeskyttende, og brugte tit sin fysik til at lægge folk ned, som havde kigget forkert på mig – hvilket jeg ikke altid syntes var specielt morsomt, men samtidig havde jeg tendens til at misbruge det, at have en fætter som ville tæske folk gule og blå for mig – det var nok en slags følelse af magt som gik igennem mig.
Det var sjældent at der blev sat en fod i døren for mig, det var mig, det var mit liv, og det var faktisk som det skulle, jeg elskede livet – men selvfølgelig var der problemer, som der jo altid er, og altid vil være – de blev bearbejdet på forskellige måder, tit resulterede konflikter, og uenighed med forvirring og kaos, da mine forældre aldrig rigtig var enige om, hvordan man skulle håndtere et barn.
Min såkaldte "far" gjorde tingene på sin måde og argumenterede for sin sag når der var en mur i vejen. Min mor var tit rigtig forvirret og fortvivlet omkring tingene, og omkring hele mor-tingen, og brugte derfor sit eget liv som skabelon.


Min mor holdte meget af at tingene var fastlåst og at rammerne var fast tilrettelagt, jeg tror at hun var sådan fordi hun selv er blevet opdraget meget firkantet, og så vidt jeg husker med både fysisk og psykisk vold, tit var det vidst nok hendes mormor som var efter hende. Så min mor har hele livet været i skudlinjen, og har altid været nødt til at gemme sig lidt fra omverdenen. Min mor er opvokset i en familie hvor hendes mor var streng, hendes far var stresset og der var generelt bare ikke plads til hende – men trods alt elskede hun sin mor, sin far og sin mormor.


Min såkaldte "far" var meget løs i opdragelsen, han gav mig lov til at udfolde mig som jeg havde lyst, men på et niveau som var rart. En slags blanding af faste rammer og frit fald. Derimod ved jeg at min "far" er opdraget en smule for løst. Efter en snak med min "far" har jeg fundet ud af at han nærmest blev direkte overset og negligeret. Min "far" måtte selv lappe sin cykel, han måtte selv finde læreplads, han måtte selv rydde op og han måtte selv klare tingene lige fra start, imens hans søster fik hjælp hjemmefra, blev rost til skyerne for sine handlinger og hendes job. Min "far" praler ikke af tingene, men i dag er han højt stillet rent jobmæssigt. Og grunden til at min "far" sjældent praler med sine bedrifter er fordi han har taget sin barndom i rygsækken, ingen gad lytte, der var ingen ros at forvente – for der blev ikke forventet det store alligevel.

Jeg er som sagt vokset op i meget frie rammer i de tidlige år, der var ikke specielt mange regler, ej heller særligt mange pligter som skulle opfyldes.
Mine "forældre" vægtede højt at jeg var i stand til selv at smide mit tøj til vask, sortere det farvede tøj fra det sort/hvide (hvilket jeg aldrig lærte), huske på mine lektier, og gerne dække bord hvis jeg alligevel bare lavede ingenting.
Med hensyn til pligter var mine forældre tit meget uenige, og jeg måtte til tider se til, imens de diskuterede opdragelse. Min mor ville gerne have at lektiemæssige ting foregik specifikt som underviseren havde forventet, det vil sige – i bogen, retskrevet.
Min "far" var meget alternativ når det galt indlæring og forståelse af tingene, han rev tit alle mulige objekter frem på køkkenbordet når vi lavede matematik, i håb om at jeg ikke ville give op, tit og ofte brugte han spiselige ting som for eksempel vingummier, eller nødder – på den måde kunne han motivere mig bare en smule. Min mor kunne aldrig rigtigt fange mig når det galt lektier, så det var som regel min far som overtog den del.

Hvis jeg gjorde noget forkert som barn var der ingen decideret straf i vente. Igen var det mest min "far" der overtog rollen hvis der var noget som jeg ikke havde gjort, eller gjort helt forkert.
Min "far" var typen som i stedet for at råbe op, og give stuearrest – så snakkede vi.
Vi snakkede om tingene, for at finde ind til hvad problemet var, i stedet for bare at straffe. Min "far" har altid hadet ordet straf, og han mener ikke at det gavner hverken barnet eller den voksne, da man jo bare slår klapperne ned, i stedet for at fokusere på grunden til problemet allerede fra start. Det vat blandt andet dét som gjorde, at jeg i de færreste tilfælde kom til min mor hvis der var noget galt, eller hvis jeg godt selv var klar over at lokummet brændte, for jeg kunne meget bedre lide at blive snakket pænt til, end at blive råbt af – hvilket var hendes måde at gøre det på.

Da jeg ikke har nogen intention om at sætte et barn til verdenen kan jeg ikke svare på hvilke ting jeg vil give videre, og jeg har ærligt talt ikke skænket det en tanke (endnu).

Mine barneår har været dejlige! Og opdragelsen der fulgte med dengang, var også tiptop, så generelt har det været en positiv tid fra jeg kan huske og til jeg var 12 tror jeg. Grunden til positivitet synes jeg allerede jeg har beskrevet.
Negativiteten startede i mine tidlige teenagegår, da min "far" begyndte at straffe mig uden nogen specifikt grund. Han blev en anden mand og jeg har ikke lyst til at komme ind på hvilkén mand han blev. Siden dengang har jeg ikke rigtigt mærket nogen opdragelse, kun straf i form af råben, trusler, og fratagelse af mine ting, og internettet hvis jeg gjorde noget skidt.
Den måde jeg er blevet opdraget på er splittet, og uden sammenhæng, fordi jeg igennem hele livet er blevet sat i midten af uenighed omkring hvordan andre mener jeg skal opdrages, så i bund og grund ved jeg faktisk ikke hvordan min opdragelse har påvirket mig, udover at jeg ved at jeg er blevet stærk af al den modgang jeg har oplevet. Har man været igennem en hel masse modgang får man en bedre forståelse af hvad lykke og glæde vil sige.