Bemærk: I denne Blog, er min positive indstilling til livet røget lidt af...
For at få 'mest ud af' min Blog, så hør Christina Aguilera - You Lost Me i mens.
Her er link: www.youtube.com/watch?v=CPGIjBYeeTQ
I morges omkring klokken 11:00 skulle jeg snakke med en læge, som skulle fortælle mig om diverse 'tilbud' de kunne tilbyde mig, udover den operation som jeg venter på, på nuværende tidspunkt. Jeg er ikke stabil nok til og få foretaget den operation endnu... åbenbart. Men det vidste jeg godt.
Derudover havde de et tilbud. Jeg kunne muligvis få noget medicin, som jeg SKAL spise hver dag 'RESTEN af mi liv'. Der er dog bare en lille detalje. Efter 8 år, vil min krop muligvis ikke kunne tåle medicinen mere... også 'giver det sig selv'.
Mit hoved er ved at eksplodere lige nu... jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg skal have en 'dødsdato' (ca.) Og jeg synes også tanken om, at min kæreste og jeg 'kun' har 8 år tilbage sammen... det er som om at ens drømme om fremtiden bliver taget fra en. For man ved jo, at hun skal ud og finde en sød fyr efter mig... og selvfølgelig skal hun det, hvis det kommer dertil, det er bare en uvirkelig tanke at 'vide' det på forhånd.
Man gør sig tanker om, om man nogensinde får chancen for at få sig et barn... for hvem vil have at faren til deres barn har en 'dødsdato' indenfor den nærmeste fremtid? Hvordan ville jeg selv have det med, at vide jeg aldrig ville se mit eget barn vokse op?
Mht. uddannelse mister jeg også lysten, til at knokle så meget som jeg gør. Har altid drømt om Universitetet og læse Jura, men hvad er meningen med det, hvis livet allerede har forudbestemt dette...
Selvfølgelig er intet sikkert. Jeg sagde ikke ja til medicinen... men de anbefalede det virkelig, eftersom jeg får det dårligere og dårligere og ikke bliver mere stabil.
- Jeg får ikke sovet om natten, da smerterne giver mig søvnforstyrrelser... så jeg sover MEGET lidt, med flere dages mellemrum.
...mine 48 piller, 5 sprøjter og 'maskine' som jeg skal puste og suge 3 gange i om dagen, er ved at gøre mig sindssyg. Jeg føler mig som en junkie på drugs.
Men jeg ville virkelig ønske at jeg følte, at lægerne gjorde mere for mig, for at 'redde' mig... end de egentlig gør. Jeg er bange... bange for hvordan det hele ender. Bange for, at hver dag er den sidste...
...hvis jeg selv kan vælge, vil jeg 'gamble' og håbe på, at jeg overlever operationen og får et langt og lykkeligt liv.
Jeg er frustreret.
For at få 'mest ud af' min Blog, så hør Christina Aguilera - You Lost Me i mens.
Her er link: www.youtube.com/watch?v=CPGIjBYeeTQ
I morges omkring klokken 11:00 skulle jeg snakke med en læge, som skulle fortælle mig om diverse 'tilbud' de kunne tilbyde mig, udover den operation som jeg venter på, på nuværende tidspunkt. Jeg er ikke stabil nok til og få foretaget den operation endnu... åbenbart. Men det vidste jeg godt.
Derudover havde de et tilbud. Jeg kunne muligvis få noget medicin, som jeg SKAL spise hver dag 'RESTEN af mi liv'. Der er dog bare en lille detalje. Efter 8 år, vil min krop muligvis ikke kunne tåle medicinen mere... også 'giver det sig selv'.
Mit hoved er ved at eksplodere lige nu... jeg kan ikke holde tanken ud om, at jeg skal have en 'dødsdato' (ca.) Og jeg synes også tanken om, at min kæreste og jeg 'kun' har 8 år tilbage sammen... det er som om at ens drømme om fremtiden bliver taget fra en. For man ved jo, at hun skal ud og finde en sød fyr efter mig... og selvfølgelig skal hun det, hvis det kommer dertil, det er bare en uvirkelig tanke at 'vide' det på forhånd.
Man gør sig tanker om, om man nogensinde får chancen for at få sig et barn... for hvem vil have at faren til deres barn har en 'dødsdato' indenfor den nærmeste fremtid? Hvordan ville jeg selv have det med, at vide jeg aldrig ville se mit eget barn vokse op?
Mht. uddannelse mister jeg også lysten, til at knokle så meget som jeg gør. Har altid drømt om Universitetet og læse Jura, men hvad er meningen med det, hvis livet allerede har forudbestemt dette...
Selvfølgelig er intet sikkert. Jeg sagde ikke ja til medicinen... men de anbefalede det virkelig, eftersom jeg får det dårligere og dårligere og ikke bliver mere stabil.
- Jeg får ikke sovet om natten, da smerterne giver mig søvnforstyrrelser... så jeg sover MEGET lidt, med flere dages mellemrum.
...mine 48 piller, 5 sprøjter og 'maskine' som jeg skal puste og suge 3 gange i om dagen, er ved at gøre mig sindssyg. Jeg føler mig som en junkie på drugs.
Men jeg ville virkelig ønske at jeg følte, at lægerne gjorde mere for mig, for at 'redde' mig... end de egentlig gør. Jeg er bange... bange for hvordan det hele ender. Bange for, at hver dag er den sidste...
...hvis jeg selv kan vælge, vil jeg 'gamble' og håbe på, at jeg overlever operationen og får et langt og lykkeligt liv.
Jeg er frustreret.
Jeg er ked af hvad du går igennem. Men eftersom du nu beskriver at din kæreste, er noget af det bedste der er sket for dig - vil jeg nok også tro på at der er nogle venner, og så din familie der er. Efter min mening - selvom jeg ikke ved om den betyder noget - så synes jeg at du skal leve livet, og ikke bekymre dig omkring de 8 år. Også selvom det er en svær periode, du går igennem ligenu.. Ville skam også være knust, hvis jeg var dig - men det ville ikke holde mig fra at kæmpe. Fordi jeg har nogle som jeg nægter at efterlade. Mine venner, min familie. Og det har du. Du har noget at leve for. Så kæmp og vær stærk. Det er klart du er frustreret, det er ikke særlig nemt. Du kan hvad du vil. Og ingen ved hvordan dine kort for fremtiden, og livet ser ud. Nyd livet.
SvarSlet