Vort 'venskab'

Vi var bedstevenner i 9 år. Alligevel valgte du at pisse på mig... ikke bare en gang, heller ikke to, men alle tre gange. Jeg har ikke ord for hvilken smerte du har givet mig og stadig giver mig.

Det hele startede for 11 år siden nu. Vi mødtes i Spanien på et Hotel ved pool'en. Dengang var man lille og det faldt en helt naturligt bare at lege, ingen pinlige tavsheder, for man var barn og man havde ingen fordomme om nogen eller noget. Vi pjaskede rundt og jeg kan huske at vi delte soft-ice. Gode tider.

Der vi kom hjem var der langt i mellem os, alt for langt... du boede i Haderslev og jeg i Frederikssund på daværende tidspunkt. Vi så ikke så meget til hinanden i to år, men vi SMS'ede (på engelsk), eftersom jeg næsten lige var flyttet til Danmark fra New York for min 'far' havde fået job i Danmark. Du kunne ikke så meget engelsk, så det var meget få sætninger vi fik skrevet, men vi gjorde det.

Efter de to år var gået, flyttede jeg til Haderslev i seks måneder og vi blev gode venner. Meget gode venner. Vi legede hver dag, sov sammen i weekenderne og gik i parallel-klasse sammen. Jeg kan huske at en af mine første gode tegninger var af dig. Du fik den og hængte den op i en glasramme på dit værelse... selv dagen i dag er jeg sikker på, at billedet stadig hænger hvor jeg 'efterlod' det.
Vi blev bedstevenner og jeg skulle flytte igen... nu til København.

Vi var gode til at holde kontakten. Gode til at snakke om alt og ingenting og påtage sig et 'ansvar' for den anden parts problemer. Gode til at give lige meget igen. Men årene gik... og nu nåede vi til 2007.

Vi var hjemme hos dig, tror faktisk at vi skulle se The Ring. Din bror Tobias havde været meget underlig dagen forinden og indtil nu. Han tilbød os at kører op i byen for at hente noget mere slik og sodavand. Inden han gik var han kørte var han meget underlig... han sagde: "Uanset hvad livet bringer, vil Gud og jeg altid holde vores vinger over jer. Jeg elsker jer." Vi måbede og var klistrede op af skærmen.
Dine forælder var i Tyskiand og ville først komme tilbage næste formiddag. Tiden gik... først en time, så to, tre... klokken slog. Ingen Tobias. Vi ringede til din mor og de kørte fra Tyskland med det samme og hjem - vi var bange...
Jeg kan ikke huske hvor langtid der gik før de kom, men jeg husker det som relativt hurtigt.
...Tobias var kørt galt.

Jeg var der for dig, jeg trøstede dig og vi klarede os gennem det, sammen. Jeg kunne ikke beskrive med ord hvordan det var at se dig bære den smerte. Jeg følte empati... rigtig meget. Mere end burde være muligt. Hans død bragte os tættere på hinanden og vi lærte en masse ting. Så som at livet er skrøbeligt og fra den ene dag til den anden... kan det være slut.

Hans begravelse var smuk. Meget smuk. Blomster var lagt ud, folk sørgede og hans kæreste kunne ikke forstå hvorfor det skulle være ham. Vi optrådte med en sang, som vi dedikerede til ham. Ikke fordi du kunne synge... men jeg nød det.

Jeg fik en kæreste og du blev jaloux. Jeg følte at du begyndte at ' lægge an på mig' og du vidste jo godt, at jeg ikke havde det på samme måde.

Det blev jul og vi havde en tradition om at holde jul sammen, vi skitfes hvert år med familien. Denne jul skulle det holdes hos dig. Din bedstemor gav dig en rejse til U.S.A. i et år... men du så ikke begejstret ud. Du lagde den stille ned i kassen igen og 'græd'... og din bedstemor kom hen og trøstede dig og bekræftede dig i, at du ikke skulle afsted hvis ikke du havde lyst. Du valgte at du ikke ville afsted.

I Januar havde vi en aftale, så jeg tog til Haderslev. Hele vejen hjem til dig og ringede på døren. Din mor åbnede. Hun så underligt på mig, med blikket 'hvad laver du her?' og spurgte: "Har du glemt noget?" Jeg svarede: "Nej, jeg vil bare se til Christine." og smilede... "Chri......" hun stoppede og forsatte: "Hun er jo i U.S.A. nu Marc." I det sekund vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var som om at alt godt jeg kendte til blev taget fra mig. Jeg blev ikke engang inviteret indenfor... så jeg gik igen. Jeg tog hjem. I togturen sad jeg og spekulerede over livet og jeg kan tydeligt huske jeg græd der jeg kørte over OG under Storebæltsbroen... jeg kunne ikke forstå du bare var taget afsted uden den mindste mulighed for, at sige farvel til dig.

Tre-fire måneder efter skrev du på Messenger: "Skat, jeg har brug for dig :'(" Jeg måbede og jeg havde ingen ord for hvordan det var... ingen. Men jeg svarede åbenhjerteligt: "Hvad er der galt? Er der det mindste jeg kan gøre?" "Jeg har brug for penge... <3" "Hvor mange?" "Hvor meget kan du undvære, skat?" "Hvor mange, spurgte jeg?" "15-tusinde..." "Okay, men så brug dem fornuftigt..." "Det skal jeg nok <3" "Okay, jeg sætter dem ind i morgen." Også stoppede du med at svarer.

Dagen efter skrev jeg at jeg havde sat dem ind og jeg fik intet svar... dagen efter igen det samme... en uge efter skrev jeg hvordan det gik, du svarede mig stadig ikke. Jeg stoppede stille og roligt og regnede med, at du havde det godt.

Du skrev til mig en måned efter, at du savnede mig og havde tænkt på mig hver dag... men at du gerne ville hjem nu. Du havde bare ikke råd. Jeg tilbød dig at komme ned og hente dig i U.S.A. og du takkede 'ja tak'. Vi tog en mini ferie i U.S.A. sammen i fjorten dage og efterfølgende fik du valget om du ville blive, eller tage med hjem, du ville med hjem.

Der vi kom hjem var du ligeglad med mig og jeg følte jeg gjorde alt. Virkelig alt. Jeg fik ingenting igen - hvis du spørger mig men jeg holdte fast alligevel. En dag fik du en kæreste og du sagde til mig, at nu var jeg ligemeget. Jeg blev ked af det - men accepterede det.

Otte måneder senere ringer du til mig og siger du ikke kan mere... og at du vil gøre noget dumt, og hvis ike jeg stoppede dig nu, var det min skyld. Det var mit blod på mine hænder sagde du. Inden jeg nåede at siger noget havde du lagt på og slukket din telefon.

Jeg blev ved med at ringe, jeg blev ved og ved og ved... tiden gik og jeg prøvede at ringe til din mor. Hun tog den og jeg sagde grædende: "Christine! Hvor er hun? Jeg er så bekymret... hun har lige ri..." Så afbrød din mor mig: "Marc klokken er mange, lad være med at ringe." Også lagde hun på... jeg var så chokeret og jeg følte mig så magtesløs... mere end nogensinde før. Ringede til din lillebror, den kom i gennem, men han tog den ikke. Derefter din bedstemor... far... no respons.
Jeg tog til Haderselv med det samme og jeg stod udenfor din dør... jeg var bange for hvad der ventede mig. Men jeg ringede på og din mor åbnede: "Hun er her ikke... farvel!" Også smækkede hun døren... jeg var grædefærdig... jeg var SÅ grædefærdig. Men jeg tog videre til Holstebro og sov hos en ven der.

Dagen efter ringede jeg til din bedsteveninde, hun fortalte mig at du var død... at det var selvmord.
Jeg følte mig tom. Følte jeg havde mistet alt. Jeg har stadig ingen ord for det.
Alt din familie, venner og bekendte fortalte mig, at du var død.

Din mor sagde strengt til mig, at det var min skyld og jeg ikke var velkommen til begravelsen. Jeg forbandede hvert ord hun sagde... og i syv måneder græd jeg mig i søvn. Skrev breve og så billeder af os to sammen. Men du var væk og jeg fik skyldsfølelse.

...efter det syv måneder ringer DU til mig... du græder og siger du har brug for mig. Jeg er chokeret og forstår ingenting. Men jeg var så glad... at jeg ikke kunne være sur over alt det du havde gjort. Det var uvirkeligt. Du kom over til mig dagen efter og vi tog på café og hyggede os... i to måneder var det godt, indtil du nu mener, at det er tid til at sige farvel.

Tre måneder efter får jeg et opkald fra Politiet om, at jeg er sigtet for voldtægt. Hele min verden ramlede sammen dér. Forstod ingenting.

Du meldte mig for voldtægtsforsøg, fordi du ville have min opmærksomhed. Men du ville ikke indrømme at det ikke passede før, jeg beviste jeg var indlagt på det tidspunkt og var blevet opereret to dage forinden. Du tilstod... og du fik en lille 'straf'.
...efter det talte vi ikke sammen. Igen.

Efterfølgende har du ringet og lånt penge af mig, fordi du er smidt ud hjemmefra. Jeg ville gerne hjælpe dig... og jeg sagde klart og tydeligt vi ikke skulle snakke sammen, men jeg ville hjælpe.

For to dage siden ansøger du mig på Facebook og siger, at du har brug for mig. Denne gang er jeg mere 'kold' og jeg tilgiver dig ikke for ALT det lort du har budt mig. For denne gang har du svinet tyve af mine samtlige venner til offentlig inklusiv min kæreste.

Du forstår ikke når jeg siger til dig, at du ikke skal kontakte mig mere. Du tror højt og helligt at jeg tilgiver dig og dropper alle for dig, men du kan tro nej. Dit dobbeltspil er slut nu og jeg har ikke noget tilovers mere. Jeg siger farvel Christine...

Du forandrer dig aldrig. Du vil altid være selvoptaget og egoistisk og du er ved at kører mig psykisk ned nu. Du er ved at ødelægge mig fuldstændig...
Farvel... jeg håber du forstår det en dag.