Jeg ligger i 'min seng' (hospitals seng) og tænker over livet. Jeg tænker over alle mulige situationer i livet og på, at selvom jeg er syg, er der nogen i verden der har det 10 tusinde gange værre end mig. Mange folk får tit ondt af mig over kan virke 'overbeskyttende', jeg ved de gør det i en god mening, men som sagt så har jeg det godt i forhold til så mange andre...
Jeg har gået gennem mange operationer nu, nogen har været vellykket, andre har haft sine fejl. Men en ting har jeg lært: livet er skrøbeligt - og livet er så uretfærdigt, som noget burde være.
Men uden mine venner, var jeg ikke her i dag. Eller måske, men jeg ville ikke have samme psyke og kunne holde hovedet så koldt, som jeg nu gør.
Jeg er træt af læger, som siger det de tror man vil hører, i stedet for at sige det som det er og pakke det ind. Jeg er træt af at gå og være bange for tanken om, at i dag var min sidste dag og i morgen er jeg her ikke længere. For jeg føler bestemt ikke, at 'min mission' her på jorden er fuldført, (ja jeg er utrolig overtroisk). Jeg tror på, at der er en mening med alting som sker... de eneste jeg ikke selv kan se meningen i er krig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar