I den forgangne uge har jeg talt en del med forskellige mennesker om det dér med at "have en fornemmelse" af den dårlige slags. En fornemmelse, du ikke kan underbygge med andet end det, du føler indeni, men som giver dig følelsen af, at du er ved at vove dig ud på usikker grund. Den fornemmelse, tror jeg, at man skal stole på - og nej, jeg bryder mig bestemt ikke om udtryk som "min 6.sans", "en stærk intuition" og "evnen til at gennemskue", for åh, hvor er der mange mennesker, der tror, at de besidder sådanne og derfor får et forklaringsproblem, når de igen og igen ender i lort til halsen - men fornemmelsen, den har intet at gøre med dine evner i det åndelige køkken og psykologiens håndbøger; den er nok snare skabt af din erfaring og hjernes evne til at opfange de små ting, som dine umiddelbare indtryk ikke lægger mærke til. Det være sig eksempelvis for mange selvmodsigelser, for slesk adfærd, for mange sære forklaringer og meget snakken udenom.
Fornemmelsen er dog skidesvær at stole på. Jeg har stået med den flere gange for derefter at smide den ud til højre, fordi jeg ikke har kunnet finde underbyggende argumenter. Jeg har mistænkt, men slået hen. Jeg har overvejet, men lukket ned. Jeg har forsøgt at få ender til at mødes, men er endt i et knudebundt - og dét er faktisk argumentation nok, har jeg så senere fundet ud af. Hvis jeg, som tiden er gået, ikke har kunnet finde hoved og hale, så har det været fordi, at hoved og hale ikke har været til stede, og har de i modsætning hertil været der, så har jeg slet ikke behøvet at lukke ned for fornemmelse eller overvejelser - de er så at sige forsvundet af sig selv.
Vi har nogle gange alt for travlt, og vi lader os presse af omverdenens vilkår. Vi skal beslutte os her og nu, og vi skal have afklaringer på det uafklarede, og dét, tror jeg, er med til at gøre det rigtig svært for "vores fornemmelse" at trække vejret, for den kræver mest af alt tålmodighed. Kan jeg stole på ham dér, eller kan jeg ikke? Skal jeg løbe den risiko, eller skal jeg lade være? Vil hun mig, eller vil hun mig ikke? Spørgsmål til hvilke din fornemmelse måske allerede har givet dig svaret, men fordi du har så pokkers travlt, når du ikke at lade tiden vise dig de underbyggende argumenter. I stedet fortæller du dig selv, at du bekymrer dig eller tænker for meget, hvorefter du lukker din øjne fra se det, de egentlig ser, og drøner ud i roderiet, som var du en halshugget høne under de sidste krampetrækninger. Og det skaber problemer, når man ikke har tålmodigheden til at få afklaret sin fornemmelse - også store problemer - og du ender til sidst med at føle dig som en naiv tåbe, der burde have vidst bedre. Men du vidste jo rent faktisk også bedre, men stolede blot ikke på din viden, fordi den ikke slog dig som viden, men blot...ja...en fornemmelse.
Jeg har en veninde, som engang stod i en situation, hvor hun vidste bedre end at handle, som hun gjorde. Hun skrev et brev til sig selv og fortalte det til mig. I brevet erklærede hun, at hun udmærket godt vidste, at hun lige nu handlede imod bedre vidende, men ikke følte, at hun kunne andet. Og hun handlede og endte med at blive rigtig ked af det.
Det, der gør veninden klogere end så mange andre, er, at hun erkendte i tide og stod ved det. Måske overhørte hun sin fornemmelse i praksis, men rent mentalt gjorde hun ikke. Hun underkendte ikke sig selv, men handlede blot i modsætning hertil. "Blot og blot" kunne man så mene, for som jeg ofte påpeger, så er det efter min mening udelukkende handling, der tæller, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan kick starte en "handlingsproces" via erkendelse og evnen til at indrømme, at man godt ved, at man fejler, mens man gør det. På den anden side af sit roderi - ikke alvorlige roderi, men ikke desto mindre roderi - behøver veninden ikke føle sig dum og naiv. Det var hun aldrig. Hun har ikke et forklaringsproblem og kan rent faktisk se, at den tidlige erkendelse var med til at gøre, at hun ikke slog sig så meget, som hun kunne været kommet til og ej heller - i sine nærmeste øjne - virker som et hjælpeløst offer, der ikke kan tage vare på og ansvar for sig selv.
Fornemmelser skal selvfølgelig mødes med mistænksomhed, hvis du har tendens til at se spøgelser, hvorend du går og står. Så hører du måske til den gruppe af mennesker med mange skader, der i stedet for at gøre noget ved dine ar blot lader dit verdensbillede bestå: "Mennesker er onde og vil mig det ikke godt". Men er du nogenlunde ved dine fulde fem, bør du måske også anerkende din viden og heraf fornemmelse, selvom du ikke har et arsenal af videnskabelige kildehenvisninger og dybdeborende argumenter bag dig. Fornemmelsen er der nok af en årsag: måske for at passe på dig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar